Note: This work was first published in 1997, less than 70 years ago. Gustav Hansen is or might still be alive. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.
Det er på sin plads at anvende den freudianske eller psykoanlytiske forståelsesramme, når det er biografisk materiale, der dukker op i behandlingssessionerne, men denne ramme slår ikke til, hvis det er perinatale (fødselsbetingede) eller transpersonlige temaer, der præsenterer sig. Benytter man alligevel den biografiske forståelsesramme, får hverken patienten eller terapeuten indsigt eller udbytte.
I dybtgående oplevelsesorienterede terapier som f.eks. åndedrætsterapi er der ofte tale om genoplevelse under fornemmelse af at være tilbage på det pågældende alderstrin.
Genoplevelse er et langt stærkere og rigere fænomen end generindring, som er karakteristisk for de psykoanalytisk inspirerede samtaleterapier og genoplevelse medfører muligheden for at afreagere (katarsis/renselse), hvilket ikke lader sig gøre i de psykoanalytisk orienterede terapier, hvad Freud ellers troede, og håbede på i psykoanalysens barndom, men måtte opgive.
Tilbagevenden til tidligere livsstadier kaldes regression, og en regressiv proces er ofte nødvendig i psykoterapi. I åndedrætsterapi kan regressionen være ekstremt dybtgående og intens. Den kan nå ud over det biografiske lag og ned i fødslen eller ud i det transpersonlige. Regressionen er imidlertid begrænset til behandlingssesionens varighed på en til to timer, og den er på ingen måde en generel invitation til umoden adfærd.
I dag lægges der i psykoterapeutisk praksis udelukkende vægt på psykologiske traumer. Kropslige traumer tillægges ikke nogen direkte indflydelse på individets psykologiske udvikling, og menes derfor ikke at bedrage til dannelsen af følelsesmæssige og psykosomatiske forstyrrelser.
Dette holder ikke stik: I stærkt virkende oplevelsesterapier er genoplevelse af livstruende sygdomme, ulykker, operationer eller situationer, hvor individt var nær ved at drukne meget almindelige. Resterende følelser og kropslige sansefornemmelser fra sådanne situationer,
der truede organismens overlevelse eller integritet spiller i høj grad ind ved udviklingen af forskellige former for psykisk sygdom.
Her er to eksempler på dette. Begge patienter har haft svære konflikter og traumer i barndommen og deraf følgende psykiske problemer i voksenalder:
Det første er en 40 årig kvinde, som under hyperventilation genoplever operation for mandler i 7 års alderen med angst, gråd, lugt af æter og fornemmelse af at glide væk i narkosen. Hun hører ikke mere sessionsmusikken endsige fornemmer tid og sted. Hun kommer lidt senere halvvejs til sig selv og føler noget er galt i halsen, kan næsten ikke tale, beder om vand, men kan ikke samle sig om at udtrykke et intenst ønske (der kommer for dagen senere) om, at det skal være isvand, der dengang var standardpleje efter operationen. Vel hjemme går der næsten endnu tre døgn, før hun helt har rettet sig.
Hun besøger da nogle bekendte, som uden at være forudinformeret spontant siger, at de sporer lugt af æter.
Hun har haft det godt i årene derefter.
Dette ejendommelige forløb har jeg drøftet med min gode ven, Erik Götlind (filosof og psykoterapeut i Uppsala), som skriver tilbage (her i min oversættelse):
”At kvindens bekendte kan spore lugt af æter i hendes nærhed flere dage efter sessionen kan skyldes, at også lugtfænomener hører til de fænomener, der kan opfanges telepatisk ligesom lyd, billeder, stemninger, ønsker og oplevelse af fare kan det. At aflæsningen af æterlugten er mulig flere dage efter sessionen med den stærke genoplevelse forekommer naturligt, når man tænker på at elementerne i genoplevelsen skal have tid til at bundfælde sig i kvindens psyke og til at afgive sin psykiske ladning”.
Det andet eksempel på, at legemlige traumer huskes, er en 47 årig mand, der under hyperventilation pludselig kaster sig om på siden, holder på venstre ben og fortvivlet råber: ”benet er brækket”. Han afviser bestemt, at nogen rører benet, vil have lov til at ligge helt uforstyrret.
Senere i samme session får han fornemmelse af, at venstre ben er fuldstændig fastlåst.
Bagefter kan han fortælle om benbrud i fem års alderen, han var blevet kørt hid og did i en almindelig bil, ”de ofrede ikke engang en ambulance på mig”. Og svarende til benets fastlåsthed fortæller han, at han længe lå i gips fra hofte til tæer.
Jeg vil stille spørgsmålet her, om det er kroppen og ikke hjernen, der husker.
Voldsomme legemlige traumer synes i hvert fald at efterlade blivende spor i nervesystemet, som bidrager afgørende til udviklingen af følelsesmæssige og psykosomatiske problemer såsom depressioner, angsttilstande, seksuelle forstyrrelser, migrænehovedpine eller astma.
Her er endnu et eksempel:
En 41 årig mand med angst og depression efter blodprop i hjertet 2½ år tidligere genoplever under stor indre og ydre dramatik hændelses- og følelsesforløbet i flere hyperventilationssessioner. Derefter aftager og forsvinder symptomerne. Jeg var betænkelig ved at behandle denne patient p.gr.a. hjertelidelsen, men indtrængende behandlingsønske og grønt lys fra hans internmediciner fik mig til at indvillige.
Årsager til psykosomatiske sygdomme kan næsten altid spores tilbage til ubevidste temaer, hvor kropslig traumatisering udgjorde et væsentligt element. Ofte i barndommen, altså til det biografiske lag, men ganske ofte også til de to forudgående lag, det perinatale lag, der beskrives i kapitel 7, og det transpersonlige lag, som beskrives i kapitel 9.
Noget særligt gør sig gældende ved angreb på vejrtrækningen under sygdomme som lungebetændelse, difteri og kighoste og ved nærdrukning. Her er barnet tæt på døden og lider under ekstremt ubehag, kvælningstilløb og smerte. En sådan barndomsoplevelse fører direkte tilbage til det tidsmæssigt forudgående bevidsthedslag, fødselslaget, der som sine hovedbestanddele har dobbeltfænomenet fødsel og død og skiftet i ilttilførsel fra navlestreng til lunger.
