Note: This work was first published in 1997, less than 70 years ago. Gustav Hansen is or might still be alive. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.
At krydse er livets mening. Da jeg var fjorten år, fik jeg lov til at købe en ganske lille båd med mast. På mors gamle symaskine syede jeg storsejl og fok af et telt, der havde haft sin bedste tid.
Båden sejlede ikke godt, og krydse kunne den slet ikke. Forklaring på det fik jeg af en sejlkyndig: Nederste bageste hjørne af fokken skulle ikke, som jeg troede, fastgøres ved masteroden, men ude i rælingen i modsat side af den retning, vinden kom fra, når jeg ville krydse. Og krydse, det ville jeg, ellers har det ikke megen mening. Det skulle være mig, der bestemte kursen, ikke vinden, og jeg brød mig ikke om at ro hjem.
Senere har jeg i andre af livets forhold opdaget, at det kan være nyttigt at krydse sig frem i stedet for at buse lige på. I hvert fald kan du, vel ude af den trygge havn, din mors liv, godt regne med modvind, og så må du, som du ligger der med blafrende sejl tage dit bestik. Du drejer med hovedet lidt til den ene side og lidt til den anden, haler lidt ind i sejlene, kort sagt krydser dig frem til dit første måltid ved moders bryst. Én gang lært kan dette bruges igen og igen ved de udfordringer og genvordigheder, som livet nu engang byder på.
Ifølge lægetidsskriftet Nordisk Medicin (10/91) kravler barnet, hvis det lægges på moderens mave langsomt op mod brystet og begynder at søge med hovedet – frem og tilbage. Finder det brystvorten kan det suge og synke. Barnet virker roligt og ser ud til at være i harmoni, medens et barn, som lægges i seng, skriger betydeligt mere. Et barn, der i disse henseender har været heldigt, efterlades med en følelse, der næsten går helt ned i cellerne af selvtillid, når det gælder evnen til at overvinde vanskeligheder, det møder i livet fremover.
At der skulle være så trygt derinde i lovmoderhavnen er nu ikke altid så sikkert. Fostrets tilværelse minder lidt om hasard.
Abort findes jo, og debatten derom ligeså. Hvornår begynder livet? spørges der. Denne debat vil dog ikke rigtigt tage form, måske fordi der mærkes hensigt – kunne man enes om, at livet begynder ved fødslen, ville abortdiskussionen meget belejligt forstumme. Der ville være frit slag. Så let går det ikke. Mange hælder til, at undfangelsens øjeblik er livets begyndelse, men debatten er måske umulig, og spørgsmålet kunne være forkert stillet.
Måske begynder livet slet ikke; det fortsætter, i hvert fald ifølge den franske filosof Francois Jacob, der føjer til, at livet videregives, når ægcelle og sædcelle forenes. En isoleret sædcelle eller et æg er ikke mindre ”levende” end et befrugtet æg.
Hvem har kompetence, spørger Jacob, til at afgøre det øjeblik før fødslen, hvor et menneskeligt væsens liv begynder? Det er i hvert fald ikke biologen, lige så lidt som det er lægen eller biskoppen eller dommeren.
Det er kvinden og kun kvinden, der kan vide, om hun ønsker et barn, om hun er i stand til at sikre det et anstændigt liv, som det har krav på.
Jacob afrunder: Man anfører nogle gange mod abort naturens lov. Men der er ingen love i naturen. Der er kun fænomener. Det er menneskene, der laver love.
Undfangelse, fødsel, vækst gennem barndom, ungdom, voksendom og alderdom er livet, som ender med døden. Livet ser altså ud til at ende, men det begynder ikke, det fortsætter.
At livet ender ved døden er der i øvrigt flere meninger om. Den kristne håber på paradiset og frygter helvede, andre regner med at reinkarnere, atter andre forestiller sig, at den individuelle sjæl, som hidtil har boet i kroppen, nu frigøres og indgår i et kollektivt univers. De mener, at der findes et livsprincip, en energistrøm overalt i kosmos, en åndelig kraft, der er lige så betydningsfuld som de kræfter, vi i forvejen kender fra astrofysik og partikelfysik: De elektromagnetiske kræfter, tyngdekraften, de svage og stærke kernekræfter.
Vi er ikke blot komplekse biologiske maskiner lavet af celler, væv og organer. Bevidstheden er en primær egenskab ved tilværelsen og ikke et bifænomen ved materien. Vi har del i en fælles kosmisk bevidsthed samtidig med, at vi er mennesker med en individuel bevidsthed. For dem, der ser sådan på det, er paradiset her på jorden, eller rettere: det kunne være her.
I fødslen ser vi døden i øjnene. Vi præsenteres i det drama, som fødslen kan være, i kamp for at leve, for modpolen død, og vi reagerer med angst, der kan gå hen og præge resten ad vores liv i mindre eller større grad – eventuelt så vi bliver sindslidende.
Det som begynder
er angsten.
Angsten og barnet
fødes sammen -
og skilles aldrig.
Angsten,
denne hemmelige ledsager,
ubestemmelig som skyggen
og som skyggen trofast og bestandig.
Angsten,
som ikke forlader os
før graven,
hvortil den har ført os
trofast.
Frederick Leboyer.
Den franske fødselslæge Frederick Leboyer udgav i 1974 bogen "Fødsel uden vold", Gyldendal. "Han prøver på at åbne vores øjne for, at ikke bare moderen lider under forløsningen, men at også barnet er et sansende væsen, og at de indtryk, det modtager ved fødslen, får betydning resten af livet".
Fødsel må åbenbart associeres med drama, kamp, angst og med død. Det lyder traumatiserende, og det er derfor nærliggende at tale om fødselstraumet.
Og dog, har dette begreb mening? Vi bliver jo alle født, og er det traumatisk?
"Ingen slipper udenom fødslens forbandelse. Denne fødsel, som på én gang flår dig ud af livmoderen og kliner dig til brystet. Og hvem kan efter én gang at have boet i den rede og spist af den gratis frugt nogen sinde finde sig til rette på de fælles jagtmarker, hvor der skal kæmpes om hver bid brød og hvert et ly om natten?
Vant som begynderen er til en fortryllende fusion, han troede evig, og sikker på en henrykt tak for sin troskyldige byden sig til, vil han lamslået blegne ved mødet med en fremmed ligeglad verden. Og gøre sig rå og brutal - eller til slave. Selv herreløse dyr søger - frem for føde - kærtegn. Også de er nemlig som små blevet forkælet af deres mor, der slikkede dem i hoved og hale dag og nat, og hvis patter og tunge aldrig spurgte til kvalifikationer. Det var ikke nødvendigt at gøre sig til for at tækkes hende".
Elsa Morante: "Aracoeli", Chr. Erichsens Forlag, 1986.
Vi kan ikke huske vores fødsel - eller kan vi? Kan visse af voksenalderens psykiske lidelser have rod i fødselstraumet, og kan vi - ved at dykke ned i fødselstraumet - lindre eller helbrede disse psykiske lidelser?
Fødslen er for barnet meget mere end en mekanisk hændelse, som højtudviklet teknologi tilstrækkeligt kan tage vare på. Barnet er før, under og efter fødslen intenst sansende og følende, og det præges i disse afgørende øjeblikke for livet på godt og ondt, ganske som det er tilfældet med dyr.
Ifølge Bertil Jacobson (professor emeritus ved Karolinska Institutet): Selvmord og narkomani gennem prægning. Socialmedicinsk tidsskrift nr. 8/1990. Sverige, er prægning hos dyr en meget speciel måde at huske på, som i flere henseender adskiller sig fra andre. Vigtigst er, at prægning kun kan forkomme i en ganske kort periode af individets liv omkring fødslen. Endvidere er prægningen i modsætning til andre måder at huske på irreversibel, den udslettes altså ikke.
Det indprægede sanseindtryk kan variere meget. Dyr kan præges gennem synet, hørelsen, føle-, lugt- og smagssansen. Resultatet er en adfærd i voksenalder, der fortsætter - det ser ud til, at dyret forsøger at genopleve det stimulus, som i sin tid udløste prægningen.
Normalt er prægningen naturens måde at øge chancerne for overlevelse, ved at den nyfødte bindes til moderen. Hvis prægningen sker til et forkert stimulus, kan det voksne dyrs adfærd blive helt irrationel. Rådyr som præges til en anden arts feromoner dvs. informationsbærende lugtstoffer søger senere hen til denne art, ikke til sin egen.
Når prægningen sker gennem synet, består adfærdsforstyrrelsen af en drift til at følge efter et objekt, som ligner det oprindelige. Konrad Lorenz' ællinger fulgte efter hans sko, hvis de var udklækkede i nærheden af dem. Som voksne og sexuelt modne forsøgte de til og med at parre sig med skoene.
Man har i detaljer klarlagt de centre i forhjernen, som er engagerede i prægningsprocessen hos dyr, især fugle. Under den korte prægningsproces sker der forandringer i nervecellernes fine udløbere, nervetrådene, som tilbagedannes visse steder og udvikles andre steder. Sådanne vævsmæssige forandringer består uændret resten af livet.
Man har også studeret, hvordan prægningstilbøjeligheden formindskes under påvirkning af beroligende midler som stesolid og sovemidler af barbituratgruppen. Andre stoffer øger prægningstilbøjeligheden f.eks. mandligt kønshormon og de hormoner, som udskilles af binyrerne ved stress. Nyfødte børn har ca femten gange højere niveau af binyrebarkhormon end normalt hos voksne i hvile.
Prægningsmekanismen har sandsynligvis været af fundamental betydning for mange arters overlevelse hos insekter, fisk, krybdyr og pattedyr. Disse arter har udviklet sig fra de livsformer, som levede for hundredevis af millioner år siden.. Det ville være ejendommeligt om mennesket, som udvikledes gennem det sidste korte øjeblik af biologisk liv på jorden, havde mistet evnen til at blive præget.
Normalt skal prægningen antagelig resultere i en binding til moderen, som på sin side bindes til barnet. Man kan formode, at dette hos den voksne til sin tid fører til normal sensualitet og behov for ømhed.. Men individet får antagelig et ubevidst behov for at genopleve alle sansefornemmelser, endog de ubehagelige.
Traditionelt afvises sådanne påstande om intens sansning, følelser og prægning ved fødslen med henvisning til barnets mangelfuldt udviklede centralnervesystem, f.eks. af psykiateren Raben Rosenberg, da vi diskuterede disse emner i Jyllands-Posten i 1993: "Det har nu altid undret mig, at nogen mennesker skulle være i stand til at erindre perinatale oplevelser, al den stund, at jeg ikke mener, man biologisk overhovedet er udrustet til at lagre hukommelse af informationsmateriale med en sådan kompleksitet, som man senere på forskellig måde tilsyneladende kan genkalde sig". Dem, der vanetænker som Raben, bør genlæse Elses beretning i 1. kapitel. Og følgende sygehistorie kan måske også vække ham og andre til eftertanke:
47 årig akademiker søger mig for en grundstemning af utilstrækkelighed, tidvis depressivitet og lavt energiniveau i forbindelse med udbrud og forværringer af den kroniske lidelse irritabel tyktarm. Han blev fem uger gammel opereret for mavemundsforsnævring, der havde givet sig til kende ved manglende vægtøgning og eksplosive opkastninger. Operationen var selvfølgelig uomgængelig, men må i et spædbarns univers have været et overgreb. Han følte i første session at "give slip" i lag efter lag og "maven boblede". Pludselig mærkede han et frygteligt jag i maveregionen, som han bagefter beskrev som "trekantet og rødt"og det forsvandt med det samme. Der var en brændende fornemmelse ved endetarmsåbningen, der svandt undervejs. "En utrolig varme i mellemgulvet" føltes helende. Drømmeagtigt oplevede han et operationsbord , lamper og folk, der stod rundt om. Der var også mørke, som måske symboliserede død, hvad jeg tror havde at gøre med bedøvelsen.
Dette spædbarn har haft voldsomme oplevelser i det perinatale lag, mavebesvær, eksplosive opkastninger og så det operative indgreb, som har sat sig tydelige spor i opvækst og voksenalder.
Et år senere har han det meget bedre, men føler stadig, at det kunne være bedre.
I fødselsvidenskaben er man opmærksom på, at håndtering og pleje ved fødslen spiller en rolle for det senere forløb. Et eksempel er, at man stræber efter hurtig kropskontakt mellem moder og barn. Et andet, at man er ophørt med den smertefulde profylaktiske øjendrypning.
Fostre forløst ved kejsersnit i 24-28. uge, dvs. meget for tidligt fødte børn, viser sig trods højteknologi at have meget små chancer. En lovgivning er derfor (1997) under overvejelse.. Halvdelen dør inden en måned og spares således for de overlevendes hasard: ud af fem får én svære handicaps såsom epilepsi, døvhed, spastisk lammelse eller lungefibrose. Til disse nemt konstaterbare beskadigelser må føjes, at hveranden får adfærds- og skoleproblemer, der fordrer særlig hjælp, hvilket ifølge en redegørelse fra sundhedstyrelsen medfører øget udgift for samfundet til social- og sundhedsydelser.
Hvad der vil afsløre sig af psykiske handicaps i form af identitetsforstyrrelser, svækket vitalitet, angst og andet, når disse børn bliver voksne, er vi endnu uvidende om.
Sundhed eller sygdom i sindet er altså ikke, som mange tror, kun et spørgsmål om betingelserne i opvæksten.
I fosterliv og fødsel dannes matricer, der er styrende i sindet på en mere fundamental og skæbnessvanger måde end de traumer og konflikter, der dukker op i opvæksten. Et menneske, der mangler en meget stor del af sit fosterliv, og som således extremt umodent udsættes for en problemfyldt, ofte kompliceret og altid langstrakt behandling, der kan omfatte genoplivning og respiratorbehandling, vil sandsynligvis blive præget eller kodet negativt.af den dristige og dramatiske teknologi og dens resultater. Det vil i sandhed betyde "risiko for legemlige og psykiske følgetilstande", som det hedder i redegørelsen.
En af de første rapporter, som jeg kender til, der støtter denne dystre profeti, er en artikel i Ugeskrift for Læger (Jonna Bentlage Jepsen & Lea Keiding: For tidligt fødte børn er handicappede børn. UfL, 157, side 4492), hvori to mødre konkluderer om deres tre børn:
"For tidligt fødte børn er handicappede børn !
Meget/ekstremt for tidligt fødte børn har så dybe sår på sjælen som følge af deres traumatiske oplevelser i deres første levetid, at de er belastede af dem mange år efter. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at dokumentere ved hjælp af analyser og kliniske undersøgelser, men det er til gengæld meget tydeligt for forældrene til de for tidligt fødte.
Først og fremmest er børnene generelt meget utrygge, og for selv de mest omsorgsfulde og bevidste forældre er det en lang og sej kamp at få bugt med den utryghed. I babytiden er der konstant gråd, og børnene er meget sensitive overfor både over- og understimulering. De er ofte bange for fremmede, bange for høje lyde og bange for at opholde sig i større forsamlinger. De græder, når de bliver skiftet, badet og puslet, og babymassage kan slet ikke komme på tale.
Når babytiden er overstået, viser utrygheden sig fx ved at børnene viger tilbage fra alt nyt, hvorfor de skal forberedes grundigt, inden de præsenteres for det. Det kan være noget så banalt som en gynge, en plastiktraktor eller et par nye sko. De kan gå fuldstændig i panik over en togtur, eller hvis der pludselig kommer en person ind i det lokale, de befinder sig i. Alle afvigelser fra den daglige rytme skal forberedes, og der må ikke være for mange af dem lige efter hinanden".
JBJ er mor til tvillinger født i 28. uge, 1031/1148 gram, oktober 1992. LK er mor til pige født i 30. uge, 1150 gram, februar 1991. Begge er emnerådgivere i foreningen Forældre & Fødsel.
Endnu mere hasarderet forekommer de nye teknikker til kunstig befrugtning at være. Nedfrysning af æg, reagensglasmetoder og indføring med mikropipette af én sædcelle i ægget. Sandsynlighedsbelægget for sammenhæng mellem ekstremt tidlige traumer og senere legemlig og sjælelig lidelse når helt tilbage til undfangelsesøjeblikket, ja endog længere. Dette fremgår af, at man ved hjælp af åndedrætsterapi kan få adgang til oplevelser og begivenheder under fødsel, i fosterliv og sågar under undfangelsen. Her kan prægningsmekanismer næppe gøre sig gældende, og man må snarere søge en forklaring i de tanker om erkendelsens døre, som Henri Bergson og William Blake fremfører i 7. kapitel.
