Note: This work was first published in 1997, less than 70 years ago. Gustav Hansen is or might still be alive. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.
Sigmund Freud var den første, der henledte opmærksomheden på den mulighed, at fødselstraumet var kilden til al fremtidig angst, altså angstens prototype, urangsten.
Otto Rank, en af Freuds elever, uddybede i 1924 radikalt denne teori i sin bog "Das Trauma der Geburt". Han lagde vægt på det oplevelsesmæssige i sin psykoterapi. Det var vigtigt, at patienten i psykoterapien genoplevede fødselstraumet, ellers kunne behandlingen ikke anses for at være afsluttet.
Det var klart for Rank, at vi alle har et fødselstraume, eftersom vi alle er født, og ganske uanset hvordan vi er født. Centralt for Rank er det, at barnet adskilles fra moderen i fødslen, og at det adskilles fra den livsalige, "oceaniske" tilværelse inde i livmoderen. Han mente, at psykisk normalitet beror på, at man har overkommet og overvundet fødselstraumet, og at neurose beror på utilfredsstillende eller utilstrækkelig overvindelse af fødselstraumet.
Freud tabte senere interessen for dette synspunkt, og Otto Rank blev udstødt af kredsen omkring Freud.
Fødselsbegivenheden er antagelig altid i nogen grad traumatisk, selv hvis den er af kort varighed, og moderen psykisk ligevægtig, kærlig og velforberedt. Den umiddelbart traumatiske virkning af den livstruende situation, som fødslen er, kan der kompenseres for eller dannes en modvægt mod, hvis situationen efter fødslen bliver håndteret med kærlighed og følsomhed: Barnet bliver lagt op på moderens mave eller til hendes bryst straks efter fødslen og bliver således igen forbundet med hende på en symbiotisk måde. Barnet viser en positiv reaktion på dette, også selvom det er for tidligt født. Det reagerer negativt med en frysereaktion, hvis det behandles ufølsomt.
Her følger endnu et eksempel på regression til fødsel og tiden straks derefter:
En 39 årig kvinde søger hjælp, fordi hun i nogen tid har savnet selvtillid, ganske er i vildrede med sit liv og i tvivl om sit ægteskab. Hun plages meget af skyldfølelse og er i identitetskrise.
Efter tre sessioner med åndedrætsterapi får hun det meget bedre, føler at mange ting falder på plads for hende. I sessionerne har hun en fornemmelse af at være ganske lille, næsten nyfødt, og hun mærker angst og vrede i forbindelse med isolation fra moderen umiddelbart efter fødslen (på grund af dennes sygdom). Hun er efter sidste session fuldstændig afslappet, fortæller, at angst ligesom blev jaget på flugt af vrede og finder dette "meget tilfredsstillende". Hun har fornemmelse af, at disse stærke indre oplevelser vil have varig effekt på hende, og hun er temmelig sikker på, at hun er færdigbehandlet.
Senere sporadiske kontakter har vist, at hun ikke ændrede sig afgørende, og at hun således desværre tog fejl. Hun havde antagelig behov for længerevarende behandling, men motivationen (og økonomien?) slog ikke til. Nogle år senere fik hun en enkel session, som hun var meget glad for, men det har ikke været muligt at følge hende senere.
Fødslen er en afgørende begivenhed, og i den præges matricer, der er endnu mere styrende i menneskesindet end de traumer og konflikter, der stammer fra opvæksten.
F'ødslen opfattes som et traume, hvis sværhedsgrad naturligvis afhænger af fødslens forløb og eventuelle komplikationer. I dette lag, fødselslaget eller det perinatale lag, kan man møde død-genfødselstemaet.
I fødselslaget kan man beskrive fire faser:
1. fase. Fostrets stort set uforstyrrede tilværelse i livmoderen umiddelbart før fødslen: helt i ro, fuldkommen beskyttet omend under trange kår, og forsynet med alt nødvendigt, og således helt uforberedt på:
2. fase, der indtræffer chokartet med sammentrækninger fra alle sider (veer) og "ingen-vej-ud" -fornemmelse.
Det symbolske modstykke til denne fase i sin fulde udvikling med oplevelse af ingen-vej-ud er helvede. Man har en følelse af at sidde fast, af at være indespærret eller fanget i en klaustrofobisk mareridtsverden og opleve utrolig psykisk og kropslig tortur.
3. fase er fremdrivningsfasen, som ikke er mindre belastende end den foregående, men mere dramatisk og kaotisk. "Ingen-vej-ud"-følelsen taber sig og erstattes af fornemmelse af muligheder for en afslutning på den uudholdelige situation, livmoderhalsen er jo åben. Dette minder om katolikkernes purgatorium (renselse) eller skærsild. Der er en titanisk kamp for at overleve, der kan være sadomasochistiske, sexuelle og aggressive oplevelser, tortur og møde med ild. Situationen er faktisk livsfarlig, iltforsyningen afbrydes periodisk, når veerne afklemmer navlestrengen. og man taler derfor om døds-genfødselskampen til forskel fra
4. døds-genfødselsoplevelsen, der relaterer til selve fødselsøjeblikket, der udgør 4. fase.
Et eksempel fra 2. og 3. fase: Marie er en ung, undervægtig kvinde med spiseproblemer, anoreksi. Hun har ofte følelse af indespærring, i f.eks. supermarkedet. Hun farer i sin sjette session sammen, sætter sig op og griber sig til fødderne med et smerteudtryk. Hun forklarer bagefter, at der var nogen efter hende. De ville stikke hende med nåle, og til sidst stak de nåle ind under tåneglene.
I fødslen etableres som før nævnt nogle styrende systemer eller matricer i psyken.
Disse matricer eller systemer kan være ladet på forskellig måde, nogle er negativt, andre positivt ladet. Er man overvejende stillet ind på forskellige lag af negative matricer, opfatter man sig selv og verden på en pessimistisk måde og oplever forskellige former for og grader af følelsesmæssig og psykosomatisk lidelse. De personer, der er under indflydelse af positive dynamiske systemer, er i en tilstand af følelsesmæssig velvære og optimal psykisk og legemlig fungeren.
"Jeg-død"-perspektivet opfattes af mange med rædsel. Imidlertid er det, der dør i denne proces, en grundlæggende paranoid holdning til verden, som afspejler individets negative oplevelse under fødslen: følelsen af egen utilstrækkelighed, behovet for at være forberedt på mulige farer, en tilskyndelse til at styre og kontrollere, bestræbelser på at bevise ting for sig selv og andre og lignende elementer af tvivlsom værdi. Dette illustreres af de to følgende behandlingsforløb, hvoraf det første er langvarigt og det andet ganske kortvarigt:
Jeg behandlede en 40 årig kvinde, Mona, med traditionel psykoterapi i 1978-80 uden større effekt. Hun henvistes påny i 1988,og jeg resumerede i journalen, at "hun mangler selvtillid, og hun føler sig ikke accepteret. Der er ægteskabelige problemer. Ofte appetitproblemer og vægttab. Føler at skulle arbejde hårdt på arbejdsplads og i familieliv for overhovedet at være eksistensberettiget. Når denne stræben går over gevind, bliver hun overtræt og søvnløs".
Mona er yngst af seks, tvivler på at have været ønsket, moderen var kronisk overbelastet og nervøs, og der var truende abort i tredie måned. Moderen var derfor ofte sengeliggende under graviditeten. Kort efter fødslen konstaterede lægerne, at moderen havde ondartet blodmangel, som - uopdaget - antageligt havde gjort sig gældende gennem hele graviditeten.
Jeg konfererede dette vanskelige tilfælde med Stanislav Grof, da han i maj 1993 holdt foredrag på Louisiana i Humlebæk. Han pegede på, at Mona må have været negativt præget helt ned på celleplan af moderens blodmangel.
Ikke uventet blev dette behandlingsforløb meget langvarigt. Mona har været behandle med 115 hyperventilationssessioner fra november 1988 til december 1993, og hun har egenhændigt suppleret med talrige sessioner i sit hjem. (Almindeligvis frarådes det at gennemføre hyperventilationssessioner uden ledsager. Det kan være problematisk at "give slip" uden den tryghed, som sitterens nærvær indebærer og direkte skadeligt at genopleve alvorlige traumer med følelsen af igen at være alene).
Sessionerne har været yderst dramatiske med stor muskelaktivitet, høje skrig og opkastninger af slim og spyt i store mængder med dertil svarende forbrug af håndklæder og køkkenrulle. Undertiden har det været nødvendigt med to eller tre sittere. Efterhånden ses tegn på fremgang og tiltagende optimisme; Symptomerne bleger af lidt efter lidt og forsvinder. Mona udstråler ro og selvtillid, er blevet familiens naturlige centrum.
Det næste eksempel viser et behandlingsforløb på under to måneder:
En 34 årig kvinde, Birgit, mangler selvtillid, vil gerne gøre andre tilpas, lever livet gennem andre, men kommer aldrig selv til. Kan ikke udtrykke indre vrede, vil helst kontrollere følelserne: Bider negle, trøstespiser og er overvægtig. Birgit kan ikke knytte sig ordentligt til mænd, fordi hun uafladeligt gentager uhensigtsmæssige handlingsmønstre. Moderen proklamerede en gang, at hun skulle have været en abort, og denne udtalelse har Birgit aldrig kunnet forlige sig med. Langvarig hjemmefødsel (to døgn), kraniet stærkt deformeret.
Birgit føler iøvrigt, at et eller andet i barndommen er lukket til, og frygter, at det vil gøre ondt at nå frem til det.
Behandlingen gennemførtes med to samtaler og tre sessioner med åndedrætsterapi i løbet af mindre end to måneder. Birgit genoplever med bestyrtelse hændelsesforløb fra 12 årsalderen, hvor alt i forbindelse med pubertet skiftede karakter. Faderen ophørte med at være rar, tog afstand eller kunne omvendt ikke lade være med at pille ved hende, fulgt af dengang uforståelige vredesudbrud fra moderen.
I sidste session reagerer hun voldsomt med ekstrem angst og dødsangst, mærker lykkelig og stolt, at hun kom over dette, "fik hovedet fri", "jeg blev født".
I afsluttende samtale angiver Birgit velbefindende, har inden i sig selv fået forældrene sat på plads, føler modsat tidligere, at det ikke er hendes, men deres problem, at de ville skubbe hende væk, og at incestproblemer trængte sig på. Hun mærker, at vrede er tilladt, men mærker iøvrigt indre fred og ro, "jeg er til, jeg er her". Vi drøfter, om der er nogen idé i at konfrontere forældrene med denne nyvundne indsigt. Birgit bestemmer, at det er bedst at lade være, synes de er for gamle.
