Note: This work was first published in 1997, less than 70 years ago. Gustav Hansen is or might still be alive. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.
De mest lovende patienter er nok neurotiske, men bevægelige yngre individer, som er rimeligt psykisk vel udrustede og udtalt motiverede for en behandling, der er mere orienteret mod krop end intellekt.Angstneurotikere af den type, der spontant præsenterer hyperventilationssyndromet, der nu om stunder kaldes panikangst, er oplagte kandidater til denne behandling. Desværre viger de ganske ofte tilbage for tilbuddet - netop på grund af angst.
Mennesker, hvis psykiske lidelser fortrinsvis udspiller sig i kroppen - de psykosomatiske tilstande - kan være ret utilgængelige for samtaleterapi. Det forekommer da umiddelbart forståeligt, at en kropsorienteret behandling har større chancer.
Udover førnævnte 47 årige akademiker har jeg behandlet 11 andre patienter med irritabel tyktarm. De frembyder alle psykiske ledsage- eller grundsymptomer, præstationsangst, uligevægt, depressivitet, stress, almen nervøsitet, for tidlig sædudløsning, svækket energi, ringe selvtillid, eller svagt selvværd.
En af disse patienter var så skeptisk, så hun afbrød sessionen i utide, andre fem fik heller ikke bedre mavefunktion. Af dem var fire over 70 år, men nogle af dem kunne glæde sig over øget selvindsigt. En angav sig helbredt efter blot en session (8 måneders efterkontrol). For hende var udgifterne blot lægehonoraret og 250 km transport. En anden blev symptomfri efter 5 behandlinger på 7 måneder, og undrede sig over, at en så enkel behandling kunne udrette så meget.
En 60 årig mand med diarre i årevis fandt at sessionen var "spændende", har derefter fået mere ro i sindet og bedre humør. Diarreen er væk. Om det skyldes sessionen er nok usikkert, fordi han efter mit forslag ophørte med magnesium (et afføringsmiddel), som han af uransagelige grunde havde taget i årevis!
En 56 årig kvinde, forhenværende lærer, nu fodterapeut har meget skiftende tarmfunktion og "trækker ikke vejret ordentlig". Behandlingen, 6 sessioner indenfor 4 måneder, gav "god fordøjelse" og vigtigere for hende en indre ro og stabilitet, en fastere personlighed. Hun giver en fin beskrivelse af behandlingsforløbet:
"Sessionerne var vidt forskellige, men i dagene efter de første 3-4 oplevede jeg en bestemt rytme: De første dage var jeg meget træt, nærmest udmattet og sådan tom-agtig. Det var som jeg var blevet nul-stillet. Det var meget behageligt - jeg oplevede det som ro og nærvær. De næste dage var også præget af træthed, men i mindre grad. Jeg havde nu en fornemmelse af at være blød og lidt sårbar. Jeg var åben overfor mine egne og andres handlinger, tanker og følelser. Der var nogle lidt kritiske dage med nogen usikkerhed, og alligevel var der en ny fornemmelse for muligheder? - løsninger?, ikke som krav, nærmere tillidsfuldt og uden hastværk, med en accept af hvert skridt, selvom der også kan ligge smerte i, at en løsning ikke endnu er fundet. Efter disse dage kom ... belønningen. Den dejlige følelse af en fastere personlighed og nogen gange skelsættende indsigter og beslutninger.
Det, at behandlingen er uden brug af det talte sprog, har stor betydning for mig, fordi mit sind er så aktivt. Overaktivt vil jeg faktisk betegne den måde, det tidligere har været på. Følelser og fornemmelser fra kroppen har ikke haft en chance for at nå frem i en terapi baseret på samtale.. Selve samværet med terapeuten i en samtaleterapi har også virket blokerende i mit tilfælde, fordi jeg er ekspert i at aflæse mine omgivelser og ubevidst arbejder på at leve op til terapeutens forventninger. Jeg har mange års træning i at aflæse kropssprog, tonefald og ordvalg, og i stedet for at arbejde på selv at få det bedre ved at opleve mine egne tanker og følelser, begynder jeg at tilpasse mig, og successen med terapien har sikkert længere holdbarhed for terapeuten, end den har for mig. I åndedrætsterapien er jeg kun mig selv i behandlingen, jeg har fokus på kroppen p.gr.a. det heftige åndedræt, og den høje musik bærer mig dybere og dybere ind i min egen væren ved på vejen at rense ud i sindet.
Tidligere var jeg vel også bange for at "mærke mig selv" - en frygt, som jo viste sig at være ganske ubegrundet. Selvom jeg oplevede nogle voldsomme ting, så var der jo ikke noget i mig, jeg ikke kunne klare at se/mærke. Faktisk var det en lettelse at få set efter, hvad der var. Og nu finder jeg en ro i mig selv, som jeg kan kontakte, hvis jeg skulle blive urolig over et eller andet".
Her følger tre andre eksempler:
Morten har både angstanfald og psykosomatiske symptomer.
Han bliver i 1990 henvist af sin læge, som skønner, at hans tiltagende psykosomatiske symptomer gennem et par år, den udefinerbare træthed og energiløshed må være udtryk for eksistentielle problemer.
Han er gået fallit med den lille virksomhed, som han forgæves har forsøgt at opbygge ved siden af sit fuldtidsarbejde som specialarbejder, gældssanering er på trapperne. Han kommer i tanke om, at symptomerne i virkeligheden har været der længe før problemerne med virksomhed og økonomi, men vel ikke så udtalte som nu.. F.eks. går der nemt panik i ham i køen i supermarkedet, så hjælper en dyb indånding. Vi aftaler, at han ringer, når de praktiske problemer med gældssanering og andet er overstået.
Gældssaneringen trak åbenbart ud, men et år senere er Morten klar til at forsøge behandling. Jeg fortæller Morten, hvordan hyperventilationsbehandling virker, hvilket hos ham genkalder en tendens, han i årevis har haft til stikkende muskelsmerter rundt om, som kan være ledsaget af angst.
Alle Mortens symptomer forværredes efter første session, og han sygemeldte sig. Han mærkede imidlertid, at noget var sat i gang og bad om flere sessioner i hurtig rækkefølge. I den tredie session følte han, ar Gud talte til ham: "Vær ikke ked af det, det skal nok blive godt, men det vil tage tid". Han blev voldsomt bevæget, tårerne sprang ham af øjnene. Samtidig forsvandt alle de smerter i arme, mave og bryst, som hyperventilationen havde fremprovokeret, hvad han var dybt optaget af.
Han fik det herefter meget bedre og raskmeldte sig.
To måneder senere afslutter Morten sin behandlingsserie, han har fået i alt ni sessioner. Han havde følt, at han skulle fortsætte så længe, han mærkede nogle af de gamle symptomer i krop, arm og ben. Otte måneder senere fortæller Mortens kone i telefonen, at det går "super-duper","Morten fejler overhovedet ingenting".
Hanne er en klassisk psykosomatiker og dertil ikke så lidt af en skeptiker.
Hun dukker op en dag i 1990 halvandet år efter første samtale. Hun er en stræbsom gymnasieelev, perfektionist om en hals, alt skal være 100 procent i orden. Tre-fire timers daglig lektielæsning og to timer i diverse sportsgrene holder en ubestemmelig dårlig samvittighed nogenlunde på plads. Alligevel er hun aldrig tilfreds med sig selv, og hun mærker, at hun ikke kan leve op til omgivelsernes "enorme" forventninger, som hun udmærket ved er hendes egne. Ved sengetid eller i de overmåde sjældne stunder, hvor hun keder sig, forstyrres vejrtrækningen med ildebefindende og snurren i fingre og tæer til følge. Der kan være fornemmelser af at svæve eller blive slugt af et stort hul. Alt dette er aftaget noget siden sidst eller er "flyttet ned i maven", hvor der er en "knude som en knytnæve", der ikke kan løses op.
Drøftelsen af alt dette for halvandet år siden var "lidt overvældende", og mine behandlingsforslag gjorde det klart for hende, at var en af os skøre, så var det i hvert fald ikke hende. Nu er hun alligevel stemt for at forsøge behandling i håb om en fremtidig rimeligere tilværelse med chance for at gennemføre studieplanerne.
Der er seks mennesker på madrasserne i aften, en af dem er Hanne. Jeg har valgt et lydspor med musik optaget i Kølns vandreservoir, da det stod tomt i 1984. Efterklangen og ekkovirkningen er flot. Derefter værker af Steve Reick, Stockhausen og Per Nørgaard. Hanne ligger helt stille, får tilsyneladende lette kramper i hænderne, som masseres af hendes veninde, som sidder ved siden af, og af mig. Hænderne er iskolde. Bagefter fortæller hun, at det ikke var uhyggeligt, selvom skrigene fra en af de andre patienter forskrækkede hende. Hun havde følt sig vægtløs, og var lige ved at græde, da hun blev taget i hånden. Fik fornemmelse af at blive "forløst", dvs. blev befriet for en kampesten i maven. Følte derefter en brændende smerte i maven, der aftog gradvist. Hanne er erklæret skeptiker, vil derfor tænke sig om endnu en gang, før der træffes aftale om nye sessioner.
Hanne i telefonen: Var dagen efter blevet klar over, at der faktisk skete noget i sessionen. Det løsnede sig i maven, men nu er det oppe i halsen, "så jeg næsten bliver kvalt, der skal nok mere til".
Hanne er i dag nået til den fjerde hyperventilationssession. Hun følte i den anden session at svæve, mærkede summen overalt, syntes at det var dejligt og havde vanskeligt ved at slippe denne tilstand. Fornam noget i maven, som forresten har fået det bedre. Ved tredie sessions afslutning siger hun, at knuden i maven er væk i et par dage efter sessionerne, men så kommer igen. I dagens session farer hun sammen med et lille skrig efter en halv time, søger over til sin sitter, der trøstende nulrer hendes hånd, og fortsætter så den kraftige vejrtrækning.
Forklarer bagefter, at hun pludselig var vågnet som af et mareridt, hvorom hun dog intet kan huske.
I de to uger siden sidst er det gået "forbavsende godt", den sædvanlige trykken i maven er afløst af en slags boblen,og det er, som om en proces er i gang. Hun vil gerne udskyde næste session til om tre uger.
I Hannes femte session ligger hun meget stille og er bagefter godt tilfreds, "det gik fint".
Hun fortæller, at hun tager mere afslappet på alting, har indskrænket sine sportsaktiviteter, kan gå i biffen uden at få dårlig samvittighed. Har haft det glimrende siden sidst. "Samvittigheden" kan dog dukke op.
En måned senere kommer der telefonisk afbud fra Hanne. Hun har længe tænkt på at holde pause, har det jo "utrolig godt", men er ikke helt fri for frygt for tilbagefald.
Marie er en 17 år gammel pige med spiseproblemer, anoreksia nervosa. Hun har tidligere gået til samtaler hos psykolog i syv måneder uden virkning. Et behandlingsforløb på 3½ måneder med elleve vejrtrækningssessioner fulgt op af samtaler ændrede afgørende hendes livsforløb.
I løbet af de sidste to måneder inden henvisningen til mig havde hun tabt 2 kg, vejede da 44,5 kg, er 172 cm høj. Hun havde to år tidligere følt sig overvægtig og besluttet at tabe sig, tabte 17 kg på 8 måneder. Menstruationen ophørte. I supermarkedet kunne hun få følelse af indespærring ("ingen-vej-ud-fornemmelse", 2. perinatale matrice) ledsaget af angst, svimmelhed og håndsved. Hun har ofte mavebesvær og smerter, som tvinger hende til at sove i fosterstilling om natten. Hendes mor har sagt til hende, at der var problemer med navlestrengen ved fødslen. I første session fik hun kvælningsfornemmelser, men insisterede på at få flere sessioner, som alle var meget dramatiske med voldsomme kastende bevægelser af kroppen på op til fire madrasser. Hun virkede ekstremt indadvendt, var "helt væk"og mimikken afspejlede lidelse. Vi hørte klynken, hulken og svage skrig. Hun oplevede at man ville hende til livs eller torturere hende ved at slå, stikke med kniv, pistolskyde eller brænde hende. (tredie perinatale matrice).
Hendes "dårlige samvittighed", som forbød hende fødeindtagelse kunne forsvinde i flere dage efter sessionerne, og hun begyndte at spise lidt mere, tog lidt på i vægt, og menses vendte tilbage.. Hun var veltilpas og fandt ikke yderligere behandling nødvendig, selvom hun i mine øjne stadig var temmelig tynd.
I et interview halvandet år senere husker hun det paranoide islæt i sessionerne med føde som det centrale element, f.eks. ville hun blive skudt, hvis hun spiste kage. Hun havde følt, at noget eller nogen uden for hende forfulgte hende, forklarer lidt svævende at det var "madting" eller "en masse onde ånder" og at hun ikke selv kontrollerede spisevægringen. Hun har nu startet en uddannelse.
Ved et tilfældigt møde på hendes arbejdsplads seks år senere er hun ved godt huld og oplyser, at hun er lykkelig, venter barn om fem måneder.
Denne sygehistorie sætter os for første gang på sporet af anoreksiens årsag. To af faserne i fødslen er for fosterets vedkommende ved veernes begyndelse karakteriseret ved indespærring og ingen-vej-ud -fornemmelse (anden fase) og af drama, kaos, trusler og tortur i uddrivningsfasen (tredie fase). For at komme videre i forståelsen af det kaos, som fødslen kan være, må man et øjeblik skrotte traditionel tænkning, lade begreberne flyde lidt sammen og acceptere den logisk komplet irrationelle idé, som jeg tror er pigernes, nemlig
at det at blive født er identisk med det selv at føde.
Min hypotese er da, at dette er ledetråden i disse unge pigers underbevidste. Et eller andet traume i fødslen (at sidde fast, navlestrengsproblemer etc) indebærer fornemmelse af livstrussel og dermed en dødsrædsel, som genvækkes i puberteten. Denne rædsel afføder en protest mod at blive voksen og fødedygtig. Protesten er dybt indlejret i sindet og dermed upåvirkelig af forklaringsforsøg, formaninger og kontrolforanstaltninger. Hun vil for en hver pris - også den højeste - ikke opleve det forfærdelige en gang til, det, der har med fødsel at gøre. Hun tyr til eller er tvunget til det, hun ser som eneste udvej. Spisevægring.
Nogle få drenge må eje en identificeringsevne med det modsatte køn, som også er iagttaget hos voksne i LSD-sessioner. Den evne kan gøre også dem til ofre for anoreksiens svøbe.
Årsagen til anoreksi skal altså søges i fødslen. Fostret har hovedrollen i det, der skal ske, men har jo ikke øvet sig, har ingen erfaring at støtte sig til. Fostret kan knapt skelne mellem omgivelserne og sig selv. De vanskeligheder eller traumer som fødslen kan rumme, langvarigt, monstrøst tryk, kvælningstendenser etc., præges ind i fostret/barnet og bliver ét med det. At se det som ondsindede anslag udefra eller "forstå" det som udslag af naturens luner er ikke muligt på dette trin. Den opfattelse kan først anes af den voksne eller næsten voksne, hvad et skræmmende digt skrevet på blog af pseudonymet Narrow antyder i "brev til min spiseforstyrrelse", som er "inde i mig" og som hun "hader. Vi er groet sammen. Som en skide symbiose. Snylter. Du er en igle. Intet andet end en fed, blodsugende igle". "Hvorfor valgte du mig? Jeg vil ha dig ud af mit liv...men hvem er jeg uden dig? Jeg elsker dig. Vil du ikke nok give slip?" Det er temmelig klart, at hun sidder fast. Hun ser ingen vej ud.
At genopleve fødslen og få styr på den er mulig med åndedrætsterapi, der bortset fra hypnose er den eneste behandlingsform, der ubesværet er i stand til at bringe den voksne eller halvvoksne person i kontakt med sin egen fødsel.
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade har en hjemmeside. På den finder jeg den interessante nye iagttagelse, at en påfaldende stor del af anoreksipigerne er født for tidligt. Det støtter min antagelse, at fødslen og omstændighederne omkring den - det perinatale område - kan have stor betydning for udvikling af spiseforstyrrelser. For tidlig fødsel er på linie med de andre nævnte traumer også et fødselstraume, idet fostet er for umodent til at stå model til fødslens genvordigheder.
Britiske forskere hævder ifølge Kristeligt Dagblad (31/3 09), at 70 procent af en gruppe anoreksiramte piger fra Storbritanien, USA og Norge som fostre er ramt af forandringer i hjernen.. At andre end forfatteren til disse linier nu satser på begivenheder i fosterlivet som årsag til anoreksi i stedet for traumer i opvæksten varsler nybrud i anoreksiforskningen.
De peger på hjerneforandringer i fosterlivet, men rammer nok lidt upræcist. For mig at se er det fosterlivets slutning, der er det afgørende, dvs. fødslen og dens problemer. Og her handler det nok ikke om hjerneforandringer, men om noget knap så biologisk og nok så dynamisk, fostrets oplevelse af fødslen.
I 2008 henvendte jeg mig skriftligt med mine overvejelser, min hypotese og mine argumenter til førnævnte Landsforening og fik efter to breve et høfligt, men uinteresseret svar.
Endvidere skrev jeg til overlæge Kristian Rokkjær, der er chef for Ungdomsafdelingen, Risskov, der modtager mange anoreksipatienter og til overlæge Birgit Pettersson, der er en nøgleperson i anoreksiforskningen. Det har ikke behaget disse kære kolleger at svare mig.
Jeg kender ikke til anvendelse andre steder af denne teknik, og da ingen andre anoreksitilfælde har krydset min vej, har jeg ikke kunnet samle yderligere erfaringer.
Svært psykotiske patienter, derunder skizofrene egner sig næppe til denne behandling, i hvert fald ikke i ambulant regi. Hvis grænserne for en sådan behandling skal afprøves, bør det være i en afdeling med et veltrænet personale.
Følgende sygehistorie er et eksempel, der viser to ting: At man med held kan behandle en patient med psykotiske træk med hyperventilationssessioner, og at det er godt at have en afdeling i ryggen, fordi sådanne patienter formentlig slet ikke henvises til en praktiserende psykiater, men indlægges primært.
Ellen er en ung alenemor med sin fem år gamle søn. Hun udviklede i l984 en paranoid psykose med vrangforestillinger om at være gravid. Trilafon virkede godt herpå, men i stedet udviklede hun en tilstand med opstemthed, som efter få uger afløstes af depression og apati, der varede et års tid. Forskellige antidepressive medicamenter var uden virkning. Ellen kan meget vel have "løst" sine problemer i efteråret l984 ad paranoid vej med de omkostninger, det indebærer, for så over en opstemthedsfase at ende i en depression, der følger af, at hun under trilafonpåvirkning med smerte korrigerer vrangforestillingerne og "erkender" sin ubærlige situation.
Den femårige søn var resultat af en voldtægt. Under et senere forhold til en anden mand, som ikke var seriøst interesseret i hende - og som hun derfor forlod - blev hun gravid to gange. Disse til dels uønskede graviditeter blev afbrudt ved legale aborter.
Ellen blev indlagt i min afdeling i december l985 og blev udskrevet tre uger senere. Hun verbaliserede dårligt og reagerede ikke på psykoterapi. Hun accepterede hyperventilationsbehandling og gennemgik under indlæggelsen tre sessioner med en uges mellemrum. Der kunne ikke iagttages noget særligt under behandlingen, men hun fortalte om nogle fornemmelser i kroppen. Nogle uger efter udskrivelsen oplyste hun om en tilsyneladende spontan psykisk bedring og sagde, at julen var gået langt bedre end forventet. Hun var nu i stand til at tage initiativer, og i samtale var hun livligere end førhen.
Ellen genoptog sit arbejde efter tre måneder, og hun betegnede sig selv som rask ved et tilfældigt møde et år senere.
Ifølge et brev fra Ellen fire år senere er hun stadig rask. Hun husker klart sin helbredelse i julen l985, som hun tilskriver åndedrætsbehandlingen, og at hun før det var syg i mere end et år. Hun arbejder stadig, og hun giftede sig fornylig. Hun venter sit andet barn til efteråret og skriver, at alt er i orden.
Også denne sygehistorie har jeg sendt til Erik Götlind i Uppsala, som svarede (her i min oversættelse): "Måske drejer det sig om en skyldproblematik af psykotisk styrke, som går i opløsning.
At det sker i det indre og uden verbale ytringer eller andre symboler kan hænge sammen med, at hun er den, hun er - en ikke dynamisk type.
Efter aborterne, en voldtægt og et barn født efter voldtægten, som hun således lod leve kan der opstå en diffus situation af stor intensitet, hvor spørgsmålet er, hvem er ude efter hvem, hvem overfalder hvem, hvem er den værste voldsudøver, hvem er det, som har skyld, den største skyld.
Ført til et mere basalt lag i psyken ved hjælp af åndedrætsterapi og passende musik spredes uklarhederne, og det bliver tydeligt, hvad der er hvad: hendes livs muligheder får lov til at veje med den tyngde, de nødvendigvis må have, aborterne var resultatet af en rimelig afvejning, og voldtægten var en anden, parallel hændelse, som også truede hendes tilværelse".
