Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben - 5. Om Overtroens formeente Poetiskhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det Tidsrum, hvori denne Virksomhed herskede, er nu forbi;
men de aandige Kræfter, hvormed Striden for Overtroen nu
og da blev ført, have ikke blot efterladt en Virkning hos
Mange; men den fornyes endnu stedse derved, at den er
bevaret os i Værker fra Datiden, som ved digterisk Værd
bestandigt ville vinde Læsere. Jeg vil helst nævne et stort Exempel:
Digteren Tieck var i sine tidligere Aar blandt dem, som med
størst Kraft angreb den da herskende prosaiske Tænkemaade, og
gjorde dette med en Aand og Vittighed, som stedse vil
beundres; men man bør ikke nægte, at han en Tid lang
beherskedes saaledes af denne Stræben, at den førte ham ud over det
Sandes Grændser. Der er i visse af hans Digterværker en
kjendelig Stræben efter at trodse Oplysningen; dette viser sig
især i de Æventyr og andre Folkefortællinger, hvori han
sammenarbeidede gamle Fabler paa det inderligste med
Hverdagslivet, og det i en saa klar og gjennemsigtig Fremstilling, at
det Overnaturlige deri ligesom tiltrodser sig en anden
Virkelighed end Digterverdenens. Naar vi læse eller endnu bedre høre
Det, der udgjør Stoffet i „den blonde Egbert“,
„Venusbjerget“, »Alferne«, fortalt efter Folkesagnenes umiddelbart
opfattende Maade, for hvilken enhver Tankeudvikling er
fremmed, saa forsætter dette os i en dertil svarende aandelig Tilstand,
hvor de indre Modsigelser og Stoffets uhyre Strid med hele
Tilværelelsen ikke træde altfor stærkt frem for os; men naar Begivenheden
udmales og, ved at indpasses i den os velbekjendte Virkelighed,
bringes i utallige Berøringer med Eftertanken, føle vi
Modsigelsen, selv om store Skjønheder i Digtet hindrer os fra strax
at gjøre os Rede derfor. Et saadant Digt gjør i sin Heelhed
et Inbtryk, som om Verden regjeredes af Mørkhedens Magter,
og Mennesket var et villieløst Legetøi for dem; man gribes,
medens man ret hengiver sig til Indtrykket, af en usigelig
Rædsel, og naar man siden gjenkalder sig det, føler man sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
