Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hele Tilværelsen eet Fornuftrige - 3. Den moralske Naturs lige Grundvæsen i det hele Verdensalt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jeg maa dog vise den saaledes, som jeg opfatter den, ellers
vilde man misforstaae Det, jeg har at sige.
Da der allerede i denne Bogs tidligere Afdelinger er
bleven fremstillet; hvorledes en af Fornuften gjennemtrængt
Naturanskuelse viser os den hele Tilværelse som et uendeligt,
uophørligt, virksomt Værk af den evige, levende Fornuft, hvilken
vi — naar vi betragte den i dens Selvbevidsthed, i dens
Personlighed — kalde Gud, behøve vi blot at minde os med
Klarhed, hvorledes Menneskeslægten er et Ledemod af dette Hele,
og at hvert eenstigt Menneske, som Deel af Slægten selv,
udgjør et Ledemod i Tilværelsens store Samfoldighed, for at sætte
os paa det aandelige Standpunkt, hvor Begreber og Følelser
om Ret, Pligt, Dyd, Fromhed og Alt, hvad dermed staaer i
Forbindelse, vise sig i deres Sammenhæng med Naturen. Hvad
vi da lære om Mennesket, vil i de grundvæsentligste Henseender
lade sig anvende paa alle Fornuftvæsener i det hele
Verdensalt; det vil nemlig derved fremgaae, at ligesom vore
Undersøgelser over den ubevidste Naturs Love have begyndt med
Gjenstandene her paa Jorden, og derfra efterhaanden hævet sig
til at kjende Naturlove, som omfatte alle villieløse Gjenstande
i hele Tilværelsen, saaledes ville vi nu ogsaa gaae tilværks med
Undersøgelsen over de villende og tænkende Væseners
Naturlove, hvilke endnu stærkere end den ubesjælede Naturs, fremtræde
som Fornuftlove.
Efter at vi have udtalt de Sandheder, at
Naturvirkningerne ere Guddomsvirkninger, Naturlovene Guddomstanker,
kunne vi uden Misforstaaelse betegne de samme Ting snart
som naturlige og snart som guddommelige, og af disse Udtryk
hvergang vælge det, som bedst passer til Betragtningens
nærmeste Gjenstand. Vi afvige herved ikke fra velbekjendte
Sædvaner — f. Ex. snart at kalde et Menneskes aandelige Evner
Naturanlæg, Naturgaver, snart et af Gud betroet
Pund — men i det vi her med mere Styrke, end sædvanligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
