Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende stykke. Hvordan de forviste nu har det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- I02 -
og var tilfreds med, hvad de fik. Men nu for.
søger bønderne ved enhver leilighed at overgaa
hverandre i sin iver for at kræve, at aandens
stridsmænd ogsaa skal ha sin dagløn. Som i den
første tid saa tillader heller ikke nu egnens
tilsynsmand, ifølge vedtægt og de geistlige myndigheders
b estemmelser, aandens stridsmænd at begrave sine
døde paa kirkegaardene eller i anden jord. Der
har været eksempel paa, at aandens stridsmænd,
under reisen til de steder, deres landsforvisning
gjaldt, er døde i mængde paa veiene af hunger
og sygdom, og de overlevende har maattet slæbe
ligene afsted med sig, fordi de intetsteds fik lov
til at begrave dem. Nu tilbyder befolkningen,
baade adelsmænd og bønder, aandens stridsmænd
at begrave sine døde i indhegnede haver, og det
kan hverken stedets embedsmænd eller de geistlige
myndigheder forbyde dem. I almindelighed kan
bønderne, som nu har lært aandens stridsmænd
at kjende, umulig forstaa, hvorfor disse retfærdige
folk er udjaget fra sit hjem; og de er forbitret
paa embedsmændene, og gjør sit beste for at
hjælpe og beskytte de ulykkelige; men «deres
beste» har mere værd i aandelig end timelig
henseende, da det er lidet de kan udrette paa grund
af, at de selv er fattige og undertrykte.» —
Et typisk tilfælde af sult og lidelse skal her
fortælles: «Audotia Dubinkin, en kone, som var
udvist til Gorydistriktet og bode der med sine fem
børn og sin svoger og hans hustru og deres fire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
