Hvor Granskoven knejser langs op ad Bjergets Skrint,
Og Elven slaar sit Skum mod den stenede Klint,
Paa Odden, mellem Birke, i tjæret Bjælkehus
Sidde de norske Bønder og tømme deres Krus.

De snitte Skeer og Boller, Brikker til deres Kost,
Nogle knytte Strømper, der lune godt mod Frost.
De Gamle med stumpet Pibe hælde sig op til Væg,
Nippe smaat til Øllet og flette deres Skjæg.

Da rejser sig Thorkil, den stærke Bondesøn,
Og slaar forbitret Næven i Bordet med et Drøn,
Sværger en rædsom Ed og med sin blanke Kniv
Farer løs paa Tjalfe, at røve hans Liv.

Foruden Værge Tjalf springer af Lugen ud,
Mon Thorkil følger efter, som Pilens sikre Skud.
De Mænd, som ile til for deres Kiv at ende,
Alt se dem højt til Fjelds gjennem Granskoven rende.

Tjalfe er den yngre, mer smidig, mere let,
Men Thorkil stærkere, han bliver aldrig træt.
Med frygtelige Trusler forfølger han sit Rov,
Knækker Fyrrens Grene, baner sig Vej i Skov.

Aandeløs de løbe langs hen med Klippens Rand;
Med Skum i Dybet vælter sig Fjeldfossens Vand.
Tolv Skridt er kun tilbage, saa bryder Klippen af
Og sænker brat sin Stenvæg i Afgrundens Grav.

Der findes ingen Udvej — Tjalfe tager Fart —
Et Spring kan ham kun redde, det fatter han snart.
Vel fulde fire Alen har Klippen sig flakt,
Og Strømmen suser ned i den buldrende Tragt.

Han samler alle Kræfter — et frygteligt Spring!
Frelst, paa den anden Side, ser han sig omkring
Tilbage over Fossen, der stænker Skovens Gren, —
Og skuer sin Fjende, blodig, paa Fjeldkantens Sten.

I Hævnens blinde Harm er han sprungen bag efter,
Forgjæves han nu søger et Sted, hvor Foden hæfter,
Han hænger over Dybet; med Armen om en Kant
Af Klippen, blodig saaret, han Frist for Livet fandt.

Iskolde Stænk fra Strømmen det hede Blod ham kjøle;