- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
14

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Samling - Fjeldspringet - Sidskensang

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Vildt stirrer han ned og hørar Slusen brøle.
Det sortner for hans Blik — hjælp, Gud! hans Kraft forsager —
Da føler han sig løftet, en Haand ham opad drager.

Med saaret Knæ og Skulder paa Klippens Blok han staar
Og frelst fra Døden sin Arm om Tjalfe slaar,
Kryster til sit Hjerte den brave Redningsmand
Og kaster Morderkniven i Fjeldkløftens Vand.

De svor hinanden Venskab og sveg ej deres Ed,
Men blev bestandig Venner i al Oprigtighed.
De gik i Krigen sammen, da Dannerkongen bød,
Og fandt i tapper Fægtning paa een gang deres Død.



*



Sidskensang.


Du er, min Tro, en underlig Pog,
        Saa fin og klog,
Du læser saamangen Lærdmands Bog,
        Og dog —

Og dog har du hverken Mod eller List;
        Hvad bli’r det tilsidst?
At sukke og se paa en Rosenqvist —
        Jo vist!

Dertil maa nok høre en dygtig Forstand.
        Ej, ej! hvor kan
En Pige faa Lyst til saa underlig Mand.
        Som han?

At hænge ved Bogen Nat og Dag,
        Sig selv til Plag’,
At hilse sin Smukke med Hatten, i Mag:
        God Dag!

En ypperlig Sag! Et Fjog af Student,
        Kun lidet bekjendt
Med det, hvormed en Pige er tjent,
        Er tjent!

At skrive et Vers og Citharen slaa
        — Naa, naa! lad gaa! —
Er godt, men ej nok; det maa vi forstaa,
        Vi Smaa.

Vel klæder det smukt, at Herren er bly;
        Men ræddes og fly,
Naar Glutten er ene, og Skoven har Ly:
        O fy!

Saa har vi Fugle en anden Maner;
        Man ser, man ler,
Forfølger hinanden og kysses og be’er
        Om mer.

Om mig selv at tale, jeg lystige Dyr,
        Jeg holder ej Styr
Paa Hjertet, naar først det ret fanger Fyr,
        Fanger Fyr.

Jeg saa en Glut, en nydelig Glut,
        En Gjærdesmut,
Og var i den yndige, søde Snut
        Strax skudt.

Men bie, til jeg fik Præstekald
        — Gud trøste os all′! —


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0018.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free