- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
32

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Samling - Amalie Raben - Naturraisonnement

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Forgjæves venter hende Fuglesangen;
Hun. hører ingen Fugle mer.
Echo, som klang fra Skov og Borg derhjemme !
Dig lokker aldrig mere hendes Stemme.

Hvor Elven flyder under Bjergets Buer
Med Sommerslotte og med Druer,
Der hviler hun, hvor høje Popler knejse,
I Fred, træt af den tunge Rejse;
Der slumrer hun, der har hun kastet Staven,
Der sover hun bag Blomsterne, i Graven.

Med hendes Aand, den kjærlige, den rige,
Den er iblandt os, den guddommelige,
Den er, hvor hun i Døden længtes hen,
Den er i Hjemmet, hos hver trofast Ven,
Hos eder, hvem hun elskte som sin Sjæl,
Hvem hendes sidste Aande bød Farvel.

Og Taaren, som i Øjet hviler,
Det tause Sprog, som Sorg kan lære,
De stille Vemodstræk hos dine Kjære,
Forstaar din Aand, Amalie! Den iler
Til vor Erindrings sørgelige Fest
Med Haab, med Trøst, med Held — en himmelsk Gjæst!

*



Naturraisonnement.



Højrøstet Skoven suste,
Og i de grønne Sale
Gjenlød — jeg laa i Skyggen —
Den ugenerte Tale.

De gode Træer mene,
At, ubekjendt med Sproget,
En Jordens Herre fatter
Aldeles ikke noget.

Som oftest — nægtes ikke —
Gaar det vel saa i Verden;
Men en Poet indprenter
Sig Tonen og Gebærden

Og samler, naar han hører
En stærk, begavet Taler,
Saa godt han kan, sig nogle
Mærkværdige Vokaler

Og sammenligner, aner,
Gjetter undertiden
Hvad ved gjentagen Lytten
Bekræftes for ham siden.

Da er han lutter Øre,
Den lykkelige Grandsker,
Og henrykt han Naturens
Ældgamle Sprog fordansker.

Men denne Gang var ikke
Themaet kjælne Drømme,
Som før jeg stundom hørte
Fra Blomsterlæben strømme.

Det var en mere bitter
End oprømt Persiflage,
Der tonte gjennem Skovens
Indhyllende Boscage.

»Der ligger«, raabte djærvt nok
Et Poppeltræ som Taler,
Idet paa mig han peged,
»Atter en ussel Praler;

Af dem, som tro at flyve
Med hvad de kalde Aanden
Og dog kom aldrig længer.
End man kan strække Haanden;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0036.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free