- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
43

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Samling - Eremiten - Silhouetter af en Præstefamilie

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Vandrer, gjem da disse Urter!
De vil dulme Hjertesorgen;
Sanct Laurentius, min Helgen,
Og Madonna er dig Borgen.«

Tak, Ærværdige! det vil jeg.
Midlet er maaske det rette.
Jeg har prøvet mange andre;
Nu vil jeg forsøge dette.

*



Silhouetter af en
Præstefamilie.



1 høje Hvedebølger, imellem Rug og Byg,
Der krummer et Straatag sin mossede Ryg;
Det har blandt usle Hytter i Ler og Morads,
Men ved Siden af en Kirke, sin ydmyge Plads.

Og Manden, som bor der, det er en Landsbypræst —
Jeg var saa ofte, Venner! hans lykkelige Gjæst.
Oprigtighed og Glæde er hans daglige Bud;
Han kjender lidt til Verden, men mere til Gud.

Hans Kone er en Perle, en ægte, i min Sang;
Hun er saa god og kjærlig, som Dagen er lang.
Vel Præsten hører Fugle i sin Skovhyttesal,
Men hun er dog hans sødeste, bedste Nattergal.

Og Sønnen, den første, Jacob hedder han,
Det er en lille Kæmpe af Drengeforstand.
Hans Øjne ere store og Læberne smaa;
En lærd Mand vil han blive, det tør jeg nok spaa.

Den ældste Frøken Datter, hun er her ikke nu.
I Sorø, hos din Tante, Marie! blomstrer du;
Men naar du kommer hjem igjen, saa vil vi faa at se,
At du kan følsomt græde og vittigen le.

Og Hannemor, den søde — o har jeg ej Ret?
Lyslevende er hun et Familieportrait.
Hun strikker alt sin Strømpe og læser i sin Bog;
Hun bliver som sin Moder, begejstret og klog.

Den lille Nikoline, saa hvid og saa fed,
Om hende intet Bedre at sige jeg ved,
End, naar hun vikler ud sin vakre Gestalt,
Den smukke Nikoline, det vil hun blive kaldt.

Og Rasmus med sin Pande, buglet af Fornuft,
Med Øjet dybsindigt som Nattehimlens Luft,
Han sidder alt i Krogen ved sit Mælkefad,
Som om han tænkte noget og vidste selv ej hvad.

Den lillebitte Sine — det ved vor Herre bedst,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0047.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free