- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
45

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Samling - Ved en Vens Hjemkomst - Elegie

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hør paa din Lo den melodiske Tærsken!
Nødderne modnes, alt rødmer din Fersken —
Velkommen derfor, med Søn og med Frue,
Velkommen hjem i din landlige Stue!

*



Elegie.



Af mangen gravitetisk Sjæl hvor tidt
(Imens den meget oeconomisk leved)
Er ikke udraabt: Hvad er Livet? — Slidt
Som Følelsen, hvormed blev skrevet,
Er Svaret »Vand« og »Pust« og »Bobler« blevet;
Ja nogle, for at blive Svaret qvit,
Kasted en Tankestreg — Forstandens Anker,
Og Prikker ud . . . . et Fiskenet for Tanker.

Og det staar fast hos mangen brav Philister,
At Livet ej er fire Skilling værd
(I Øjeblikket nemlig, man det mister),
Og at det er en Drøm kun og et Skjær;
Ja, nogle tro, det er et Bøddelsværd,
Et Staal, mod Smertens Sten at give Gnister,
En Pris Tobak, der bider stærkt i Næsen,
Og hvoraf man har gjort for meget Væsen.

Men denne Skarphed, hvormed Livet bider,
Den volder, at vi bide lidt igjen:
En ved at dø af Latter alletider,
En anden ved en gudsforgaaen Pen;
Mig huer den, og ej blot sommetider,
Men som man vænnes til en hidsig Ven,
En arrig Kone, der dog snart er færdige
Og begge to kan være ret elskværdige.

Det grimme, ved vi, har en egen Magt:
Det vækker Afsky. Det er altid noget.
Hvad indeholder ej en dyb Foragt?
Hvem ynder ej, hvad der er stygt og kroget?
Fortvivlelse, det ved vi jo som sagt,
Gjør Latteren piquant saavelsom Sproget.
Med Glædens Alvor er det strax forbi,
Naar der er intet Rædsomt, Farligt i.

Ja, Usselheden, det maa vi formode,
Og Kjedsomheden, ikke at forglemme,
Knap tør jeg sige det — ja, selv det Slemme,
Det Bandsatte, det havde vist sit Gode,
Naar vi var mere rigtig i det hjemme
Og at behandle det tilgavns forstode;
Min Trøst har derfor været alletider:
Elendigheden har saa mange Sider.

O, Øjet er ej skabt til blot at smile
Med Elskovs, ogsaa med Foragtens Pile!
Det har sin Taaresæk, sin Taarekilde;
Det skal ej ene glædedrukkent hvile,
Ej altid straale, hvor det henrykt vilde —
Men det skal briste, aarle eller silde.
O Dødens Engel! sig, naar skal jeg bygge
I din anakreontisk-skjønne Skygge?

*


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0049.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free