Hvor kan du le, Veninde,
Af disse kolde, tomme
Indfald, som ikkun tvungne
Mig over Læben komme?

»Du ved ej, Ven! hvor meget
Din Lystighed mig saarer;
Brast jeg ej ud i Latter,
Saa brast jeg ud i Taarer.«

Som Maanen lyste Lampen,
Hvor vi fortroligt sade,
Og Natvioler dufted
I Damernes Pomade.

Og Syltetøjer funkled,
Og Vin paa gyldne Fade;
I Dandsesalen hørtes
En kjælen Galopade.

Musiken i det Fjerne
Kun lidet os generte;
Vi bad, og rød som Rosen
Du Digtet declamerte.

Og hvert et Bryst stod stille,
I Salen standsed Valsen —
Ak, kun din lille Søster
Faldt, Engel, dig om Halsen!

Da Don Alonso fandt i
Slotshaugen uformodet
Og under Stenaltanen
De friske Spor af Blodet;