I Aftnens dybe Stilbed
Lød dump Portklokkens Kimen,
Og Taffeluhret viste,
Broncert, paa Midnatstimen.

Vi havde læst om Byrons
Forelskte Grækerinder,
Og dine Lokker rørte
Ved mine hede Kinder.

Vi kyssed ej hinanden,
Fordi vi ikke turde;
Det var kun, som vi skulde
Og ikke andet burde.

Da aabnede sig Døren —
En Mand kom ind — jeg bukked;
Dig tog han under Hagen,
Saa paa sit Uhr — du sukked.

»Hør! Hører du den lange,
Den smertelige Tone,
Halv Fløjtelyd og halv som
Et Suk i Træets Krone?«

»Ja, det er Klagerøsten
Fra Grenene paa Stammen,
Der af en Luftning trykkes
For tæt og pinligt sammen.«

Hun saa med Vemod paa mig,
Med tunge Blik og lagde
Sin Haand paa Liljepanden,
Idet hun langsomt sagde:

»Nej, det er To, som bøje
Med Magt sig mod hinanden,
Men klagende, haabløse —
De kan ej naa hinanden!«

I lange hvide Klæder,
Buxbom ved Kistens Ender,
Med duftende Levkojer
I mine kolde Hænder;

Paa Brystet Dødens Sløjfe,
Paa Læben Dødens Hvile —
Hvor kan du tro, at nu jeg
Vel kunde le og smile?

Jeg hører nok dig hviske:
»Jeg elsker dig!« og græde —
Men jeg er død af Smerte,
Jeg kan ej dø af Glæde.

Ha, disse runde Skuldre —
Det er dog altfor kjækt!
De svulme som en Gudindes,
Saa nøgne og saa frækt.

Jeg griber disse Fanger,
Undvegne, farlige To —
Jeg kaster dem i Lænker,
Som holder dem, kan du tro.