- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
94

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ligklokkerne.

Hør Dødens Klokker kime,
Se Sørgeskaren vandre!
Kom, lad os samlet skride
Til Graven med hverandre!

Du Lykkens Barn, der synes,
Rødmusset som en Dukke,
At ligge evig pyntet
I din dunbløde Vugge;

Du Olding, træt af Arbejd,
Som nys i Hytteqvalmen
De tunge Lemmer strakte
Med Ve og Værk paa Halmen;

Skjøn Jomfru, du, som dækkes
Af Alderdommens Rynker
Og, lig et gustent Æble,
I Moderjorden synker;

Og du, ved Nattelampen,
Med Pen og Bog i Haanden,
Du Alvors-Mand, som grubler,
Og som besværger Aanden;

Og alle I, som efter
Det store Intet ilte,
Hvorover I med Rette
I lyse Timer smilte:

Naar fandtes hvad I søgte?
Sig, naar blev Maalet truffet?
Hvem har — svar mig oprigtig
Hvem har ej Livet skuffet?

Hvo naaede til de Egne,
Hvor Sandhedskilden strømmer?
Hvo føler ej, lysvaagen,
Med Gysen, at han drømmer?

Hvo venter ej — nedhugget,
Lemlæstet og forblødet —
I Kamp mod Livets Qvaler
Med Længsel Naadestødet?

Taarerne.

En nysudsprungen Rose
Var i mit Knaphul stukken,
Varmt brændte Morgensolen,
Paa Græsset glimred Duggen.

Dog var mit Sind formørket,
Jeg følte Graaden trænge
Sig frem og tunge Perler
Langs Øjelaaget hænge.

I dem var ikke Duggens
Husvalelse og Lethed,
I dem var Hjerteqvalens
Vellystig bløde Træthed.

Jeg lod dem rolig rinde,
Som naar en Syg ser Straalen
Af Armens Blodkar springe
Rødtskummende i Skaalen.

Jeg græder ikke ofte,
Men paa de fagre Planter
Faldt Taarerne og funkled
Som Duggens Diamanter

Og kunde ikke skjelnes
Skjøndt fra den beske Kilde,
Fra hine himmelfaldne,
Forfriskende og milde,

Med alle Regnbufarver,
Snart himmelblaa, snart gule.
Jeg kunde ikke Smilet
Paa mine Læber skjule.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0098.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free