- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
104

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Den greb dig Ulyksalige,

Om Livet i sin Vildhed —

Dog intet Angstraab hørtes
I Nattens dybe Stilhed.

Men det blev mørkt — Bælgmørke -—■
Og Midnatsklokken dirred —

Forgjæves fra sin Bude
Gjenboens Datter stirred.

Først Klokken fire saa hun,

Da Taagerne sig hæved,

En Skikkelse, en rædsom.

Som fra din Tærskel svæved.

1834.

De søblaa Blik.

Hun saa paa mig, og hendes Blik
Ligned en Indsø blaa —

Voverne kom, og Voverne gik,

I Dybet en Himmel laa;

En Himmel, som lokked med Magt, med

Magt,

Som rev Beskueren hen,

En Afgrund med alle Stjernernes Pragt,
Som ej slap sit Bytte igjen;

Som viste en fristende Verden frem,
Ætherisk og kjølig og klar,

Et drømmerisk svævende Englehjem,

Alt under det bølgende Glar;

Som lovede Alt, hvad loves kan,

Hvad Hjertet stunder til,

Hvad Havfruen loved hin Fiskermand
Ved Bølgernes falske Spil.

Jeg maatte, jeg maatte i Bølgerne dø —
Jeg slugte de smægtende Blik,

Og snart begrov mig den bølgende Sø,
Min Sands og min Samling forgik.

Hun smilte dertil med rolige Blik,

Som i Maaneskin smiler et Hav,
Hun ændsede ej, at en Sjæl forgik.

Og at hendes Blik var en Grav.

1834.

Huldskab og Troskab.

Der var kun to paa denne Jord,

Som var ung Jørgen tilpas;

Det var hans gamle Bedstemor
Og saa hans Hund, Kyrads.

Hun gav ham, hvad han peged paa,
Og talte aldrig haardt;

Hun klappede hans hvide Kind,

Naar andre stødte ham bort.

«

Og da det gik ung Jørgen imod,

Saa delte hun hans Nød;

Og da det gik ham altfor skjævt,

Tog hun derover sin Død.

Og Hunden kom og slikked hans Ilaand,
Naar han fortvivlet græd;

Og da han sprang fra Langebro,

Saa sprang hans Kyrads med.

O, finder man paa denne Jord,

Førend man skilles ad,

Et Par, som er En huld og tro,

Saa kan man være glad.

Den 17de August 1834

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0108.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free