- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
113

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

En Brummen og en Syngen —
Men kun, kun ved dit Øre.

1837.

Den frimodige Ven.

Jeg havde en Ven, som var klog,

Men holdt ikke Tand for sin Tunge;
Han førte det frieste Sprog
Blandt Gamle, saavelsom blandt Unge.
Mit Raad var et Glas eller to
Af mild og forstandig Lafitte;

Han slog sig dog ikke til Ro,

Men støjed i Vennernes Midte.

Han havde et hemmeligt Nag
Til Raader og til Excellencer,

Og derfor ved festlige Lag
Hans Spasen var tidt uden Grændser:
»I tro ej paa Helgene mer
Og turde vel spytte paa Paven,

Dog for en Minister jeg ser
Jer krybe som Snoge paa Maven.«

I Siden han havde et Horn
Til alle de Privilegerte,

De var ham i Øjet en Torn,

Og ej han sin Ytring generte:

»I tro ej paa Spøgelser mer —•

Det gjør ej engang eders Koner —
Hvor kan I da tro, som jeg ser,

Paa Skyggen af gamle Baroner?«

Han lod sig forlyde med Ord.

Naar Vindunsten varmed ham Blodet.
Som. dersom de videre for,

Saavist kunde kostet ham Ho’det:

»I frygte ej Djævelen mer —

Hvor kan I da frygte, Kamrater,

Aarestrup.

En Enevoldsmagt med en Hær
Forpryglede, raadne Soldater?«

En Tænker han var, men en fri —
Om jeg tør saaledes det kalde —

Han sang til en smuk Melodi
En Visdom, som huede Alle:

»Jeg tror paa den eneste Gud,

Den eneste sande Forsoner:

Kom til mig! saa lyder hans Bud,

Kom hid til min Barm, Millioner!«

Hans Mening om Qvinderne til
—• Som lettelig lod sig formode —•
Var ogsaa dumdristig og vild
Og efter hans krusede Ho’de:

»Hel lykkelig Manden vel var,

Der fandt sig en elskelig Qvinde;

Men bedre det var dog, et Par,

En Snes endnu bedre at finde.«

Nu hviler hans Ben paa et Sted,

Hvor ogsaa vel vore skal ligge,

Og Fyrstens og Prindsernes med,

Ved Siden af deres, som tigge.
Endskjøndt han forresten var klog.

Han holdt ikke Tand for sin Tunge —
Nu vel! for det ærlige Skrog
Lad Glasset frimodigen runge!

1837.

Bebrejdelsen.

Du klager over, at jeg taler
Prosaiske og kolde Ord;

At i mit Blik og paa min Pande
Af Sværmeri er intet Spor;

At Livsforsikringens Tabeller
Opfylde Hjertets hele Rum;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:45 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/aarestrups/0117.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free