- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
120

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Til Oluf Bang.

Mellem Lolliker til Huse,
Ubekjendt, en frygtsom Mø,

Var i mange Aar min Muse
Paa den fugtigkolde 0.

I mit Kammer sluttet inde
Eandt for hende Tiden hen —
Knap hun havde en Veninde,
Endru mindre nogen Ven.

Se, da blev hun utaalmodig,

Saa i Spejlet sig: »Hvordan?

Ak, din Synd mod mig er blodig,
Utaknemmelige Mand!

Er ej disse Lokker lange?

Denne Kløft i Hagen smuk?

Ikke mere som en Fange
Vil jeg høre dine Suk.

Jeg vil ud, det er paa Tiden —
Aabn mig Døren!«: Og hun gik;
Som bekjendt., ej længe siden
Er det, hun sin Frihed fik.

Hvo beskriver nu min Spænding,
Mine Tvivl: hvordan det gaar,
Hvad man siger, hvilken Vending
Hendes Flugt i Verden faar?

Sneen taarned sig paa Marken,
Modløs jeg i Hjemmet sad,

Noah lig, beklemt i Arken;

Da der bragtes mig et Blad —

Trøsteligt som Oliebladet —

Venlig Hilsen var deri,

Skriften saa jeg, perleradet,

Fuld af Eim og Poesi.

Fra hvem Anden kan vel disse
Toner komme, end fra ham?

Se i Krogen! — Ja tilvisse,

Det bekjendte Monogram!

Ham, jeg elsker! ham, jeg ærer!
Hvem Apollo, dobbelt god,

Gav mig til en dobbelt Lærer —
O, det styrkede mit Mod!

Han, hvis faderlige Venskab
Jeg alt nød som Ungersvend,

Har med Musen gjort Bekjendtskab
Og er ogsaa hendes Ven.

Af sin egen Muse drevet,

I sin egen, muntre Stil,

Har han letbegejstret skrevet
Til en lykkelig Emil

Linier, saa yndigt vundne
Som den Krølle, Venus slaar
Om sin Finger, og dog bundne
Som Apollos Pandehaar;

Lunefulde, alvorsfulde,

Lægende, af bedste Slags,

Men især saa vennehulde —

Derfor maa jeg svare strax,

Svare, som mit Hjerte byder,

Takke, som jeg bedst formaar,

Ihvor svagt det ogsaa lyder,

Og hvor daarligt end det gaar.

Medens Slæden nemlig tumler
Henad Landevejens Spor,

Paa en Sygerejse mumler
Jeg i Skjægget disse Ord:

Alle skjønner Glæder samle
Sig om ham, der i mit Bryst
Vennehuld betvang de gamle
Tvivl og skabte uvant Lyst!

Muserne, i Chor tilsammen,

Eros, ak, den sjeldne Gjæst,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0124.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free