Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stille du smiler og hvisker i Øret den
fremmede Spørger:
Vid, i mit Indre er, Sommer og Vinter,
en Flor —
Ej blot, opklækket ved Ovnens Glød, af
sydlige Væxter,
O, en langt sjeldnere Flor, fager og
prægtig at se!
Men blandt hvad Yndigt og Bly du
finder omhvælvet af Muren,
Og af hvad Kraftigt og Stærkt Huset
med Rette er stolt,
Festen gjelder idag kun Een, men Een
fremfor Alle,
Een, i hvis rene Sjæl Blomstringen evig
er ung:
Borgens Frue, den ædle, hvis Sind er
stille og ydmygt,
Men i hvis skjulteste Vraa ikkun det
Gode har Hjem.
Er du en Ynder af Floras rige,
afvex-lende Grupper,
I hendes qvindlige Sjæl finder du alt
til din Lyst:
Andagtens Evighedsblomst har der sin
frodige Jordbund,
Fromheds og Blidhedens Flor taber der
aldrig sit Løv,
Troskabsliljen gror og vugger i Stilhed
sin Krone,
Venskabs rankende Blomst, Ømheds
Rose, de blaa
Gavmildhedens undseelige Blomster —
Forglemmigej skarer —
Fylde hver lønlig Krog, Øjet tør nærme
sig til.
Dog — alt formeget jeg talte; her
hades den leflende Ordstrøm,
Og selv Sandhedens Røst saarer, som
Ros og som Bram.
Kom i den gjæstfrie Sal, se Kredsens
huslige Lykke,
Og har du glædet dit Syn, hæv da til
Himlen din Bøn,
At den vil skjerme og frede hvad den
jo selv har opelsket,
Og at den herlige Flor længe maa
blomstre som nu!
Til Kritikerne.
Om Aanden skulde flagre noget vildt
I Digtekonstens muntre Tivoli,
Forskaan os for et simpelt Politi
Med Spanskrørs Stok og Messing-Skilt.
Hold jer til det, som er og bliver slet,
Til det, der ej betyder noget Stort,
Til det, I selv bedst kunde have gjort;
Det kan I ordne, deri har I Ret.
Men snak ej vidt og bredt i Gudens
Lund
Om hvad i Konsten ej bør kaldes godt;
Thi vidste I. hvad der er vigtigst blot,
Saa vilde I beskedent holde Mund.
Er Musen eder ikke kjær -— af sted!
Hun dør af Latter over eders Dom,
At hun skal være knibsk og snerpet,
som
Den lille Tøs, I gik til Præsten med.
Det Støv, som falder, hvor Apollo stred,
Det hører ej til det gemene Dynd,
I feje væk — thi Poesiens Synd,
Om den ved ikkun Guderne Besked.
1839.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
