- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
147

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Thi Aarets første Dag en Fest hereder,
Hvor hendes Strengeleg tør sagte
røres,

Ilvor Kjærligheds og Venskabs Gaver

bringes;

Der knæler hun, som fordums Tid, og

beder

En sagte Bøn, men som i Himlen høres.

Prolog.

Mine Herrer og Damer!

Jeg ser i Deres spændte Miner en —
En Agtpaagivenhed, der faar mig til
At veje hvert et Ord, hver Haand-

bevægelse,

Hvert nok saa lille Skridt, hvormed jeg

vover . . .
Dog nej! Jeg ser, at jeg tog fejl: Et

Smil,

Imødekommende og venligt — ja,

Et Blik, fuldt af Forstaaelse, beviser,
At her vil Sagen være let: fortroligt
At ytre mig i en fortrolig Kreds
Og sige et Par Ord om den Anledning,
Der har forsamlet os i Bispens Sal.

Det, som i Aften har os kaldet sammen,
Er, som De ved, ej nogen Festsouper,
Hvor Vinen skummer, medens Sjælen

sover;

End mindre Kortenspillets gamle Hex,

hvis

Gemvtlighed end har saamangen Bejler;
Ja, det er ej engang Euterpe selv,.

Den yndigtsvævende, med sine Fløjter:
Ej Poesiens Muse — o, hun sidder
Endnu med Hovedet sørgmodig hældet
Imod den store, florbehængte Harpe,

Der dirrer end af Skjaldens sidste Greb;
Hun tænker paa sin hedenfaine Ven
Og visker Taaren af med Laurbær-

krandsen.

Det, vor Forening her vil efterstræbe,
Er noget Andet, noget ganske Andet;
Thi det er et af Tidens Idealer,

Ej noget mindre end: Socialisme,

En hyggelig, fornuftig Samfundsorden,
Frihed og Lighed, ikke i Extremet,
Men i selskabelig, harmonisk
Blanding —

Det sympathetisk skjønne Broderskab
Af Godt og Venligt, Muntert og
Uskyldigt —

Paa gammelt Dansk: det rent
Selskabelige.
Det søger man selv midt i
Sommerglæden,

Hvor Ensomheden dog kan yndigt

hygge

I Rosers Mørke og i Skovens Skygge:
Hvor meget mer maa man i
Vinterkulden

Ty til den Varme, venligt Samqvem

bringer,

Og flygte under Selskabslivets Vinger?
Jo mere Frosten stivner alt det Ydre,
Jo større er den indre Trang til en
Elektrisk sluttet Kjæde, til et Stød,

En Gnist, et indre Varmestof, der

bringer

Vor Hverdagsfølelse lidt mindre Frost,
Om muligt Tø — O, De forstaa mig

nok;

Hvo føler ikke selv, hvor Skoen
trykker?

Det er vor Samlings Øjemed. Gid det
Maa lykkes! — Dog jeg har endnu et

Ord

At sige Dem, hvis ej min Tale alt
Har trættet Dem formeget. Fra vor

Kreds

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0151.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free