Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvide Skyggehænder jage
Over støvede Tangenter.
Klang fra de forsvundne Tider,
0 vidunderligt at høre!
Gammeldags Galanterier
Hviskes i et yndigt Øre.
Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv, hvis ikke —
Se! hun blegner bag sin Vifte,
Angst for Morgenrødens Blikke.
Selv den tapre Ridder gyser,
Smutter, som den hele Vrimmel,
Ind i Muren, i Tapetet;
Dagen ser kun Støv og Skimmel.
Saadan gaar det ogsaa Venskabs
Stille Tegn og Billedværker,
De forsvundne Sympathiers
Efterladte Mindesmærker.
Glemsel, som et Møl, dem gnaver,
Tiden slukker deres Farve;
Kun Erindringsnatten bringer
Flygtigt Liv i deres Larve.
Og, som hist i Borgen, stige
Falmede Figurer, flade
Tegninger i Mindets Time
Ud fra disse hvide Blade,
Færdes som i svundne Tider,
Sladre sammen, gjør sig lystig,
Selv ved Hanegalet rækker
Man hinanden Haanden trøstig,
Sukker sit: a rivederla!
Og, som jeg i Aften, smutter
1 Tapetet — ak, idet jeg
Verset her paa Bladet slutter.
November 1851.
Du var henrivende paa
Børneballet.
Du var henrivende paa Børneballet
Og endnu mer med myrtevundne
Lokker ;
Tilbederne tog stedse til i’ Tallet,
Som Sommerfuglene om Liljens
Klokker.
Nu til en Digters Viv og Elskerinde
Med sky Nysgjerrighed, som til en
Muse,
Man løfter Øjet op, det Væld at
finde,
Der kan poetisk lædske og beruse.
Dcg — det, som henrev, var bestandig
Qvinden,
Den blonde, kydske, sværmeriske Ynde,
Med Kløft i Hagen, Smilehul i Kinden,
Der før, som nu, fik Adam til at synde.
Og Een af dem, der maa sin Lykke
prise,
Ai have kjendt din Kraft, din Blom-
sterfylde.
Ilar skrevet disse Linier for at vise,
Hvordan du kan’fortumle og fortrylle.
Den 28de Marts 1852
En Engel stod ved Lejet
stille.
En Engel stod ved Lejet stille,
Hvorpaa Charlotte yndig laa;
Det var, som i en rolig Kilde
Sit eget Billed Englen saa.
»Barn, som mig ligner,« blidt det
toner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
