- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
164

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Udraabte hun: »Jeg tror, at du er
rasende!«

135. Det var saa nydeligt, da trykt

mod Barmen
Du hvisked til mig: »Ikke mer
saaledes,
Men tag mig kjønt og ærbart
under Armen!«

136. Ja, du har Ret! Vel maa du le

og hysse!
Enfoldigt lyder Læbens Smiger-

tale,

Herefter vil jeg tie blot og kysse.

137. »Forlad mig! gaa! Min Ro, mit

Liv, min Ære,
Alt staar paa Spil. For Guds
Skyld lad mig være!«
Man tror det ej: jeg adlød — paa
min Ære!

138. Om Panden Baand, om Arm og

Hænder Laase,
Om Halsen fire Gange snoet en
Lænke;

Men Munden — djn er fri — hvor
den kan vaase!

139. LÆGEN.

Hans Blik er naglede til Loftets
Planker,

Hans Haand til Ninas Arm, hvor
Pulsen banker;
Men under Teppet finder du hans
Tanker.

140. Saamegen Fynd og Skarphed i

Forstanden,
En saadan Masse Lov og Ret i
Panden,

Og dog — er han saa dum som
F anden!

141. Jeg knæl te for dig som en ung
Platoniker —
Du bad mig sidde ned, jeg gjorde
som du bad —-

O Amor er den rædsomste
Ironiker !

142. Undskyldning bringes herved alle

Taftes

Og andre fine
Dame-Klædnings-stykker,

Der lod sig krølle noget igaaraftes.

143. En Hat selv, der var rynket .og

carreret

Og ej saa ganske kort endda paa
Skyggen,

Har ej i mindste Maade mig
generet.

144. Er det ej skrækkelig kjedsom-

melig.

At Bertha, der ifjor var saa
guddommelig,
Iaar er gift og højtfrugtsommelig?

’l 45. »Min Kjærlighed er evig!« raabte

Clara,

Idet hun vandede sin Urtepotte —
Vandkanden hvisked: »Jeg er
Niagara!«

146. Om Livet kunde jeg med
Haanden spænde.
Og meget kort var Dinas lette
Kjole,

Men hendes Dyd desværre uden

Ende.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:45 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/aarestrups/0168.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free