Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sagtens kan tænke, — som en Hund i sin
Lænke, — en Fugl i sit Bur, — vor hele
Opmuntring er den gamle Madam Suhr.
— Det fyger — og ryger, — knærker —
og værker, — hvæser — og blæser; —
istedenfor at leve, jeg læser; — Brændet
er vaadt, — Tørven lugter ikke godt, —
Brødet er raat, — Melkefadet hlaat, —
Børnenes Næser fulde af . . .; — alle
Blade ere faldne af Rosen; —
Posekiggerne føle paa Posen; — Tiggerunger
løbe omkring med Lasen — om Hasen;
— vores Præst er ikke engang en Æsel,
men et Asen, — og Byfogdens nye
Seletøj hele Julestadsen. — Men du, Gud
være lovet! — er lykkelig med dit
skaldede Hoved, — og med dig er lykkelig
Dine: — din muntre, overgivne Thrine,
— mere vant til Børn end til Mavepine;
— din nye Frøken, — der, hvis du har
glemt den, kan lære dig Brøken; —
Faster — i Sengens varme Plaster; —
Hanne — med den kloge Pande; —
Nicoline og Emilie, — den ene en
Con-chilie, — den Anden en Lilie; —
Rasmus og Mølle, — en Prygl og en Kølle;
— Jacobus, — der studerer paa sin
Glohus, — og endnu Mange, — som ikke
mine Rim kan lange. — Ja, du er
lykkelig. — det siger jeg udtrykkelig, —
og han, som gjorde dig Marken
grødende, — Svinet fødende, — dit Hjerte
elskeligt og glødende, — han vogte og
bevare — med sine Engles Jule- og
Nyt-aarsskare — dig og Dine, — saavelsom
mig og Mine; — han i det nye Aar os
lette — hvad vi skal bære, som han har
gjort i dette; -— han knytte med sin
Haand — uopløseligen vore
Venskabs-baand — og blæse paa os med sin Aand!
Nysted, den 24de December 1837.
Til Isak Sidenius.
Mit Brev jeg sender — til en Herrens
Tjener, — en af de bedste, jeg kjender,
— den kjæreste blandt mine Venner. —
Jeg vilde blive, — til Alting rigtig kom
ilive, — og ventede med Villie, — til
den hvide Pindselillie, — Hyacintherne
og Violerne — kom i Kjolerne, — til
Vinterstøvet var blæst af Bogreolerne,
— til mit Inderste var udluftet — og
gjennemduftet, — til mit- Øre var vakt
af sin Dvale — ved Frøernes Tale -— og
ved Slaget af Nattergale. — Nu iler
min Muse, — medens Kilderne suse, —
til de værslevske Bakker og Gjæstehuse;
— hun flyver i eders Midte — og kan i
Hast ikke hitte — Ord, smukke nok til
din kjære Thrine, — Hanne, Emilie og
Nicoline, — til samtlige Sønnerne, til
Faster, kort sagt til dig og Dine; —
Ingen er glemt, selv ikke de Mindre, —
hvis Navne jeg ej kan erindre; — hun
bringer med venlig Stemme — Hilsen
fra os alle herhjemme — (at det ogsaa
er dit Hjem, kan du ej glemme), — fra
vore grønne Strande, — Indsøer og
Vande, — fra Højene og Kampestenene,
— fra Skovene og Blomstergrenene, —
fra Kirkemuren — og Agerfuren, — fra
Rosen- og Hvidtjørnene, — fra alle
Børnene — og, hvad jeg neppe behøver at
melde, — fra din gamle Doctor og hans
Ægtefælle. — Du trækker Musen til en
Side — og gad nok vide, — hvordan vi
leve og lide. — Nu vel, hun sukker — et
enkelt Suk, som naar en Rørdrum
klukker, — hun sænker Brynet, — Munden
bliver lidt tvær og trynet; — du
bekym-res ved Synet. — Dog hurtig glatter sig
Ansigtet blidere. — hun taler videre:
— Din Doctor lever som andre
Benvridere — og Stensnidere, — Pulsfølere og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
