Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der hvisker en Eøst — et Øjeblik end,
Og hun skal mødes med sin Yen;
Forbi — han ligger for hendes Fødder.
Og hvad er Verden dem ved Siden
Med alle Skiftninger af Tiden?
Dens Jord og Sky, dens levende
Vrimmel
Er Intet nu mod deres Himmel.
De ændse oven, neden, rundtomkring,
Som Døde, om dem Ingenting;
Som var forsvunden hver en Anden,
De aande ene for hinanden.
Saa ægte Suk er der paa deres Læbe,
En Fryd saa dyb, at, svandt den ej i
Hast,
Dem vilde saligt Afsind dræbe,
I Flammen deres Hjerter brast.
Om Brøde, Fare — kan de dømme
I dette Hav af kjælne Drømme?
Hvo følte denne Storm i Sjælen
Og frygted, standsede med Dvælen?
Hvo tænkte paa det Flygtige deri ?
Og dog — nu er det alt forbi!
Ak, vi maa vaagne, før vi lære,
At den .Slags Timer komme aldrig mere!
Med mangt et smægtigt Blik forlod
de Løvet,
Som deres brødefulde Glæde vidste;
Og, skjøndt med Haab og Ed, de var
bebedrøvet,
Som om den Afsked var den sidste.
De dybe Suk, det lange Favntags Lyst,
Der nu gad vare evig, Bryst mod Bryst,
Da Parisina frygter, ingen Straale
Af Himlen mer kan hendes Ansigt
taale,
Som om hver mild, medvidende Stjerne
Betragted hendes Fejltrin fra det
Fjerne —
De dybe Suk, det lange Favntags Lyst
Aarestrup.
Til Pletten lænker dem, Bryst imod
Bryst.
Men det maa ske, de maa med Smerte
Adskilles, med det tunge Hjerte,
Med al den Gysen, kold som Døden,
Der immer følger efter Brøden.
Til lønligt Leje Hugo iler,
Forelsket i hvad ej er hans;
Men hun et skyldigt Hoved hviler
Ved Siden af troskyldig Mands.
I Feberhede Blodet strømmer,
Med Luekind, i Skræk, hun drømmer;
Hun mumler i urolig Vaande
Et Navn, hun tør ved Dag ej aande,
Og griber, bævende af Lyst,
For en Forsvunden, om sin Husbonds
Bryst.
Og han, vakt af de kjælne Hænder
Og lykkelig i Tankerne, miskjender
De drømmende Suk, Kjærtegnets Varme
For dem, han ellers fandt i hendes
Arme,
Og kunde over hende fældet Taare,
Som, selv i Søvne, elsked ham saa saare.
Han favner Soversken, som blusser,
Han lytter, trykt til hendes Bryst;
Han hører — Hvi mon Fyrst Azo
studser,
Som hørtes Erke-Englens Røst?
Vel maa han studse — værre Dom
Vel neppe fra Basunen kom,
Naar han skal vækkes af dens Tone
Og staa af Graven for Guds Throne;
Vel maa han studse — hans Fred paa
Jorden
Er dømt til Flugt ved denne Torden;
Den Søvnens Hvisken vidned ham
Om hendes Skyld og Azos Skam.
Hvis var det Navn, der over Puden
Lød gyseligt som Bølgens Tuden,
12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
