- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
183

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Sprang Hovedet — og livLøs, fuld
Af røde Pletter, Kroppen sank omkuld
I Sandet, som hver dyb Blodaare

slukked

Og med sin blodige Regn bedugged.
Hans Læber og hans Blik krampagtig

spille

Endnu et Øjeblik — saa evigt stille.

Han døde, som en Mand skal dø
med Rette,
Foruden Pral, foruden Trætte.

Ydmyg bad han og tilfode faldt;
Præstens Løfter ham for fulde gjaldt,
Og hans Haab fortvivled ej om Alt.
Medens han for Præsten knæl te,

Ej noget Jordisk mere ham besjælte;
Hans vrede Herre — og hans
Elskerinde, hun —
Hvad var de for ham i en saadan

Stund?

Nu intet Had, nu ingen Anke,

Til Bøn kun Ord, for Gud kun

Tanke —
Paa de Ord nær, han sukked,

Henbøjet under Bøddelhugget,

Om Død med Øjet uomvunden,

Det eneste Earvel, ham slap af Munden.

Hidtil, som tomt for Livets Kilde,
Enhver Tilskuers Bryst stod stille;
Men nu fra Mand til Mand vidtom
En kold, elektrisk Gysen rendte,

Idet det faldt, det Dødsens Hug
Paa ham, hvis Liv og Elskov endte;
Og blandet med en Hysning kom
Fra hver en Barm et angstfuldt Suk.
Men ingen Lyd mer skingrende dog

brast

Bagefter Hugget, som med fast
Og kraftig II til Blokken trængte,

End een — hvis var den Røst, som

sprængte

Den tause Luft med saadant Hvin,
Saa vildtfortvivlende, som Skriget
Af Moderen, der søger sin
Hjertelskte Glut og finder Liget?

Til Himlen trængte denne Jammer,

Som kom den dybt fra evige Flammer.
Igjennem dit Borggitter, Azo! skriger
Den skrækkelige Røst og op til Himlen

stiger,

Og didhen vendes hvert et Blik.

Men Lyd og Suk med eet forgik.

Det var en Qvindes Skrig, og aldrig

tvang

Fortvivlelsens Lyd til vildere Klang;
Enhver, som hørte det i Luften briste,
Barmhjertig ønskede, det var det sidste.

Hugo er død; og fra den Time vil
Om Parisina man i Hal og Hytte
Forgjæves skue og forgjæves lytte.
Hendes Navn — som var det aldrig

til —

Var banlyst fra hver Mund og Øre,
Lig Ord, vanhellige at høre;

Og af Fyrst Azo Ingen, selv i Løn,
En Lyd fornam, som angik Viv og

Søn.

Ej Grav, ej Mindesten dem sattes —
Ham idetmindste, som vi dræbes saa,
Hans Støv Indvielsen maa fattes.

Men Parisinas Skjæbne laa
Skjult, som et Lig med Kistelaaget

paa:

Om hun i Klostret Tilflugt fandt
Og der den tornede Vej til Himlen

vandt,

I Rad af Aar hudflettet, hungrende og

vaad

Af de søvnløse Nætters Graad;

Om ved Giftbægret eller Staalet blank
Til Straf hun for sin sorte Elskov

sank;

Hvad eller hun i Timen, i den samme,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0187.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free