Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Over ham Grevinden bøjer
Sig til Jorden, kysser Munden,
Dødbleg nu, men som saa ofte
Rim til hendes Pris har funden.
Velkomstkysset blev tillige
Afskedskysset — ak, de tømte
Smertens Kalk paa samme Tid som
Glædernes, hvorom de drømte.
Hver en Nat paa Slottet Blaye
Hører man det knirke, bæve,
Og Tapeternes Figurer
Røre sig, som om de leve.
Troubadour og Dame ryste
Skyggelemmerne, som sove,
Og en Vandring ud af Væggen
Gjennem Salene de vove.
Sagte Hvisken, fine Kjærtegn,
Fagre Ord, hvor Parret skrider,
Gammeldags Galanteri fra
Minnesangens svundne Tider.
»Geofiroy! din Stemme lokker
Liv og Varme i mit døde
Hjerte, og jeg føler Asken,
Ak den længstudslukte, gløde.« —
»Melisande! Blomst og Lykke!
Naar dit blide Øje flammer,
Lever jeg paany — tilgrunde
Gik kun jordisk Ve og Jammer.« -
»Geofiroy! i Drømme elsked
Vi hinanden; nuomstunder
Vi endog som Døde elske —
Gud Amor har gjort et Under!« —
»Melisande! hvad er Drømme?
Hvad er Døden? Talemaader!
Kjærligheden kun er Sandhed,
Og i den er ingen Gaader.« —
»Geoffroy! hvor hyggeligt
Her i Maanskinscabinettet!
Ikke gad jeg gaa derude,
Solopvarmet, løvomflettet.« —
»Melisande! skjønne Sværmer!
Selv du er en Sol. som skinner;
Hvor du vanker, er et Foraar,
Spirer Elskov og Kjærminder.«
Saadan hviske, saadan vanke
Arm i Arm de Gjenfærd hvide
Op og ned, hvor gjennem Ruden
Blege Maanestraaler glide.
Morgenrøden snart forstyrrer
Spøgeriet — jeg har set det,
Hvor de smutte sky tilbage,
Ind i Væggen, i Tapetet.
H. Heine.
Lykken — en løs, letsindig Frøken-
Lykken — en løs, letsindig Frøken,
Altid paa Farten, aldrig bunden,
Hun stryger rask dit Haar fra Panden,
Et Kys maaske — og er forsvunden.
Ulykken derimod — ak den fine,
Ærbare Frue, hun er saa sikker,
Saa tro og kjærlig, passer paa dig.
Sætter sig ved din Seng og strikker.
H. Heine.
En landflygtig Øboers Sang.
Hvor er min Sø, mit blanke Spejl,
Hvor er den friske Bugt?
Hvor Snekkerne for fulde Sejl
Med Flag og Vimplers Flugt?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
