- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
202

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Skynd dig Vingen, Ørn, at strække
Over hine Bjerges Række
Med et evigt Snelag paa!

I, hvis spæde Struber fylde
Markerne, som Ax forgylde,

Med Canzoner, der fortrylle.

Op i Luften, Lærker smaa!

Spejd fra Bjerget og fra Byen,

Spejd fra Egens Top og Skyen,

Stir mod Horizontens Rand —

Ser I ingen Støvsky fyge,

Ser I ingen Hjelmbusk stryge,

Ingen Hest, hvis Flanker ryge.

Strakt mod Hjemmet med min Mand?

Victor Hugo.

Slangestumperne.

Jeg drømmer vaagen Dag og Nat, med

Feberglød,
Forgjæves stiger Sukket;

Min Albaide har alt længst i Gravens

Skjød

De brune Øjne lukket.

Hun var kun femten Aar, mig tro, mit
Liv, min Lyst,
En Blomst, en smækker Stængel;
Naar Armene hun korsed paa sit nøgne

Bryst,

Hun lignede en Engel.

En Dag jeg vandred om i Tanker, hvor

en skjøn
Havbugt med Siv sig fletter,

Og saa paa Sandet der en Slange, gul og

grøn,

Spraglet med sorte Pletter.

Af Øxen vel i tyve Stumper skilt, laa

den

Levende sonderhugget,

Og Havets hvide Bølgeskum, som drev

derhen,

Rødt sig tilbagevugged.

De smukke Ringe alle sig i Sandet

skjød,

Vred sig og krymped sammen,

Og Blodet farved mere brændende og

rød

Langs Nakken Purpurkammen.

De skilte Stumper med en Dødens Higen,

som

Anstrengelsen snart dræber,

Krøb og hinanden skjælvende i Møde

kom.

Som til et Kys to Læber.

Og da med Ynk jeg skued paa den
dræbte Krop,
En Ynk, som Ingen svigter,

Slog Hovdet med de tusind Tænder Øjet

op

Og sagde til mig: »Digter!

Ynk mest dig selv! Dig Saaret man
for-giftigst gav.
Dig mødte grusomst Hugget;

Din Albaide har alt i sin Grav
De brune Øjne lukket.

Din unge Stræben segned ogsaa brat;

Dit Liv og dine Tanker
Omkring et Minde nu, en kold, begravet

Skat,

Adskilte, syge vanker.

Din Aand, hvis Ungdomsmod dig hæved
højt og smukt,
Der, lig en Sommersvale,

Snart tog i Skyerne sin kjække Vinge-

flugt,

Snart strøg de dybe Dale —

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0206.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free