Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bortfly du fra Verden, o Bessy!
til mig.
Bortfly du fra Verden, o Bessy! til mig,
Jeg er jo saa from og andægtig;
Jeg Verden forsager, o Bessy! for dig,
Thi du er saa sod og saa prægtig.
Fortæl mig med Taarer og Sukke ej mer,
Hvad man Elskov kan spottende kalde!
Enhver har sin Daarskab, dog tilstaar
Enhver,
At vor — den er dejligst af alle.
Naar din Mund mødte min saa uendelig
sødt —
Har vi følt, som om Dyden forbød det?
Har vi mærket, at Himlen var vred eller
stødt?
Nej, snarere: Himlen selv bød det.
Saa skyldfri er Glæden, vi nøde hver
Stund,
Og jeg har saa lidet fortrudt den,
At — sad mine Fejltrin i Hob paa din
Mund,
Jeg tog dem igjen paa Minutten.
Saa kom til min Hytte, o kom, her er
Plads!
Her er Verdens Tant ej tilsyne.
Let falder Slummeren paa vor Madras,
Som over den Visestes Dyne;
Og dundrer om Ho’dpuden Stormens
Larm,
Og du, søde Uskyld! er bange,
Saa vid, det er ikke Himmelens Harm,
Det er kun dens lullende Sange.
Og hvile vi paa Dødslejet en Dag,
Og man truer med Straf for
Forhærdelsen,
Et Suk af min Bessy skal føre vor Sag,
Og Døden skal tabe Forfærdelsen.
»Farvel! om Tilgivelse tvivle vi ej,«
Aarestrup.
Omfavnede da vil vi raabe;
Dit smeltende Blik vil oplyse vor Vej,
Og et Kys er vort Pas, vil vi haabe.
Th. Moore.
Catalogen.
»Kom,« hviskede Rosa en Dag ved mit
Bryst
Under Kjær tegn, hun gav og modtog,
»Fortæl mig om dem, du har elsket og
kyst!
Hvor Mange? læs op af din Bog!«
Ak, Rosa! jeg var i min Ungdom en
Nar,
En Boldt for min Sjæls Phantasi;
Men skrifte dig vil jeg, hvor Mange det
var,
Med dig er jo Listen forbi.
Gouvernanten Marie tog først i sit
Garn,
Det himmelske, Drengen saa vild.
Hun lærte mig elske sig — jeg var et
Barn,
Hvad der mangled hun selv satte til.
De Timers henrykkende Lærdom blev
slugt;
Den, tro mig! beholdt jeg i Hu.
Til Øvelse har jeg vel siden den brugt,
Men aldrig for Alvor — før nu.
Saa kom skjøn Martha. Min Sjæl stod
i Brand,
Høj var min romantiske Kraft,
For en Ridderfrøken jeg tog hende an
Og mig for en Ridder med Skaft.
Men jo mere i hende Gudinden jeg
fandt,
— Skjøn Martha var ingen Phantast —
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
