- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
210

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Jo mer (og hun fejlede mindst, det er

sandt)

Tog hun mig for en lille Hans Qvast.

Saa sagtnedes det, indtil Hanne mig jog
I Snaren igjen med sit Blik.

Men Hanne, fandt jeg, var saa
sprænglærd og klog,

Og det Meste, jeg fik, var Logik.

Jeg forlod denne Sappho derfor i Hast,
Om en bedre Logik fik jeg Nys,

Hvis Subtilitet er et sødt Øjekast,

Og som overbeviser med Kys.

Tilbedende Ida sværmede jeg;

Men hun var lidt hellig, og vi,

Ja det var det Værste, vi enedes ej
Om til Himlen den nærmeste Sti.
»Ida!« i Henrykkelsens Flugt var mit

Ord,

»Hvor er Himlen for dig og for mig?
Jeg tror, jeg kan finde den her paa vor

Jord

Og ikke langt borte, i dig!«

Se, saaledes gik det. Med evige Skud,
Men flygtigt, traf Amor din Ven,

Til truffet blev endelig Hjertet — o

Gud!

Og det kan ej heles igjen.

O Rosa, tryk al den Balsom, du har,
Tæt til det forblødende Saar!

Giv mig i din Skriftestol Aflad og Svar!
Til Bod er jeg svøbt i dit Haar.

Th. Moore.

Til Cara.

En Moder har i Skovens Skygge
Sit Barn, det slumrende, forladt;
Hun gaar at samle sparsom Næring,
Bærrene af det vilde Krat.

Da rejser Uvejr sig; hun haster,
Vildfarende, forgrædt, beklemt,
Langtfra den Glut, hun lod tilbage,
Sødtslumrende i Græsset gjemt.

O Angst og Haab! Et Lys hun øjner —
Hør, Nattestormen tager af!

Dog nej -—- forbi! — paany den raser,
Og Skoven er en bælmørk Grav.

Om Døden ikke lukte Barnets
Smaa Øjne i, hvem ved, hvem ved?

Og dog, maaske de endnu aabne
Udstraale Liv og Venlighed!

Saaledes, da i Afskedstimen
Dit Tryllehaandtryk du mig bød,

Og i dit kloge Blik jeg spejded,

Om du tog Halvpart i min Nød,

Saaledes tænkte jeg — tilgiv det!
Hvem siger vel sig ganske fri
For ej at overdrive Lykken
Ved Hjelp af Drøm og Phantasi? —

Jeg tænkte, ja: i Caras Hjerte,
Skjøndt hende ubevidst, jeg lod
Eet Ønske dog nyfødt tilbage,

Een Følelse, som jeg gav Rod.

O Salighed, om ogsaa indbildt!

Jeg bad de gode Engles Hær
Bevogte i din Barm og styrke
Det Plejebarn, jeg havde der.

Og under mangen Sorgens Time
Og i den korte Stund for Lyst
Jeg glemte aldrig dog den Spire,

Jeg lod tilbage i dit Bryst.

Maaske den omkom ej af Kulde,

At Pulsen slaalr endnu — tilgiv!

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0214.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free