»Donna Laura, Donna Laura!
Hører I? en Cither klinger.
Det er Leonat, som eders
Yndighed sin Hyldest bringer.« —

»Ih, den Frække! tør han atter
Mig sin Serenade byde?
Ved han ej, hvor let hans Blod for
Don Guarinos Sværd kan flyde?« —

»Hør dog, hør dog, skjønne Laura!
Kan I modstaa Sangen længer?
Hør de bløde Elskovstoner;
Lad os aabne Gitrets Stænger!« —

»Nej, Duenna, vogt dig! Aldrig
Vil jeg saadan Daarskab øve.
Nej, kun bag Gardinets Folder
Lidt at spejde vil jeg prøve.« —

»Se, der staar han! Maanen skinner
Paa hans Klæder silkehvide;
Hvilken ung og herlig Ridder!
Træk Gardinet mer tilside!« —

»Nu, det ske! hvad kan det skade?
Intet vi i Grunden vove;
Leonat er jo alene,
Alle Folk i Huset sove.« —

»Se, han nærmer sig, han sukker!
Hvilken Bøn i Elskovssproget!
For at se ham desto bedre,
Lad os aabne Gitret noget!« —

»Nej! den Spøg var altfor dristig,
Ikke skal du mig forføre;
At vi aabned Gitrets Laase,
Kunde let min Onkel høre.« —

»Don Guarino? Ih, han sover
Efter Jagten haardt af Træthed.
Kun et Tryk — nok et — nu ser du,
Gitret aabner sig med Lethed.« —

»Ej, Duenna! ej, Duenna!
Altfor vidt er du alt gangen;
Jeg staar Fare for min Ære
Ved saa daarlig Lyst til Sangen.« -—

»Stille, stille! lad os lytte!
Hvad? hvad ser jeg? Riddren springer
Fra sit Sæde — Hjælp, Madonna!
Op i Træet han sig svinger.« -—-

»Hvad? i Træet her ved Vindvet?
O den mageløse Frækhed!
Raad mig, sig hvad skal jeg gjøre,
For at slippe fra hans Kjæklied?« —

»Ha, der er han! Ej, nu maa I
Selv bedst vide jer at hytte;
Midlertid vil jeg derude
Gaa paa Gangene og lytte.«

Af Skjøndt og Godt i fordums Dage
Var mig en Æsel kun bleven tilbage,
Og saa alvorlig, saa sat var han,
Som Nogen i Verden være kan.