- Project Runeberg -  Aarestrups samlede digte /
230

(1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Af Skjønt og Godt i fordums Dage af W. Waiblinger - Vi ere Syv af William Worthworth

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hans Træk de var saa fromme, stive,
Som kun en Helgens paa Jord kan blive;
For hans Ydmyghed, hans lange Mod
Yar alle Mennesker ham god.

I Miner, Væsen, hvorhen han traadte,
Sig Philosophen saa let forraadte;
Og paa hans Holdning og paa hans Fjed
Saa man, at eengang Silen liam red.

Som Philosopher og som Poeter
Og alle lignende Propheter
Stivøret, stolt han monne gaa —
Men aad i Grunden dog lam Straa.

Ja, alle Unge og Letfærdige
Til ægte Mønster paa det Ærværdige,
Paa Dyd og Alvor og paa Forstand,
Saa kom til Verden graahærdet han.

En trofast Ven, jeg siger dette;
Blandt os var aldrig Kiv og Trætte.
Sine Sorger bar han saa rolig, mild
Og mine med og mig dertil.

Om han har elsket, skal jeg ej sige;
Jeg hørte ham kun om Natten skrige
I Maanskin frygteligt og hult —
Hvem ved, var det Længsel eller Sult!

O, vi hinanden saa godt forstode!
At vi elskedes, kan man let formode.
Man har jo ej samme Dyd og Skik,
En mangler hvad den Anden fik.

Til min Yndling havde jeg ham kaaret;
Ilvor dybt har mig hans Tab ej saaret!
For første Gang nu mit Hjerte ved
Skilsmissens Qval, dens Bitterhed.

Men det kan mig dog mest fortære:
Jeg kan ej, som jeg bør, ham ære;
Thi min Guitarre — er hos Cleanth
Sat for en Faareost i Pant.

Z
W. Waiblinger.


*



Vi ere Syv.


Et muntert Barn,
Som aander let, er rund og rød,
Som føler Liv i hvert et Lem,
Hvad grubler det paa Død ?

Jeg traf en lille Landsbyglut,
Omtrent paa otte Aar;
I Krøller omkring Nakken
Hang hendes tykke Haar.

Hun talte som en Bondetøs,
Stod stille, da jeg bad;
Men hendes Blik, det var saa smukt,
Det gjorde mig ret glad.

»Af Sødskende, min lille Ven!
Hvor mange er vel I?«
Hun svarte og saa forundret op:
»Hvor mange? Syv er vi.« —

»Hvor er de da? Sig du mig det!«
Hun svarte: »Syv er vi.
De To af os er nu til Søs;
De To er i Ugledi.

To ligge her paa Kirkegaarden,
Min Søster og min Bror;
Og i Huset der ved Kirken jeg
Bor tætved med min Mor.« —

»Du siger, To er nu til Søs,
Og i Ugledi er To;
Dog er I Syv! Mit søde Barn,
Det kan jeg ikke tro.«


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 13 23:25:38 2016 (www-data) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aarestrups/0234.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free