Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 19-20 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Taksigelsesadresser til Konge og Regering. New York
og Virginia gik endog saa vidt, at de rejste Statuer
for Kongen, medens andre af Kolonierne foretrak at
ære den Mand, som dog havde gjort mest til
Stempellovens Ophævelse, og rejste Statuer for
William Pitt.

Nu skulde man tro, at den hellige Grav var vel
forvaret, særlig da det, knap et halvt Aar senere,
blev overdraget Pitt at danne et nyt Ministerium, medens
han selv blev ophøjet i Pairsværdigheden som Lord
Chatham. Men
hans Gigt blev
han ikke af med,
den pinte og
plagede ham, saa
han ikke kunde
møde i
Overhuset og næsten
ikke formaaede
at følge
Begivenhedernes Gang fra
sit Sygeleje. Heraf
benyttede
Townshend,
»Regeringens onde Aand«,
sig og vovede,
støttet paa
Kongens Bevaagenhed,
stik imod Lord
Chathams Politik,
at bringe en
Række Forslag frem,
der alle gik ud paa at paalægge Amerikanerne nye
Skatter. Disse skulde, erklærede han, da Kolonierne
saa bestemt modsatte sig en direkte Beskatning,
udredes paa indirekte Maade, nemlig gennem
Toldafgifter paa Olie, Vin og Frugter, samt paa Glas, Papir,
Bly, Farvestoffer og Te.

Fig. 16. Charles Townshend. Efter Maleri af Sir Joshua Reynolds.

Kolonierne havde selv erklæret sig villige til at
betale saadanne Toldafgifter, vel at mærke under
den Forudsætning, at de gik direkte ind i
Statskassen. Men det blev udtrykkelig udtalt, at den derved
fremkomne Indtægt skulde benyttes til fast Lønning
af Guvernørerne — som tidligere helt eller delvis
var blevne lønnede af Kolonierne selv og derved
havde været mindre afhængige af Kronen — samt
til Lønning for de kongevalgte Dommere. Og derved
blev det lagt klart for Dagen, at det ikke saa meget
gjaldt om at skaffe Moderlandet en naturlig Indtægt
fra Kolonierne, som om at haandhæve Englands
Overherredømme over Kolonierne paa Bekostning af
deres Selvstyre. Thi at tillade Regeringen at blande
sig i deres indre Politik ved at gøre Guvernørerne
uafhængige af Kolonierne og ved at stille Dommerne
i Afhængighed over for Kronen, vilde være et endnu
alvorligere og mere faretruende Skridt end at tage
imod Stempelloven. Her gjaldt det den personlige
Frihed over for en despotisk Regerings vilkaarlige
og bestikkelige Guvernører og Dommere.

Hvad der var i Vente, var tydeligt nok.
Kolonien New York var af Regeringen bleven anmodet
om at sørge for Underhold af de engelske Soldater,
som, under Kommando af General Gage, laa i
Garnison i Byen, og Regeringen havde sendt forskellige
Instruktioner derover om Maaden, hvorpaa dette
skulde ske. Men Koloniens lovgivende Forsamling
foretrak at skaffe det nødvendige til Veje paa en
anden Maade, end Regeringens Instruktioner angav,
og Parlamentet vedtog nu paa Townshends Forslag,
som en Straf for denne Ulydighed, at erklære
Forsamlingen for opløst, indtil den i et og alt havde
fuldbyrdet Regeringens Vilje.

Det var netop en saadan Fremgangsmaade, som
vandt den absolutistiske Kong Georg III’s udelte
Tilslutning, og han gjorde øjeblikkelig alle Townshends
uovervejede og udfordrende Planer til sine, da denne,
et Par Maaneder efter at han havde ført dem
igennem i Parlamentet, gik hen og døde. »Townshends
amerikanske Politik var den glimrende politiske
Charlatans skæbnesvangre Testamente til den
tungnemme Fanatiker.« Thi Georg III var en Fanatiker
i sit Had til alle frie Bevægelser (se foran, Sp. 6—7).
Kampen med Kolonierne kom ham saare vel til pas
som en Begyndelse. Han vilde nemlig altid i England
kunne skyde sig ind under, at det var nødvendigt
at slaa Oprørerne ned i Amerika. Efter dem,
haabede han, kunde Turen komme til de Opsætsige i
Gammel-England selv, Lord Chatham og de øvrige.

I Løbet af kort Tid efter Townshends Død
forandredes atter Ministeriet; Lord Chatham trak sig
tilbage, alle de Mænd, som havde haft Forstaaelse
af Amerikanernes Stilling, fik deres Afsked, og nye
Mænd, udpræget fjendtligtsindede mod Koloniernes
Selvstyre, indtog deres Pladser. Blandt dem var der
særlig to Mænd, som stod højt i Kongens Gunst,
Lord North (norð), der overtog Townshends Embede
som Skatkammerlord og Lord Hillsborough
(hillsborro) som Koloniernes Sekretær.

Fig. 17. Patrick Henry. Efter Maleri af Sully.

Man gjorde sig i Amerika ingen Forhaabninger

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>