Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 23-24 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

England!« Og efter ni Dages Debat vedtoges det med
92 Stemmer mod 17, at Skrivelsen ikke skulde tages
tilbage. Forsamlingen blev øjeblikkelig opløst og
hjemsendt, men fra alle Dele af Landet sendtes der
Taksigelser til »de berømmelige 92«. Og aldrig
mødtes i de Dage Amerikanere ved et festligt Lag,
uden at der blev drukket en Skaal for »de
berømmelige 92«. Men i alle de Stater, hvor de lovgivende
Forsamlinger udtalte Tilslutning til Forsamlingen i
Massachusetts, lod Guvernørerne dem øjeblikkelig
opløse.

I Forsommeren 1768 kom det engelske Vagtskib,
Fregatten »Romney«, ud til Kolonierne og tog
Station i Bostons Havn. Dens Mandskab var af en
eller anden Grund ikke fuldtalligt; men det kunde
der efter engelsk — ganske vist lovløs — Skik let
raades Bod paa. Man sendte blot en Baad med
væbnet Mandskab i Land en Aftenstund, hjemsøgte
alle Knejper og Boder i Nærheden af Havnen og
fangede saa mange Mandfolk ind, som man havde
Brug for; de bragtes om Bord og maatte derefter
gøre Tjeneste til Søs. Det kaldtes »at presse«.
Denne barbariske Fremgangsmaade, der endnu
bestod længe efter i England, var i det utvivlsomt mere
fremskredne amerikanske Samfund forlængst blevet
betegnet som et skændigt Barbari, og tyve Aar i
Forvejen havde en »Presgang« i Boston fremkaldt
en alvorlig Tumult i Byen. Det var derfor mere
end uforsigtigt, at Chefen paa »Romney« lod et af
sine Fartøjer gaa ind en Aften og presse nogle
amerikanske Borgere. Men ikke nok dermed.
Under et intetsigende Paaskud beslaglagde Toldvæsenet
d. 10. Juni et Fartøj, Sluppen »Friheden«, som
tilhørte en af Byens Købmænd, førte det bort fra
Værftet og lod det lægge ud paa Siden af Vagtskibet.

Fig. 20. Lafayette. Efter et Kobberstik af Michel.

Hvis der blot havde været nogen Sandhed i de
engelske Embedsmænds Indberetninger om
Amerikanernes Tilbøjelighed til Oprør og Voldsomheder,
vilde man vel efter saadanne Overgreb finde et
Udslag deraf i Form af blodig Hævn paa en eller
anden Maade. Men alt, hvad der skete, var, at
Arbejderne paa Værftet ved Stenkast søgte at forhindre
Orlogsgasterne i at bemægtige sig Fartøjet, at
Toldkontrolørens Ruder blev slaaet ud, og at en af hans
Baade blev trukket op paa Land og brændt. Ejerens
og Samuel Adams Ankomst paa Stedet var nok til at
faa Hoben til at afstaa fra videre Uordener. Og
den almindelig forhadte Guvernør Bernard burde,
af hvad der tildrog sig nogle Dage senere, have
kunnet indse Ubetimeligheden og Urimeligheden af
sine stadige Nødraab til Regeringen om, at han
maatte have Tropper derud til at forsvare sig, da
han daglig gik i Fare for sit Liv. Den 15. Juni
blev det paa et overordentlig stærkt besøgt Møde i
et kirkeligt Forsamlingshus vedtaget at indgive en
Besværing til Guvernøren over de amerikanske
Borgeres ulovlige Presning til Søtjeneste, og over
at Byen blev behandlet næsten som en fjendtlig
og erobret By, hvortil endelig blev føjet en
bestemt og alvorlig Opfordring til ham om
uopholdelig at fjerne Orlogsskibet fra Byens Havn. Det
blev overdraget 21 af Byens første Borgere at
overbringe Guvernøren denne Klages Vedtagelse i hans
Bolig paa Jamaica Plain.

Hvad Grund Guvernør Bernard havde til at frygte
for sit Liv, er ikke let at vide. I de sidste tre Aar,
hvor alle Sind havde været i Spænding og Ophidselse
over den truede Frihed, var der kun forefaldet én
Udskejelse, som kunde kaldes en virkelig
Voldshandling; det var Ødelæggelsen af Hutchinsons Hus.
Men selv dér var der ikke udgydt en Draabe Blod.

Og vi maa da haabe, at Guvernøren følte noget
i sit Indre i Retning af Skamfølelse, da han hin
smukke Juni Eftermiddag fra sit aabne Vindu saa’
Optoget fra Forsamlingshuset bevæge sig ned imod
sin Bolig. Ingen vild og støjende Folkehob med
truende Holdning, men elleve Chaiser (smaa
Kaleschevogne) paa Rad, der bevægede sig ned ad Alleen og
til sidst holdt uden for hans Dør. Ud af dem
trinede 21 adstadige Herrer, som førte sig saa net og
nydeligt og talte saa belevent og dannet, at Guvernøren
glemte sin Ængstelse og lod sin Tjener bringe et
Par Flasker Vin fra Kælderen. Man klinkede og
drak, og det hele saa ud som en
Jubilæumsdeputation. Den ældste af de 21 Herrer overrakte
Guvernøren Dokumentet, og bad ham velvilligst læse det
igennem og ved Lejlighed lade dem sin Mening vide.
Og saa skiltes man med mange Buk og sirlige Hilsner,
thi man var endnu i Pudderparykkernes,
Knæbuksernes, de lange Stokkes og Skospændernes Tid og
satte Pris paa Belevenhed og fint Væsen. Og de 21
Herrer steg atter op i deres Kaleschevogne og
rullede bort, medens Guvernøren satte sig til rette i
sin Lænestol ved det aabne Vindue og læste Papirerne
igennem.

Men da han kom til Forlangendet om at fjerne
Vagtskibet rystede han paa Hovedet. Hvem skulde
saa forsvare hans dyrebare Liv og Gods? Og den
næste Dag blev det meddelt Deputationen, at
Fregatten maatte blive liggende, men fremtidig skulde
Presningen af amerikanske Borgere ikke finde Sted.
Og dermed slog man sig foreløbig til Ro.

Da Kjøbenhavns Borgere i Marts 1848 med Byens

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>