Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 27-28 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

stakkels Soldater ligge under aaben Himmel. Borgerne
i Byen tillod derfor Obersten for denne ene Nat at
indkvartere sine Soldater i selve Raadhuset, Faneuil
Hall. Det var noget næsten ydmygende!

Fig. 22. Faneuil Hall i Boston »Frihedens Vugge« Efter et samtidigt Kobberstik.

Guvernøren, som saa’, at det ikke var saa farligt,
kom nu atter ind til Byen, og gik rundt med
Obersten for at finde Huslejlighed. Men hvor de kom,
fandt de lukkede Døre. Endelig opdagede de et
gammelt faldefærdigt Hus, som tilhørte Kolonien. »Det
kan vi bruge, naar vi ikke kan faa andet«, sagde
Obersten. Det viste sig imidlertid, at Huset var
beboet, og at Beboerne vidste, hvad de havde at gøre.
»Kast os ud, om De tør,« sagde de til Guvernøren.
Men det turde hverken han eller Obersten eller den
kommanderende General over Hs. britiske Majestæts
Tropper i Nordamerika, General Gage, indlade sig
paa. Endelig maatte de bekvemme sig til, for ikke
at nødsages til at lægge deres Folk i Kvarter ude
paa de gamle Barakker paa Fort William, en Ø i
Havnen, hvor de var helt borte fra Byen, i dyre
Domme at leje Husrum hos nogle engelske Husejere;
og for at vise, hvad de nu var for nogle Pokkers
Karle, blev der uden for Huset plantet to Kanoner
med Mundingerne vendt mod det gæstfri Raadhus.

Bernards Optræden havde imidlertid vakt
Betænkelighed i England; man forstod, at han ikke var
den rette Mand paa Pladsen, kaldte ham tilbage og
gav ham Titel af Baronet, thi det maatte ikke se
ud som en Indrømmelse. En saadan Komedie kunde
man nu spille med en Embedsmand; de Townshendske
Skattepaalæg derimod, som var Skyld i hele Striden,
kunde man nok tage tilbage, men man vilde ikke
kunne undgaa, at dette blev betragtet som et
Nederlag for Regeringen. Der var vel dem i Parlamentet,
der ikke vilde høre noget om Indrømmelser over
for »denne Skare af uforbederlige Slubberter, som
maa være glade for hver Dag, der gaar, inden de
bliver hængt,« som den lærde Dr. Johnson sagde,
eller som Lord Hillsborough smagfuldt udtrykte sig:
»Kun med Strikken om Halsen skal Amerikanerne
tiltrygle sig Indrømmelser fra Regeringen«. Selv
Premierministeren, Lord North, udtalte sig i samme
Retning, omend mindre barskt. »Amerika maa frygte
en, før det kan elske en«, sagde han. »Jeg er en
bestemt Modstander af den Tanke at tilbagekalde
Parlamentets Beskatning af Kolonierne, og jeg vil
intet gøre dertil, før jeg ser Amerika ydmyget for
min Fod«.

Saadanne Udtalelser mødte dog stærk Modstand
hos den frisindede Opposition, og den brave Barré
paaviste med Varme, at England selv vilde tabe mest
ved at underkue og slavebinde Kolonierne, og førend
nogen i Amerika havde vovet at udtale sligt,
forudsagde han i selve det engelske Parlament Koloniernes
Frafald. »Et lykkeligt og velstaaende Amerika, som
med Fasthed og Selvfølelse hævder sine Rettigheder
og forsvarer sine Friheder, vil være rede til at
kæmpe Side om Side med England, vil staa os bi,
om vi skulde trænges af en overmægtig Fjende.
Det vil være det naturlige Marked for vore
Frembringelser, støtte vor Handel og bringe vore Byer
store Rigdomme. Hvis ej vi forandre vor Politik
over for Amerika, vil vi miste Kolonierne, alle som
én. Men først og fremmest maa Toldskatterne
ophæves«.

Af Skade bliver man klog men sjælden rig, siger
et gammelt Ord. Tabet af de amerikanske Kolonier
var de Lærepenge, som England maatte bøde for at
komme til Forstaaelse af, at det kun er ved den
størst mulige Frihed i alle Retninger, at Kolonier
kan blive til Rigdomskilder for Moderlandet.

Fig. 23. Udskibning af engelske Tropper i Boston 1768. Efter et Kobberstik af Paul Revere.

Til Trods for Ministrenes store Ord fandt
Regeringen det dog rigtigst at ophæve de af Townshend
paalagte Toldskatter med Undtagelse af Skatten paa
Te. Samtidig blev den ledige Guvernørpost besat med
den tidligere Overdommer, den lærde Hutchinson (se
Portrættet Sp. 12), der var født i Boston og som
tidligere havde været i Besiddelse af sine Landsmænds
Tillid. Men allerede under den indledende Kamp
mod Stempelloven havde det vist sig, at han i
Spørgsmaalet om Moderlandets Herredømme over
Kolonierne ganske stod paa Regeringens Side. Om
han end havde fraraadet Vedtagelsen af Stempelloven,
havde han dog, da den først var bleven vedtaget,
ment, at den skulde opretholdes. Det var denne
hans konservative Politik, der havde bragt Folket
til at plyndre hans Hus i 1765, og det var den, der
gjorde ham endnu mere irriterende for hans

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>