Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 39-40 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sandsynligvis ikke vilde kunne opnaas. Tvert imod,
Myndighederne gik naturligvis Regeringens Ærinde
og søgte at drive Sagen paa Spidsen. Hutchinson
gav Ordre til Kommandanten i Kastellet Fort William til
at holde vaagent Øje
med »Dartmouth«
og til øjeblikkelig at
fyre paa den, i Fald
den søgte at stikke
i Søen; for
yderligere Sikkerheds
Skyld blev to for
Vinteren oplagte
Orlogsmænd taklede
igen og lagte for
Anker uden for
Havnemundingen.

Fig. 30 Sir William Howe. General.

Torsdag den 16.
December, Dagen før
Liggedagenes Udløb,
var der samlet en
syv Tusind
Mennesker i Gamle Syd
Kirke og paa
Pladsen foran. Kaptajnen
paa »Dartmouth« havde faaet Afslag hos
Toldinspektøren paa sin Anmodning om et Udklareringsbevis;
nu stod kun den sidste Udvej tilbage, at Rederen
fik et Pas for sit Skib hos Guvernøren. Men denne
havde forudset, at en saadan Fordring vilde blive
stillet til ham og havde spillet Amerikanerne et Puds
ved at tage ud paa sit Landsted. Kunde blot Tiden
hales ud til næste Morgen tidlig, var de nødt til
enten at finde sig i, at Teen blev losset eller ogsaa
at begynde en uforberedt Opstand og stemple sig
som Oprørere, over for hvilke han var berettiget til
at gribe ind med Vaabenmagt.

Men Amerikanerne lod sig ikke saa let tage ved
Næsen. Uagtet Vejen var lang, lod de øjeblikkelig
Mr. Rotch køre derud, alt hvad Remmer og Tøj
kunde holde, og imens overvejede Bostonmændene
under Samuel Adams
Ledelse, hvorledes de
skulde gaa frem i
Tilfælde af, at Guvernøren
nægtede Skibet et Pas.

Fig. 31. Richard Lord Howe. Admiral.

Man snakkede frem
og tilbage, og
Forsamlingen var en Tid
meget tvivlraadig. Da
hørte man paa én Gang
en gammel Mand
henkastende og med et
lunt Smil ytre: »Jeg
kan aldrig vide, om
Te kan trække i
Saltvand?«

Man forstod
øjeblikkelig Antydningen.
Men af den store Mængde
Mennesker, som
klappede og raabte Bravo, var der kun ganske enkelte,
der gjorde sig klart, hvordan det kunde udføres.
Dog, Ordene havde virket befriende, og under
stormende Tilslutning blev det vedtaget, at
hvorledes det end maatte gaa, Teen skulde ikke komme
i Land.

Mørket var imidlertid faldet paa, og Time efter
Time sneg sig hen. De mange Mennesker afventede
roligt i Kirken og paa Pladsen udenfor Guvernørens
Svar. Endelig kom Rotch tilbage — Guvernøren
havde nægtet ham et Pas.

Den store, menneskefyldte Kirke var kun svagt
oplyst; paa Prædikestolen brændte et Par Lys foran
Samuel Adams. Paa ham hvilede alles Øjne. Han
rejste sig, og i den dybeste Stilhed sagde han
langsomt, men højt og klart: »Denne Forsamling er ikke
i Stand til at gøre mere for at frelse Fædrelandet.«

Da indtraf der det mærkelige, at i samme Nu,
som han udtalte disse Ord, lød der et af Indianernes
Krigsskrig uden for Kirkedøren. Og de, der stod
nærmest, saa’ en halvhundrede Mohawk-Indianere i
fuldt Løb bevæge sig ned mod Griffins Værft.
Mængden fulgte efter og saa’ dem forsvinde om Bord i
Teskibene. I den stille, frostklare og maanelyse Aften
hørte man Lugerne blive løftede af paa alle Skibenes
Dæk og hurtig Travlhed oppe som nede. Da
Klokken slog 9, var alle
Tekisterne langet op
paa Dækket, lukket
op og deres Indhold
styrtet i Søen. Men
alt foregik i den
største Ro og Orden.
Der var ingen
Optøjer af nogen Slags,
og ingen led mindste
Overlast; thi under
Mohawk-Indianernes
Dragt skjulte der
sig ansete og
besindige Borgere i
Boston.

Fig. 32. Charles Lee. General.

Denne
Begivenhed hin Vinteraften
i Bostons Havn har
faaet den
spøgefulde Betegnelse:
Bostoner Aften-Te. Men
det var en af de vigtigste Begivenheder i Verdens
Historie. Det var en Gnist fra Reformationens
rensende Brand i dens første Dage, en Gnist, der til
Held for Menneskeheden var bleven holdt i Glød
hos det frie engelske Folks bedste, alvorligste og
selvstændigste Mænd.

I de øvrige Havnebyer var det ikke nødvendigt
at gribe til et saa alvorligt Middel som i Boston.
Thi i disse havde de kongelige Agenter frasagt sig
deres Bestilling, og der var saaledes ingen til at
modtage Teen eller til at betale Told af den. Den blev
oplosset og i kort Tid ødelagt i Toldvæsenets fugtige
Kældre. I Philadelphia blev Teskibene stoppede,
førend de naaede indenfor Toldvæsenets Jurisdiktion,
og Kaptainen blev overtalt til at stikke i Søen igen
og vende tilbage til Europa.

Bostons Optræden blev hilset med stor Glæde i
alle Kolonierne, men vakte Regeringens største
Forbitrelse. General Gage, den Højstkommanderende
over de engelske Tropper, der netop var kommen over
til England paa en Rekreationsrejse, erklærede, at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>