Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 45-46 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Koloni-Forsamlingerne som uafhængige, lovgivende
Myndigheder, hver inden for sin Kres, og Berettigelse for
dem alene til at paalægge Skatter og lede den
koloniale Forvaltning. Dernæst optegnedes alle
Koloniernes Rettigheder og Friheder, og endelig opfordredes
Regeringen til at tilbagekalde 11
Parlamentsbeslutninger, hvorved i Tidens Løb Amerikanernes Friheder
var blevet indskrænkede. Den 26. Oktober 1774
opløste Kongressen sig efter at have afsendt Adresser
til Kong Georg, til det engelske Folk og til
Befolkningen i Britisk Amerika.

Fig 36. Gamle Nord-Kirke i Boston, hvorfra Signalet vistes til Poul Revere.

Den krigerske Holdning, som havde givet sig til
Kende paa Mødet i Milton, fandt ogsaa snart sit
Udslag i Forberedelser til væbnet Modstand. De
militære Lærdomme fra Krigen med Frankrig var
ikke glemte endnu. Landeværnet mødte paa ny,
udvalgte sine Officerer og udpegede en Tredjedel af
Mandskabet til at være parat til at stille paa
Alarmpladsen med et Øjebliks Varsel —
Minutmændene, som de kaldtes. Alle vaabenføre Mænd
fra 15—70 Aar erklærede sig rede til at tage
Bøssen i Haand, og snart havde hver By og
hver Landsby en Øvelsesplads, hvor gamle
Soldaler fra sidste Krig oplærte det unge
Mandskab i Vaabenbrug.

Længe skulde det ikke vare, inden det blev
til Alvor. Gage havde fra England haft Ordre
til at fængsle Samuel Adams og den rige
Bostoner Købmand John Hancock som de værste
Urostiftere. Men Generalen havde forstaaet, at
dette vilde være Signalet til en Rejsning, hvis
videre Forløb var umuligt at overse, og havde
intet Skridt foretaget i den Retning. Derimod
havde han forsøgt at lokke Samuel Adams ved
Løfter om Belønninger, om han vilde afholde
sig fra yderligere Modstand mod Regeringen.
Hans tidligere Holdning vilde utvivlsomt føre
ham til Galgen, hvorimod rige Gaver og
Æresbevisninger ventede ham, hvis han søgte Fred og
Forsoning med Kong Georg. »Hils Deres Herre,«
sagde Samuel Adams med dirrende Stemme til
Guvernørens Sendebud, »og sig ham, at jeg trøster mig
til forlængst at have søgt Fred og Forsoning med
Kongernes Konge, og føj til, at Samuel Adams raader
Guvernør Gage til ikke længer at krænke et Folk,
som snart er bragt til det yderste.«

I England begyndte man at undres over, at Gage,
der havde lovet Regeringen en saa let Sejr, endnu
ikke havde foretaget sig noget som helst, ikke en
Gang saa meget som at sende de to nævnte Mænd
over til Dom og Straf som Højforrædere. Nu i Februar
1775 indløb der derfor bestemt Ordre til ham om
at fængsle dem. Men under hvilket Paaskud? Til
Trods for den Nød og Elendighed, som Bostons
Afspærring fremkaldte i Byen, og til Trods for at hele
det administrative Maskineri var gaaet i Staa,
overholdt Befolkningen dog den største Ro og Orden,
takket være det amerikanske Samfunds store politiske
Udvikling og Samuel Adams og John Hancocks
Indflydelse. Selv Aarsdagen for Bostonerblodbadet gik roligt
hen, og Guvernøren brød forgæves sin Hjerne for at
finde paa en Udvej. Da fik han Underretning om,
at de to Mænd havde forladt Byen og midt i April
vilde opholde sig i den lille By Lexington. Dèr
vilde deres Paagribelse kunne gaa lettere og mere
ubemærket for sig end i Boston, og den 18. April sendte
han en Styrke paa 800 Mand af Sted for at gribe
dem. Efter endt Gerning i Lexington skulde Styrken
gaa videre til Concord og ødelægge nogle Forraad af
Vaaben og Ammunition, som Amerikanerne havde
begyndt at samle.

Forberedelserne var blevet taget med den størst
mulige Forsigtighed og Hemmelighedsfuldhed, og intet
Menneske fik Lov at forlade Boston, efter at de 800
Mand i Nattens Mørke var marcheret ud af Byen.
Men Dr. Warren havde faaet Nys om, at der var et
og andet i Gære og havde forinden sendt to
paalidelige Mænd ud uden for Byen, som efter aftalte
Signaler inde fra Byen sporenstregs skulde bringe
Melding til Lexington om de fremrykkende Fjender, og
hvad Vej de kom.

Fig. 37. Jonathan Harringtons Hus med Mindestenen om Minutmændenes Stilling.

Den ene af disse Mænd var Bogtrykkeren og
Maleren Poul Revere (Portræt Sp. 30). Han stod
ved Siden af sin opsadlede Hest i den stille Aften
paa den anden Side Charles-Floden, som udmunder
ved Boston, hvor det engelske Vagtskib laa og sagte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>