Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 53-54 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

»Bønderne« kunde afslaa et saadant Angreb. General
Howe rykkede frem fra Søsiden, General Pigot fra
Landsiden, begge under stadig Skyden og uden
Modstand, indtil de stod c. 150 Alen fra Amerikanerne,
der som erfarne Skytter gemte deres Skud, til de
var sikre paa deres Bytte. Og ikke før paa dette nære
Hold faldt deres første Salve, »der som en Le mejede
de forreste engelske Rækker ned.« Faa Minuter
efter var Englænderne i vild Flugt tilbage til deres
Baade.

Et Par Timer efter forsøgte de, forstærkede med
nye Regimenter og dækkede af Røgen af Charlestown
By, som de havde stukket i Brand, et nyt Angreb
med lige saa lidet Held som det første. Amerikanerne
lod dem denne Gang komme sig paa 80—90 Alens
Afstand, før de afgav deres sikre Skud, hver Mand
tagende en »Rødkjole« (de engelske Soldaters Uniformer
er røde) paa Kornet med samme Ro, som Jægeren
udpiller sig en Agerhøne af Flokken.

At opgive Boston efter to afslaaede Stormangreb
vilde imidlertid være et saadant Nederlag, aandeligt
som legemligt, at General Howe følte, at det yderste
maatte voves. Kl. 6 om Eftermiddagen lykkedes det
endelig Englænderne at sætte sig fast paa Bunker
Hill, men først efter at Amerikanerne havde
bortskudt deres sidste Patron og efter en Times hidsig
Nærkamp mod den mere end dobbelt saa store
Overmagt. Englænderne havde mistet 1054 Mand, deraf
et uforholdsmæssig stort Antal Officerer. Thi de sikre
amerikanske Skytter havde først søgt sig
Befalingsmændene ud. Alle General Howes Stabsofficerer var
faldne; af enkelte engelske Afdelinger var der, efter
den sidste Storm, kun fem Mand tilbage.

Fig. 43. Kosciuszko. Efter Portræt af Valentin Sliwicki.

Amerikanerne mistede i deres dækkede Stillinger
kun 449 Mand, deriblandt den ansete og afholdte Dr.
Warren, der kommanderede sine Landsmænd som
General-Major. Ogsaa James Otis, der efter hint
Overfald, hvor han havde faaet et Slag i Hovedet,
levede som en sindssyg Stakkel hos en Søster i
Nærheden af Charlestown, var med ved Bunker Hill.
Da Slagtummelen naaede hans Øre, styrtede han af
Sted, laante under Vejs en Bøsse og stillede sig med
den i Geleddet.

Sejren ved Bunker Hill var dyrekøbt. »Vinder
Englænderne to saadanne Sejre endnu,« sagde den
franske Udenrigsminister, »er det forbi med deres
Herredømme i Amerika.« Amerikanerne havde vist,
at de formaaede at forsvare sig, og Kong Georg
begyndte at faa Følelsen af, at hver Fodsbred Jord
maatte erhverves med Blod. Washington erklærede, at
efter Slaget ved Bunker Hill kunde ingen tænke paa
at indskrænke Koloniernes Friheder. Men Franklin
gik endnu videre og sagde: England har for
bestandig mistet sine Kolonier i Amerika.

Fig. 44. Benedict Arnold.

Amerikanernes uventede Modstandskraft gjorde et
saadant Indtryk paa den nye Øverstkommanderende,
General Howe, at han
mente at maatte gaa frem
med den yderste
Betænksomhed og grundigt
forberede sig, inden han gik
over til Angreb. Det
passede godt for hans lidt
magelige Natur. Det
passede endnu bedre for
Amerikanerne, der
ingenlunde var i en saa
kampberedt Stand, som
Englænderne syntes at antage.
Det var deres store
Dygtighed som Skytter, der
havde virket saa
imponerende baade ved Lexington
og ved Bunker Hill. Om David Morgans Skyttekorps
gik der det Sagn, at hver Mand i Korpset i
Hurtigmarsch kunde skyde et Egern med sin Riffel i
1000 Alens Afstand. Men hvad nytter den bedste
Riffel og det sikreste Øje, naar man mangler Krudt
og Kugler? Og uden Mad og Drikke duer en Helt
kun lidet. Da Washington den 3. Juli 1775 tog
Kommandoen over Kontinental-Armeen paa Cambridge
Fælled, manglede den alt undtagen Mod og Begejstring.
Og det uheldigste var, at der ikke eksisterede nogen
organiseret Regering, som kunde tage Ledelsen i sin
Haand og gøre lovlig Udvej for Ammunition,
Beklædning og Proviant samt ved Lov sørge for
Mandskabets Udskrivning, Indkaldelse, Tjenestetid og
Lønning. Thi Kongressen, der kun betragtede sig som
en ved Tidsforholdene nødvendiggjort raadgivende
Forsamling, vilde ikke tiltage sig den Myndighed at
paalægge Skatter og udskrive Rekruter. De gamle
lovlige Regeringer i de forkellige Kolonier var
opløste af Guvernørerne, og Staterne var i Virkeligheden
uden nogen Regering.

Atter her gik Massachusetts i Spidsen og valgte,
med Henvisning til sit gamle Frihedsbrevs Ord,
en ny lovgivende Forsamling, som derpaa atter
nedsatte et Raad (Senat) paa 28 Medlemmer. Her var
den kongelige Myndighed ganske sat til Side, og
Opraabet til alle Borgere om at vise den nye Regering
Lydighed og Støtte sluttede ikke som før med den
gamle Formel: Gud bevare Kongen, men med den
nye: Gud bevare Folket.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>