Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 57-58 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fra at skyde paa Tropperne, medens disse og de
omtrent 900 royalistiske Borgere i Boston indskibede
sig paa den engelske Flaade, hvorimod Howe forpligtede
sig til ikke at ødelægge noget som helst af det
efterladte Materiel m. m. Den 17. Marts rømmede han Byen,
og samme Dag rykkede Washington ind. 200 Kanoner,
samt Bøsser, Kugler, Krudt o s. v. i Overflødighed faldt
i hans Hænder uden Tab paa Amerikanernes Side.

Fig. 47. »Et værdigt Broderpar«. Satire paa Kong Georgs Forbund med Indianerne.

Der var imidlertid forefaldet Begivenheder, som
havde bragt Størstedelen af Koloniernes Befolkning
til at se paa Foreningen med England med andre
Øjne end hidtil. Den langt overvejende Del af
Amerikanerne havde tidligere kun sat sig imod
Regeringens Overgreb uden nogen Tanke om at ophæve
den gamle Forbindelse med Moderlandet. Det var
kun enkelte klartseende Politikere, der havde haft
Øje for, at et Brud før eller senere var uundgaaeligt.
Og Regeringen havde ene og alene sig selv at takke
for, at Amerikanerne efterhaanden blev mere og mere
fortrolige med Tanken om helt at løsrive sig.

Endnu i August 1775 besluttede Kongressen i
Philadelphia at forsøge, om ikke Kong Georg nu skulde være
kommen til Forstaaelse af, at Amerikanerne ikke vilde
lade sig fravriste deres lovlige Rettigheder. De vedtog
derfor at sende et Bønskrift til Kongen om at værne
om deres Frihedsbreve; for ikke at opirre ham
betegnede de sig i sine Underskrifter ikke som
Kongressens Medlemmer men enkeltvis som Talsmænd
for deres Medborgere. For yderligere at fremhæve
deres fredelige Holdning valgte de en ivrig
kongeligsindet, Richard Penn, en Ætling af Kvækernes Stifter,
til Overbringer af Bønskriftet.

Men medens Kongressen afventede det kongelige
Svar paa denne den sidste Adresse, som skulde blive
sendt den engelske Krone fra dens amerikanske
Undersaatter, tog en engelsk Søofficer, Kaptajn
Mowat, sig paa i Oktober 1775 med fire Orlogsbrigger
at skyde den aabne By Falmouth, nu Portland, i
Brand. Underretningen om denne, af den engelske
Regering selv misbilligede Skændselsgerning naaede
Kongressen samme Dag som Meddelelsen om, at Kong
Georg hos tyske Smaafyrster havde købt Lejetropper
til Benyttelse mod sine Undersaatter i Amerika. Kong
Georg havde først forsøgt at købe Kanonføde hos
Kejserinde Catharina af Rusland, men havde af hende
faaet Afslag med det bedske Spørgsmaal, om han
fandt det foreneligt med sin Værdighed at bruge
fremmede Tropper mod sit eget Folk. Hertugen af
Brunsvig derimod, Fyrsterne af Waldeck,
Anhalt-Zerbst o. fl. a., som havde smaa Indtægter og
dyre Tilbøjeligheder, saa’, at lier var gode Penge
at tjene. De stillede en Hær paa 16—17000 Mand
paa Benene, fik foreløbig i Haandpenge for hver
Soldat 7 Pd. 10 sh. (114 Kr.), der fordobledes for
hvert Aar, Krigen varede, og c. 100 Kr. for hver
Mand, der faldt eller blev utjenstdygtig.

Det var i Anledning af denne Menneskehandel, at
Frederik d. II. af Preussen i bidende Haan krævede
Afgift af alle de lejede Soldater, der maatte passere
hans Lande, idet han forlangte dem fortoldet som
»Kvæg, udført til Slagtning i Udlandet«.

Og saa kom der endelig Besked fra England.
Kongen havde hverken villet høre eller se Richard
Penn eller hans medbragte Bønskrift. Derimod
udstedte han en Proklamation, hvori han kaldte alle gode
Borgere til Hjælp mod hans oprørske og vildledte
amerikanske Undersaatter. Men de gode Borgere var
ikke meget villige til at efterkomme Kongens
Opfordring, og Lord Chatham blev ikke træt af atter og
atter at gentage, at Amerikanerne var i deres gode
Ret, og at det engelske Folk skulde være det sidste
til at gribe til Vaaben imod dem. Hans Søn, Lord
Pitt, der tjente som Officer i Arméen, lod han træde
ud af denne Stilling, for at han ikke skulde komme
til at kæmpe imod de Mænd, der forsvarede alle
engelske Borgeres fælles Rettigheder.

»Nu, Broder Oprører,« sagde en Mand fra en af
de sydlige Kolonier til en Mand fra de nordlige, »nu
skulde jeg mene, at vi har faaet Svar nok paa vort
Bønskrift. Jeg behøver i alt Fald ikke mere, men
er rede til at stemme for, at vi erklærer os for
uafhængige.«

Det var nu dog kun de færreste, der tænkte saa
klart og resolut som denne Mand. De fleste kunde
nok indse, at noget maatte der gøres, uden dog at
være i Stand til helt at slaa en Streg over den gamle
Forbindelse med Moderlandet. For dem kom Thomas
Paine’s lille Bog »Common Sense« (Sund Fornuft) som
et Ord i rette Tid; hele Forholdet til England var
her fremstillet klart og livligt, medens det til
Slutning blev tydelig bevist, at Forsoning var en
Umulighed, og at Øjeblikket var kommet for Kolonierne til
at rive sig løs fra England.

Fig. 48. Independence Hall i Philadelphia.

Bogen vakte en umaadelig Opsigt; thi den udtrykte
netop, hvad der som vage, uklare Forestillinger
bevægede sig i en Mængde Menneskers Tanker. Men nede

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>