Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 77-78 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

(se Billede Sp. 57), og Regeringen maatte i
Underhuset høre de voldsomste Bebrejdelser derfor.
Ministeren forsvarede sig med, at General Burgoyne paa
det bestemteste havde forbudt Indianerne at myrde
Børn og Kvinder og at skalpere de Saarede og
Fangne. Ved at høre dette, slog Burke en vældig
Latter op. »Det er glimrende!« udbrød han. »Lad
os antage, at der udbryder Oprør paa Tower Hill
(et Kvarter i London omkring den gamle Borg Tower).
Hvad skulde Dyrevogteren i Hs. Majestæts Menageri
saa gøre? Skulde han ikke smække alle Burenes
Døre op og sige til de vilde Bestier: Gaa ud I ædle
Løver, I rare Bjørne, I ømtfølende Hyæner, gaa ud
og tag Jer af Sagerne! Men jeg besværger Jer, saa
sandt som I er Kristne og lever i et civiliseret
Samfund, at I passer nøje paa ikke at gøre noget
Menneske Fortræd, hverken Mænd, Kvinder eller Børn.
Det maa I love mig bestemt«.

Fig. 56. General Steuben.

Den menneskekærlige General Burgoynes
Formaninger havde i Virkeligheden ikke haft større
Virkning paa de Vilde, end Dyrevogterens vilde have paa
hans Løver og Hyæner. Og de Grusomheder, som
Indianerne udøvede, gjorde mere til at samle Staten
New Yorks Befolkning under Stjernebanneret, end de
mest glimrende Sejrvindinger. Særlig Historien om
Jane Mc. Crea (djeen mækkri’) fløj Landet rundt og
vakte overalt det største Raseri. Den smukke Jane
Mc. Crea, Datter af en skotsk Præst langt mod Nord,
var i Besøg hos en Slægtning af sig, Mrs. Mc. Neil,
i Nærheden af Fort Edward, da Huset om Morgenen
den 27. Juli blev omringet af en Sværm Indianere,
der slæbte de to Damer bort med sig. Haardt
forfulgte af nogle amerikanske Soldater maatte de give
Slip paa Mrs. Mc. Neil, men undslap i Skoven med
hendes Veninde. Den næste Dag sad Mrs. Mc. Neil
i den engelske Lejr og tænkte med Gysen paa den
stakkels Jane, da en vældig stor Indianer-Høvding,
der gik under Navnet »Panteren«, kom ind i Lejren,
med Stolthed svingende en Skalp. Men Mrs. Mc.
Neil udstødte et Rædselens Skrig, thi ingen anden
end hendes kære Jane havde saa langt og silkeblødt
et Haar som det, hun nu med Gru saa i Panterens
Haand. Hun var bleven skudt, forklarede denne med stor
Ro, ganske tilfældig skudt, medens de sloges med
Amerikanerne. Og et Par Dage senere fandt man
hendes Lig, gennemboret af tre Kugler. Men
Tilfældigheden troede ingen paa. General Burgoyne vilde
have Panteren hængt, men vovede det ikke paa
Grund af den Anseelse, han nød hos sin Stamme.
Derimod forbød han Indianerne at strejfe om uden
Ledsagelse af en engelsk Officer. Da de Vilde hørte
denne Befaling, som gjorde saa stort et Indgreb i
deres Friheder, knurrede de et Par Dage. Paa den
tredje lød der paa en Gang et vildt Hyl; det var
Kong Georgs kobberrøde Venner, der istemte
Krigsskriget, svingede deres Tomahavker og styrtede
afsled til Skovene, hvor de hørte hjemme.

General Burgoyne følte, at han — ganske modsat af,
hvad han havde ventet, — havde hele Befolkningen
imod sig. Ingen bragte ham Tilførsel af nogen Slags,
og han var ganske henvist til at hjælpe sig selv. I
en lille Landsby, Bennington, ved Foden af Green
Mountains havde Amerikanerne samlet store Forraad
af Krigsmateriel, Proviant og Heste; dér vilde han
finde alt, hvad han trængte til, og sandsynligvis let
kunne tage det; thi den amerikanske Bedækning var
ganske ubetydelig. Den 13. August sendte han en
Styrke paa 1100 Mand med 4 Kanoner til
Bennington for at bemægtige sig alle Herlighederne.

Men Minutmændene eksisterede endnu. Næppe
var der kommen Bud om Englændernes Planer, før
den gamle Oberst Stark stod rede til at modtage
dem med 800 Frivillige, og i Nattens Løb kom der
mindst lige saa mange til. Da Englænderne den 16.
August søgte at trænge ind til Bennington, blev de
slaaet tilbage og fuldstændig oprevne. 700 Fanger,
4 Kanoner og en Mængde Vaaben faldt i
Amerikanernes Hænder.

General Burgoyne begyndte at føle sig ilde til
Mode, da de flygtende naaede tilbage til Fort
Edward med Efterretningen om Nederlaget. Nu havde
han kun ét Haab, at Howe eller St. Leger maatte
naa frem til Albany og komme ham i Møde.

Da fik han, sidst i August, den Hjobspost, at St.
Leger med faa Rester af sit Mandskab havde maattet
flygte tilbage til Canada.

St. Leger var med sit Korps paa henimod 1200
Mand gaaet ned ad St. Lorenzfloden til Ontario Søen.
Der var i Forvejen af Regeringen blevet indledet
Underhandlinger med de forskellige Indianerstammer;
Mohawkindianerne under Anførsel af deres Høvding
Thayendanegea (Portræt, Sp. 48), der var døbt og
opfostret under civiliserede Forhold, og som
udmærkede sig lige saa meget paa »Krigsstien« som ved
sine Oversættelser paa Indiansk af det Ny Testamente,
stillede sig straks paa den engelske Generals Side og
fulgtes om end med nogen Tøven af Cayugastammen.
Da St. Legers Styrke herved var bragt op til 1,700
Mand brød han op fra Oswego, hvor han var gaaet
i Land, og gik gennem Skovene til Fort Stanvix, den
alleryderste af Civilisationens Forposter mod
Nordvest, opført paa Vandskellet mellem Ontario Søen og
Hudsonfloden for at beherske Forbindelsen mellem
New York og øvre Canada. Den 3. August lejrede
St. Leger sig foran Stanvix, som blev forsvaret af
Oberst Peter Gansevoort med 600 Mand, og
opfordrede ham til at overgive sig. Men Peter

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>