Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
OET NITTENDE AARHUNDREDE
af Lord Howes 13 Linjeskibe op i Kimingen, og
den franske Flaade maatte straks stikke i Søen for
at møde dem. Angrebet paa Rhode Island var
dermed ude af Verden. Thi inden det kunde komme
til Slag mellem de to Flaader, rejste der sig en vældig
Storm, der endnu næsten 100 Aar senere mindedes
som »den store Storm«, og nu gjaldt det først og
fremmest at kæmpe mod den. Flaaderne blev splittet ad.
og først 14 Dage efter begyndte de franske Skibe
atter at samles ved Newport. Men nu maatte de
først søge Havn og reparere, og det skulde i Følge
Sejladsordren ske i Boston. Forgæves paaviste
Amerikanerne og Lafayette, at det kunde ske lige saa godt
i en Havn paa Rhode Island, saa kunde de endda
spare Sejladsen til Boston og tilbage igen. Men de
franske Officerer havde deres Konges Ordre, deri lød
paa Boston, altsaa tog de de 4000 Mand om Bord
igen, sejlede til Boston og lod Sulliwan i Stikken.
Englænderne gjorde nu Udfald fra Newport mod
Amerikanerne, men blev slaaet tilbage ved Butts Hill den
29. August. Men Dagen efter maatte Sulliwan
forlade Øen paa Budskabet
om, at Clinton var gaaet
fra New York med 5000
Mand for at falde ham
i Ryggen.
Det mislykkede
Angreb paa den af
Englænderen Prescoil ilde
behandlede 0, og som
skyldtes de franske
Søofficerers Ulyst til at
ofre noget for
Amerikanernes Skyld, gjorde
et meget slet Indtryk i
Amerika, særlig i
Ny-England. Den strengt
protestantiske Befolkning
her havde aldrig set med gunstige Øjne paa
Forbundet med den katolske Stormagt, og hvor bitter
og hadefuld end Stemningen var mod Georg III’s
Regering, var der dog ikke Tale om fjendtlige
Følelser mod det engelske Folk. Den Del af Befolkningen
i de 13 Stater, som var af angelsaksisk Afstamning,
betragtede endnu stadig paa engelsk Vis
Franskmændene som fødte Fjender. Det kom da ogsaa paa
Skibsværfterne i Boston, hvor den franske Flaade
repareredes efter at have forladt Rhode Island, til
voldsomme Sammenstød mellem de franske Matroser
og de amerikanske Værftsarbejdere og" Haandværkere.
Da Grev d’Estaing havde faaet sine Skibe gjort i
Stand, gik han til Vestindien med dem og sine 4000
Mand for at varetage de Franskes Interesser her.
Washington havde for faa Tropper til at kunne
foretage sig noget mod Clinton, og Clinton følte sig for
svag til at foretage sig noget mod ham. Om
Undsætning fra England var der ikke Tale. Kong Georg
holdt ganske vist ca. 314,000 Mand under de
engelske Faner, men de var spredt over heie Jorden; og
i Amerika lagde den engelske Regering som før
omtalt nu Vægten paa Grænsekrigene og Erobringen af
de sydlige Stater. I det nordlige holdt altsaa
Washington og Clinton hinanden i Skåk, og Krigen
indskrænkede sig her efter August 1778 til
Plyndringstog ind i Connecticut, Virginia og New Jersejr, hvor
Folk blev slaaet ihjel og Byer og Landsbyer hærgede
og afbrændte.
Langt vildere gik det dog til paa Landgrænsen. I
Begyndelsen af Krigen havde en Mængde
Kongeligsindede i New York efter mange Stridigheder med de
amerikanske Fædrelandsvenner i Staten forladt Hus
og Hjem og var flygtet ud i de vilde Egne paa
Grænsen mellem New York og øvre Canada. Det
gamle Fort Niagara (nejæggara) ved Floden Niagaras
Udmunding i Ontariosøen, hvor den engelske Oberst
John Butler kommanderede, var deres faste Plads
og Stedet, hvorfra de gjorde deres blodige Udfald
imod Kolonierne. Paa disse Strejftog ledsagedes de
ofte af deres Forbundsfæller, Indianerne af de seks
Nationer, der med et fælles Navn kaldtes Irokeserne,
hvem de ikke gav noget efter i Blodtørst, Listighed
og Grusomhed. Thi de fleste af disse Nybyggere
var af skotsk Herkomst og havde endnu bevaret
meget af de skotske Højlænderes middelalderlige
Vildhed.
Oppe i det nordøstlige Pensylvanien, hvor
Susque-liannafloderi skummende bryder sig sin Vej gennem
skovklædte Bjergkløfter, laa den smilende og
frugtbare Wyoming Dal. Lokkede af dens Skønhed havde
Nybyggere, snart fra Pensylvanien, snart fra
Connecticut slaaet sig ned her; men Indianerne kendte
Krigsstien til det frodige Dalstrøg og havde hver
Gang lagt de opblomstrende Kolonier i Aske. Fra
1771 —1778 havde imidlertid Nybyggere fra
Connecticut endelig formaaet at modstaa Indianernes Angreb
og der var nu dannet en lille By med 3000 Mennesker,
med Kirker og Skoler, Agerbrug og Haandværk.
Befolkningen var meget fædrelandssindet og havde sendt
Størstedelen af sit unge Mandskab ind til
Washingtons Hær.
Man havde levet i Fred og Enighed indtil 1776,
da nogle Nybyggere kom til fra Hudson-Dalen. De
var ivrig kongeligsindede; der blev snart Skænderi og
Spektakel, og Enden paa det blev, at de blev jaget
ud. De søgte nu Tilflugt i Fort Niagara og fortalte
John Butler om deres Modgang. Han saa’ straks, at
et Anfald paa den værgeløse Koloni let lod sig
iværksætte, og sendte sine engelske Soldater af Sted tillige
med en Sværm af Seneca-Indianerne, som anførtes
af Høvdingen Sayenqueraghta eller »den gamle
Konge«. Den 3. Juli faldt de 1200 Mand over den
intet anende Koloni. Der blev netop Tid til at lukke
Kvinder og Børn ind i det gamle Fort, hvorpaa alle
vaabenføre Mænd gik Fjenderne i Møde. Men
Overmagten var for stor, og da Maanen stod op, belyste
den alle de Rædsler, som Indianerne plejede at
udøve over for deres Krigsfanger, denne Gang trolig
assisteret af Kong Georgs Soldater. Nogle blev
bundet til Pæle og brændt, andre blev stegt over
Gløder, atter andre efterhaanden skaarne i Stykker
med Knive. Et Sted dansede en gammel hæslig
Indianer-Heks rundt i en Kres af 16 bagbundne
Fanger. Hun hylede Dødssangen, svang sin Tomahawk
langsomt og højtideligt og slog dem ihjel, den ene
efter den anden.
Wyoming laa længe forladt; men endnu minder
Navnet: »De Dødes Skygger« om Hundreder af
ulykkelige Kvinder, som søgte at frelse sig og sine Børn
ved at flygte ud i en nærliggende Mose, hvor de alle
druknede eller sultede ihjel.
Fig. 63. Rockingham.
91
92
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
