- Project Runeberg -  Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 /
93-94

(1899) [MARC] Author: H. C. Bering Liisberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

DEN NORDAMERIKANSKE FRIIIEDSKRIG

I November s. A. overgik der Landsbyen Cherrey
Valley (tjerri valli) en lignende Skæbne, hvor Oberst
Butlers Søn, Walter Butler, viste sig blodtørstigere
end nogen Vild, og hvor Indianeren Thayendanegea
gjorde alt, hvad han formaaede, for at frelse saa
mange Liv som muligt.

Voldsgerningerne paa Grænsen havde ikke
indskrænket sig til disse to Tilfælde alene, men de var de
mest opsigtsvækkende blandt en Mængde andre, og
Washington besluttede at gøre en Ende paa disse
blodige Strejftog. I Sommeren 1779 sendte han
General Sulliwan med 5000 Mand ind for at tugte
Indianerne og deres hvide Forbundsfæller i Fort
Niagara. I to Kolonner rykkede Sulliwans Hær frem
for at opspore Fjenden, den ene langs Susquehanna,
den anden gennem Moliawk-Dalen. Ved Tioga stødte
de sammen igen, og faa Dage senere, den 29. August,
fandt de ved Newton en fjendtlig Styrke paa 1500
Indianere og Englændere, førte af den engelske
Guvernør Sir John Johnson og Thayendanegea.
Sulliwan tilføjede dem et blodigt Nederlag og drog videre
gennem Cäyugaernes og Senecaernes Land. Disse
havde ligesom de øvrige Irokeserstammer lært Agerbrug
af de Hvide, og Sulliwan fandt, hvor han drog frem,
veldyrkede Marker og store Landsbyer med frugtbare
Haver. Men Sulliwans Tog var et Hævntog, og alt
blev lagt øde, Sæden hugget om paa Markerne,
Frugttræerne fældet og Byerne, ikke mindre end 40
i Tallet, brændt. Indianerne hævnede sig ved at
opsnappe enhver Mand af Sulliwans Hær, der vovede
sig for lan<*t bort fra Hovedstyrken, og dræbe ham
under de skrækkeligste Pinsler.

Men Niagara Fortet lykkedes det ikke at erobre;
Sulliwan maatte paa Grund af Sygdom i Hæren
opgive Belejringen og" kom i Slutningen af Oktober
tilbage til New Jersey efter en Marche paa omtrent
200 Mil.

Vinteren 1779—80 var en af de koldeste, man
har kendt i Amerika, og de husvilde Cayugaer og
Senecaer døde som Fluer af Sult, Kulde og Pest. Men
nu opflammede Thayendanegea sine Mohawk-Indianere
til at tage Hævn over Oneida-Stammen, der holdt
med Amerikanerne. Der herskede 1779—81 et
fuldstændigt Rædselsherredømme i Moliawk-Dalen.
Blokhus rejste sig ved Blokhus for at yde den hvide
Befolkning og Oneidaerne Beskyttelse.
Landmændene pløjede Marken med Riflen tværs over Ploven,
thi Mohawk-Indianerne listede sig frem lige ind til
de større Byer. I Landskabet Tryon var ved
Slutningen af 1781 Befolkningen formindsket med to
Tredjedele og i den sidste Tredjedel talte man 300 Enker
og 2000 faderløse Børn.

Medens Indianerne mod Øst ved Sulliwans Hævntog
og deres indbyrdes Kampe led et Knæk, som de aldrig
senere kom over, erobrede mod Vest den 25aarige Oberst
Rogers Clark ved pludselige Overfald de engelske
Forter ved Mississippi og tog endelig den 23. Febr.
1779 Byen Vincenncs og nødte Englænderne til at
trække sig tilbage. Det vil med andre Ord sige, at
hele det store Land, Syd for Michigan og Erie-Søen,
imellem Ohiofloden og Mississippi, kaldet
Nordvestterritoriet — nu Staterne Illinois, Ohio og Indiana
— og beboet af vilde Chirokeser-Stammer, blev
unddraget den engelske Krone og vundet for den unge
Republik.

Lige saa dristigt som en Haandfuld Amerikanere
gik ind og erobrede hele Nordvestterritoriet, lige saa
dristigt løb enkelte amerikanske Skibe over Søen og
førte Krigen over under selve Gammel-Englands
Kyster. De forenede Stater havde haardt følt Savnet
af en Flaade. Begivenhederne ved Long Island i
1776 og nu sidst ved Newport vilde have faaet et
ganske andet Udfald, om Amerikanerne havde kunnet
raade over en Orlogsflaade.

Straks i Begyndelsen af Krigen havde man
begyndt at skabe en saadan og omdannet en Del
hurtigsejlende Koffardiskibe til Krigsskibe. De gjorde
god Tjeneste som Krydsere og opbragte i Løbet af
Krigen over 600 engelske Handelsfartøjer;
Englænderne tog imidlertid i samme Tidsrum 900 fra
Amerikanerne. Forskellen skrev sig særlig fra, at de
amerikanske Skibe i Almindelighed ikke kunde gøre Priser
i Handelsflaader, der var under Bedækning af
Orlogsskibe. I 1776 begyndte man derfor i Ny-England at
bygge Orlogsskibe, stærke nok til at kunne bære et
passende Antal Kanoner, men kun de færreste var
færdige før Krigens Afslutning.

Disse Krydsere, der i Reglen kun førte 16—20
mindre Kanoner, var imidlertid af ubetalelig Værdi for den
unge Ståt, idet de første Gang viste Stjernebanneret
i Europas Havne. Det var altsaa Virkelighed og
ikke et Æventyr, at der ovre i det fjerne Vesten
dukkede en Magt op, som vovede at byde Storbritanien,
»Havets Dronning«, Trods, ikke alene derude, langt
borte, men lige for hendes Øjne. Man tænke sig det
Skaar, det maatte gøre i Englands Anseelse som
Havets Herskerinde, at Lambert Wickes og Conyngham
med deres Smaaskibe i Sommeren 1777 løb ind i
Nordsøen og bortsnappede den ene Prise efter
den anden, saa at Sø-Assurancen løb op til 25 pCt.
af Ladningens Værdi, naar den skulde føres til
fjernere Havne. Ja, om det saa var den korte
Overfart mellem Dower og Calais, var den ikke
sikker for dem, og efter at Conyngham havde
opsnappet den engelske Paketbaad paa denne Rute,
kunde man ikke tegne Assurance paa det korte
Stykke Vej uden at betale 10 pCt. i Præmie.
Conyngham og Wickes gjorde snart deres Navne kendt
over hele Europa, og intet Sted vidste man sig sikker
for dem. Betegnende for Franklin, der optraadte
som en Slags Marineminister, er hans Ordre til disse
to Mænd og alle hans Krigskaptajner, at hvis de
skulde træfie den berømte Opdager, Kaptajn Cook,
maatte de under ingen Omstændigheder vise nogen
Fjendtlighed mod ham eller det Skib, der bar ham,
paa Grund af de store Tjenester, han havde vist
Menneskeheden og Videnskaben. Alle disse Mænds
raske og modige Gerninger blev dog stillet i Skygge
af Poul Jones Bedrift i September 1779.

Poul Jones var Skotte af Fødsel og Sømand.
Hans Hjerte bankede ikke mere varmt for England,
end at han, som opholdt sig i Virginia, da Krigen
brød ud, tilbød Kongressen sin Tjeneste. I 1778, 30
Aar gammel, fik han Kommando paa Skibet »Ranger«,
18 Kanoner, og med dette hjemsøgte han det irske
Hav, tog Priser i Mængde, erobrede en engelsk
Or-logsskonnert og gjorde saa god Tjeneste, at han i
1779 blev udnævnt til Chef for en Eskadre
bestaaende af »Bon Homme Richard«, en gammel
Ostindiefarer, der var lavet om til Fregat med 32 Kanoner

105

94

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/aarforspil/0053.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free