- Project Runeberg -  Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 /
115-116

(1899) [MARC] Author: H. C. Bering Liisberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

DET NITTENDE AARHUNDREDE

»Solkongene, »den store Konge«, som han blev
kaldet af sine Smigrere, havde kun én Vilje og ét
Maal: sin egen personlige Ære og Storhed.

For dens Skyld førte han Krige, Erobringskrige,
der skulde udbrede Skrækken for hans Navn og
Troen paa hans Magt. At han for at kunne føre
disse Krige udsugede Landets Kraft, var en
underordnet Sag. Ethvert Hensyn til Landets Vei og
Folkets Tarv maatte vige for Monarkens Interesser.

For at sikre sig mod Modstand fra den gamle,
stolte Adel — en Modstand, som var uforenelig med
Ludvig XIV’s Forestillinger om Kongens Enevælde —
demoraliserede han den. Adelen havde tidligere,
i Lensvæsenets Tid, været Bøndernes naturlige
Herrer, taget sig af deres Ve og Vei, haft deres Tillid
og tait deres Sag. Og
samtidig havde de haft
Kongens Tillid og siddet
inde med de store
Statsembeder.

De havde saaledes
dannet det naturlige
Mellemled mellem
Statsmagten og det store Folk.

Men saadanne Mænd,
der var vokset op i
Befolkningens Midte og
kendte dens Tilstande
og Forhold, kunde faa
en Indflydelse paa den,
der kunde ende med
at være farlig for
Kongemagten. Ludvig XIV
udelukkede derfor
Adelen fra al Deltagelse i
det offentlige Liv og
lagde alle Regeringssager
i Hænderne paa
kongelige Embedsmænd,
ansatte af ham og kun
afhængige af ham.
Adelen skulde ikke have
anden Tanke, andet
Ønske end at komme til at
leve i hans Nærhed, yde.
ham personlig Tjeneste
og kun aande for ham.

Men derved blev den
gamle Adel bragt ud af

Forbindelse med Folket, mistede det Hold, den en Gang
havde haft i det, og blev mere og mere fremmed
foldet. Og Folket havde ikke længer den gamle Tro
paa sine adelige Herrer, der havde opgivet den
ærefulde Stilling som Folkets Tillidsmænd for det tomme
straalende Liv ved Hoffet i Versailles, og som nu
tillod, at det prisgaves griske Forpagtere og
blodsugende Jurister — ja, som selv hjalp til med at llaa
det. Thi det var dyrt at færdes ved Hove, det
fordrede mange Penge. Adelen havde kun sine Godser,
d. v. s. sine Bønder, at leve af, og det blev disse,
der maatte skaffe Pengene, for at Naadigherren kunde
optræde med tilbørlig Pragt ved Hove.

Saaledes afløstes det tidligere patriarkalske
Forhold mellem Adelen og Bønderne af Had og
Forbitrelse. Thi Adelen havde, uagtet den ikke mere

Fig. 69. Ludvig XV som Barn køres rundt i Slotshaven.

gjorde Statstjeneste, beholdt sine gamle Privilegier
eller Forrettigheder. Det var de privilegerede Stænders,
Adels og Gejstligheds lovlige eller tilsnegne og næsten
fuldstændige Fritagelse for Skatter og Afgifter, der
bevirkede, at det store arbejdende Folk kom til at
yde saa meget mere.

Statens betydeligste Skat, la taille (ta-ij), var dels en
Grundskat, dels en personlig Skat. For denne sidste
var de privilegerede Stænder fuldstændig fritagne;
den første hvilede paa adelig Agerjord, der ikke
dreves af Ejeren personlig, hvilket mindre hyppigt fandt
Sted; i Reglen var Jorden bortforpagtet, og saa maatte
Forpagteren udrede Skatten. — Alene det Forhold,
at Adelens Skove og Enge, Parker og Vinbjærge var
afgiftsfri, unddrog Værdier til en samlet Sum af 432

Mill. Livres *) fra
Beskatning.

Kopskatten og
Tyven-depenge hvilede vel paa
alle Lægfolk uden
Undtagelse; men da disse
Skatter beregnedes efter
den uretfærdigt paalignede
Taille, kom atter disse
til at tynge uforholds
mæssigt paa de
uprivilegerede.

Og med Adelens
Skattepligt tog man det ikke saa
nøje. Hvilken
Embedsmand kunde vel falde paa
at gaa strengt til Værks
mod en fornem, anset
Herre, vel anskreven ved
Hove og med mange
Forbindelser? — »Deres
varme Hjerte,« skriver en
Adelsmand til en af
Embedsmændene, »vil aldrig
kunde samtykke i, at en
Mand af min Stand sættes
i Skat lige saa strikst
som en borgerlig«. —
»Skatteopkræverne«,
Idager Necker, »tror, at
maatte behandle de
privilegerede med stor
Hensynsfuldhed , naar de
er i Restance, saa at
deres Skatteafgifter lange Tider igennem og til sidst
slet ikke er til at inddrive«. — Man
udspionener ikke en Adelsmand for at komme under Vejr med
hans Indtægter, men er ganske overordentlig
imødekommende imod ham. En Markis eller Greve, der
efter Tarifen skulde betale 1700—2500 Livres, betaler
kun 400, medens en borgerlig, der kun skulde betale
70 Frcs., maa erlægge 720 Frcs.. Prinserne af Blodet
betaler kun Skat af 188,000 Frcs.’ Indtægt i Stedet
for af 2,400,000. »Med Intendanten skal jeg nok
komme til Rette,« sagde Hertugen af Orléans, »jeg
betaler, hvad jeg selv har Lyst til.« Men han be-

. *) En Livre — Mønténheden for Revolutionen, — var lig
20 sous å 12 deniers. Ved Forordning af 1796 sattes 5
Francs = 5 Livres, 1 sou og 3 deniers (l Frc. = 72 Øre).

163

116

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/aarforspil/0064.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free