Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
ikke var uimodtagelige for Bestikkelser — for at
faa uomstødelig godtgjort, at deres Adel mindst gik
tilbage til det Herrens Aar 1560. Men de, der
vilde være i Kongens umiddelbare Nærhed, spadsere
med ham, køre i Vogn med ham, maatte tilbage til
1400. Ikke blot Kammertjenere, Pager,
underordnede Stald- og Jagtbetjente var af gammel Adel, men
endog de menige Soldater af Livvagten og Garden.
Naar de saa havde paraderet og hver for sig
udført sin ubetydelige Forretning ved de daglige
Ceremonier, maatte de i Salene — thi dette
Tjenerskab var et kongeligt Tjenerskab og var fornemme
Herrer over for alle andre end de kongelige Personer
— i Selskab med Hoffets Damer og højeste
Embedsmænd udfolde al deres Belevenhed, Galanteri og
Artighed i det yndefulde, fast formede og afslebne
franske Sprog.
Men i øvrigt undsaa ingen — selv ikke de rigeste
og højst stillede — sig for at gøre sig sit Embede saa
indbringende som muligt. Allerede Ludvig XV
udtalte, at der blev stjaalet umaadeligt i hans
Husholdning, men det var ham umuligt at forhindre det.
Den for sin egen Person sparsommelige Ludvig XVI
synes ikke at have haft mere Held med sig til at
stoppe dette Uvæsen. Den Kop Bouillon, som den
to-aarige Kronprins i Reglen fik en Gang om Dagen,
stod bogført for mere end 5000 Frcs. om Aaret.
Kammerfruernes Frokost-Kaffe med Brød kostede for
hver enkelt 2000 Frcs. om Aaret. Kongens nøjsomme
Søster, Madame Elisabeth, spiser ifølge Regningerne
for 30,000 Frcs. Fisk, for 70,000 Frcs. Kød og
brænder for 60,000 Frcs. Lys! Alt kan der tjenes
paa, og der var i Versailles mange smaa Bagtrapper,
ad hvilke Lys, Fødevarer, Silkebaand, Skotøj o. m. a.
kunde bringes ud i Byen og gøres i Penge. Og
paa denne Maade kunde Kongens Regning hos
Vinhandleren i 1778 uden Tryllekunster løbe op til
800,000 Frcs., og hans Regning hos Vildthandléren
i samme Aar til 3,500,000 Livres.
Paa den Maade blev selv de ringeste
Tjenerbestillinger ved Hoffet saare indbringende, og de
højere Embedsmænd havde derfor lavet sig en god
lille Biindtægt ved at sælge dem. Prisen vekslede
efter det, som de kunde kaste af sig, mellem 30,000
og 100,000 Frcs. pr. Embede. Mesterkokken tjente
ved Siden af sin Gage 84,000 Francs. Dronningens
Kammerfrue, der er lønnet med 12,000 Frcs., skaffer
sig’ en aarlig Ekstra-Indtægt af 50,000 Frcs. ved at
sælge saakaldte nedbrændte Vokslys. Ved et eneste
Fyrværkeri tjener Hertugen at Gévres, under hvem
sligt sorterer, paa Salget af dertil benyttede
Træstilladser m. m. den smukke Sum af 150,000 Frcs.
Jagtkaptajnen i Fontainebleau tjener aarlig, ved Siden
af sin Gage, 20,000 Frcs. paa Salget af Kaniner.
Enkelte af disse Berigelser faar et særlig anstødeligt
Præg, som naar en Ministerfrue aarlig faar 12,000
Frcs., der indvindes ved at knibe paa Galej slavernes
Brødrationer. Andre er kun et Vidnesbyrd om
kongelig Gavmildhed, som naar Gouvernanten hos
de kongelige Børn har drevet det op til 115,000 Frcs.
om Aaret, idet hun til sin oprindelige Løn faar et
Tilskud for hvert tilkommende Barn paa 35,000 Frcs.
Og en virkelig kongelig Løn faar de to
uniformerede Herrer, som hver Dag inspicerer og tømmer
Hs. Majestæts Natstol. De har hver 20,000 Frcs.
Ogsaa de Gaver, som Kongen tilstod sine
Hofmænd, vil kunne give en Forestilling om Nytten og
Fordelene ved at være knyttet til Hoffet. Hr. de
Rouillé, der føler sig tiisidesat ved ikke at have været
med ved Wiener-Kongressen, trøster man ved at
til-staa to rige Damer af hans nærmeste Familie 16,000
Frcs. om Aaret. Hertuginden af Chevreuse, hvis
Gemal har en aarlig Indtægt af x/2 Million, forærer
man 8000 Livres om Aaret. Familien Polignac faar
700,000 Frcs., Huset Noailles 2 Millioner. Selv efter
at Ludvig XVI af Sparsommelighedshensyn i 1780
havde foretaget »den store Reform« i
Hofhushold-ningen, beregnes der dog en Sum paa 600,000 Frcs.
til Taffelpenge, d. v. s. Middagsmad, for tre gamle
Prinsesser. I én eneste Uge er der under denne
Konge udbetalt 128,000 Livres i Pengegaver til
Hofdamerne. Da Necker kom til Roret, hvilede der paa
Statskassen en aarlig Udgift af 28 Mill. Livres i
Pensioner. Mangfoldige Embeder, der forlængst
havde mistet al Betydning, bestod endnu som rent
titulære og var rigt lønnede. Guvernørerne, som
ikke havde andet at gøre, end en Gang imellem at
give en officiel Middag, er lønnede med indtil
160,000 Livres. Kommandantskaber, der blev
oprettede i Religionskrigenes Tid, bestaar endnu og"
kaster 16,000 Frcs. af sig. Og hyppig samles flere
Gager paa en og samme uvirksomme Haand. En
afgaaet Minister f. Eks. havde ikke blot sin
Ministerpension paa 20,000 Frcs. , men tillige en Pension
paa 12,000 Frcs. fra et tidligere Embede; disse havde
han i Naade faaet Lov til at beholde og fik
yderligere af Kongen 40,000 Frcs. om Aaret.
Men den gavmilde Konge tænker ikke paa, at
naar han blot giver en Hofmand 6000 Livres i
Naadepenge, er det seks Landsbyers under
Forbandelser og Fortvivlelse inddrevne Skat, som han
skænker bort.
Ødselhed var Tidens sikreste Kendetegn paa en
fornem Person, og som den største af alle var det
kun naturligt, at Kongen viste den største Ødselhed.
Ludvig XIV efterlod ved sin Død en Gæld paa 3000
Millioner Frcs. Da Ludvig XVI begyndte at indføre
større Sparsommelighed ved Hoffet, raabte man straks
i ædel Harme: Fy, hvor borgerligt! At have Rede
paa sin Formuetilstand sømmer sig ikke for en
Adelsmand; hans Gæld er et Udtryk for hans
Fornemhed. Der er ikke Tvivl om, at den Kavaler, der
staar med en Gæld paa 2 Mill. Frcs., er anset for
en dobbelt saa fornem Herre som den, der kun har
en Gæld paa 1 Mill. Der er dem, der for at vise
deres Ophøjethed, bogstavelig tait smider Penge ud ad
Vinduet. Kun en Borger, der tjener sine Penge i
sit Ansigts Sved, tænker paa at bekymre sig 0111,
hvor de bliver af igen. Ludvig XVI lod en Gang
Erkebiskoppen Dillon kalde — thi man møder lige
saa hyppig den levelystne Abbed eller Biskop som
den verdslige Adelsmand ved Hove, hvor skulde en
aandrig Kirkens Mand med 800,000 Frcs. om Aaret
kunne trække Vejret ude i Provinserne? — og spurgte
ham: Er det sandt, Monseigneur, at De er i Gæld, i
meget betydelig Gæld? Og Kongen fik det
karakteristiske Svar: »Jeg ved det ikke, Deres Majestæt!
Jeg skal spørge min Regnskabsfører og derefter
tillade mig at underrette Deres Majestæt derom.«
Og i Adelens Palæer, der skyder op i Versailles
163
132
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
