Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRANSKE REVOLUTION
som Aflæggere af Slottet, i dens Huse i Byerne og
paa dens Godser ude paa Landet efterlignes det
ødsle Liv ved HofTet. Greven af Chenonceaux taber
paa et Besøg lios nogle Venner en Nat 700,000 Fres.
i Spil; en anden med over 1/2 Mill. Frcs. om Aaret
bygger og bygger, saa han sidder i bundløs Gæld.
For at give en Fest for Dronningen med tilbørlig
Glans lader Greven af Artois sit Slot »Bagatelle«
rive ned og opføre fra nyt, udstyret og møbleret paa
ny fra Kælder til Loft. Ni hundrede Arbejdere var
i Beskæftigelse Nat og Dag i over otte Maaneder.
I den fornemme Verden er Livet kun skabt til
Glæde, og intet fornuftigt Menneske vil falde paa at
lade sin festlig klare
Himmel formørkes
af saa sorte Skyer
som ubehagelige
Regnskaber, der
maaske kunde true
med Tordenbrag og
Lynnedslag. Og
skulde det gaa galt en
Gang, saa har man
jo altid Kongens
Naade, d. v. s.
Statskassen , at forlade
sig paa. Thi til
Statens finansielle
Stilling tager man
lige saa lidt Hensyn
som til sin egen.
Prinsen af Conti
faar 11/2 Million for
at klare sin Gæld.
For at hjælpe paa
en falleret Hofmand
afkøber Ludvig XVI
ham for 12V2
Millioner de samme
Godser, som n}Tlig
var blevne
erhvervede for 4
Millioner. Finansminister
Calonne optog et
Statslaan paa 100
Millioner. En
Fjerdedel gik fra i
Omkostninger, Resten
blev borte ved
Hoffet. En af Kongens
Brødre skal have faaet 56 Millioner, en anden 15.
Statskassen er altsaa uudtømmelig. Og skulde
der være enkelte, som i et eller andet ledigt Øjeblik
kom til at tænke paa, hvordan det skulde gaa i
Længden, saa har de sikkert sagt ligesom Ludvig
XV i en lignende Situation: Det holder nok i vor
Tid — »efter os kommer Syndfloden.«
Straaleglansen fra Hoffet havde dog ikke blændet
alle. Allerede kort efter Ludvig XIV’s Død havde
enkelte alvorlige Mænd haft Øje for Ulykkerne ved
hans Regeringssystem og for Farerne ved denne
letsindige Ødslen ved Hove, medens den store Del af
Befolkningen levede i den yderste Nød. Masillon,
en Hofpræst, der vovede at sige sin Mening, kaldte
Ludvig XIV’s Hæder og Storhed for en giftig Byld,
Fig. 7 7. Gade i Paris efter Regnvejr, i Tiden før Revolutionen. Efter
Maleri af Garnier.
der kun udbredte Smitte og Fordærvelse, og i 1781
skriver den gamle Grev Mirabeau: Adelen fornedrer sig
ved Hoftjeneste og gaar til Grunde. — Hoffet!
udbryder den ædle d’Argenson, i dette Ord ligger al
vor Fortræd. — Hoffet er Nationens Grav.
Det var ikke blot Ødselheden ved Hoffet, som
fremkaldte saadanne Udtryk, det var fuldt saa meget
den i Livets alvorlige Situationer skæbnesvangre
Forlystelsessyge og Blødagtighed, den Uvanthed med alt
virkeligt Arbejde, der fra Ho Ilet bredte sig i
Hovedstad og Provinser til alle, som vilde regnes med til
det gode Selskab. Udelukkede fra Statens Arbejde
og offentlige Anliggender og altfor ophøjede til at
give sig af med
Privatlivets
Forretninger havde de
toneangivende
Krese kun én
Beskæftigelse, at more sig.
Og Livet var for
dem en stor Fest.
Det var dette
udsøgte, elegante,
aandrige og
nydelsesrige franske
Selskabsliv, der
blændede Samtiden og
som en
uimodstaa-lig" Magnet trak
Fyrster og Adelsmænd
fra alle Europas
Egne til del franske
Hof eller den
franske Hovedstad for
dér at lære god
Tone og Belevenhed.
Selv de
stærkeste menneskelige
Følelser bliver
afstumpede, og Evnen
til at føie dybt og
kraftigt forsvinder
i denne
Salonverden ; thi Høfligheden
tillader ikke
Følelsernes Forløb i en
naturlig, varm Form.
Selskabslivets
straalende og smilende
Overflade maa ikke
forstjTres af stærke Udbrud af Lidenskaberne; de
forflygtiges derfor paa alle Omraader til elegant og
galant Lefleri. At være forelsket, var i al
Almindelighed en Taabelighed, var det i ens egen Hustru,
var det rent ud latterligt.
At tage sig af sine Børns Opdragelse har man
hverken Tid eller Lyst til. Det kan Tjenerskabet
besørge, og endelig han Danselæreren fuldende den,
det gør han bedre end nogen anden. En elegant
Hilsen, en smuk Armbevægelse opvejer de største
moralske Mangler.
Intet forstyrrer denne Salon-Verdens harmoniske
Ro og smilende Fred. Trænger ogsaa en enkelt Gang
Efterretningen om en national Ulykke, et tabt Slag
eller en Adelmands Fallit sig indenfor de yppige
161 133
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
