- Project Runeberg -  Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 /
147-148

(1899) [MARC] Author: H. C. Bering Liisberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

DET NITTENDE AARHUNDREDE

Adelaide more sine Venner med at synge en
Smædevise om Dronningen, »der blev sendt hjem igen«.

Men Marie Antoinettes farligste og virksomste
Fjender var hendes to Svogre, Greverne af Provence
og Artois. Hun var ikke længe om at gennemskue
dem. »Skulde jeg vælge mig en Mand mellem de
tre Brødre«, skriver hun, »tog jeg ham, som Himlen
har givet mig. Han er med al sin Kejtethed ærlig,
og han er hensynsfuld og opmærksom imod mig«.
Carl af Artois — en fordærvet, hensynsløs, letsindig
ung Ivavalér — ødelagde hendes Rygte ved at
forlede hende til de ovenfor omtalte Udflugter, ved
hvilke Kongen aldrig var Deltager.

Det var Greven af Provence, der i al
Hemmelighed var den virksomste til at lade Meddelelser om
alle Dronningens virkelige Uforsigtigheder og
Taabeligheder — forøgede med en Mængde opdigtede —
udbrede mellem Folket. Han havde straks fattet et
uovervindeligt Had til Marie Antoinette og havde
med alle sine Hjælpere og Hjælperes Hjælpere sat
en fuldstændig Forfølgelse i Gang imod hende.
Caroline Mathildes Ulykke i Danmark viste, at en
Dronning kunde blive sendt hjem igen; med alle
de Blottelser, »Østerrigerinden« gav sig, maatte
det blive let at vende Skinnet imod hende, og saa
var den forhadte Alliance med Østerrig brudt med
det samme. Men Greven af Provence havde mere
egoistiske Planer. Han stræbte efter Kronen og
haabede at naa sit Maal, hvis hans Broder forblev
barnløs. Derfor lod han intet Middel uforsøgt til at
fjerne Kongen og Dronningen fra hinanden, saa’ med
Glæde Kongens Ligegyldighed for sin Gemalinde og
gjorde, for Sikkerheds Skyld, alt hvad der kunde
gøres med Penge, for at ødelægge hendes Rygte.
De skammeligste Historier var i Omløb, satiriske
Digte med let gennemskuelige Hentydninger til
Dronningen og bestemte Kavalerer gik fra Haand til Haand,
og i 1775 forlangte Marie Antoinette med Heftighed,
at Politiet skulde skride alvorligt ind mod al den
Sladder, som bragtes aabent til Torvs paa Kafeer og
offentlige Steder.

Men intet formaaede at holde den giftige Sæd fra
at spire, som Dronningens Fjender med Greven af
Provence i Spidsen havde udsaaet. Og" da Kongen
endelig havde nærmet sig sin Hustru, og hun i 1778
havde født ham en Datter, efter hvilket Tidspunkt
han ikke kunde undvære hende og ganske lod sig
beherske af hende, kendte hendes Fjenders Had og
Ondskab ingen Grænse. Greven af Provence
fremsætter i tilslørede Vendinger som sin Opfattelse, at
Kongen ikke er Fader til hendes Børn, og han fandt
Hjælpere nok, der bragte Rygterne videre i forbedret
og udpyntet Form.

Som om ikke hendes nære Frænder havde været
hende Fjender nok, havde Marie Antoinette skabt sig
en Mængde nye ved at kaste hele sin Gunst paa
enkelte Personer, med hvilke hun ,dannede en Ståt
i Staten, et Hof i Hoffet. Og herved følte alle de
sig brøstholdne, som stod uden for denne lille Klike,
der gennem Dronningens Indflydelse paa Kongen
var eneraadende over Embeder, Titler og Relønninger.
Marie Antoinette var ulykkeligvis ikke altid heldig i
Valget af sine Venner. Hendes Letfærdighed og
Trang til løssluppen Lystighed afspejler sig atter i
den Kreds, som hun samlede om sig, og paa hvilken

Naadens Sol faldt med sine fulde Straaler. En
hæderlig Undtagelse danner den førsle Hjerteveninde,
Prinsesse Lamballe. Men Dronningens Venskab, der
havde forskaffet Prinsessen en høj Hoftitel og en
Gage paa 150,000 Frcs. om Aaret, kølnedes snart
over for den tilbageholdne og stilfærdige Dame,
der ganske blev overstraalet af en ny opdukkende
Stjerne, Grevinde Yolanthe Gabrielle de Polignac.

Denne beregnende og rænkefulde lille Dame, som
under et vist Skin af Frimodighed og Aabenhed, der
havde gjort det dybeste Indtryk paa Dronningen,
skjulte en overordentlig stor Ærgerrighed og
Havesyge, blev Marie Antoinettes onde Aand. Det var
hende, der til de gamle Hofmænds Forargelse og til
alle de Udelukkedes Forbitrelse, indskrænkede Kresen
omkring Dronningen til en Snes Mennesker, alle af
sin nærmeste Familie eller sine nærmeste Venner.
Det var allesammen muntre, paa faa Undtagelser
nær, yngre Mennesker, der i en ganske anden Grad
end de ceremonielle, ældre Hofkavalerer og Militære
kunde more Dronningen med deres pikante Historier,
kaade Indfald og vittige Gøren-Nar ad alle uden for
Kresen. Alle led de imidlertid af samme Rrøst: et
ret daarligt Rygte.

Kongen var ikke blind for Farerne ved delte
Selskab, hvis daarlige Rygte først og fremmest gik
ud over Dronningen og forøgede Misstemningen imod
hende; men han formaaede ikke at mande sig op
til at rive hende ud deraf. Og Misstemningen
voksede yderligere ved de Masser af Gunstbevisninger,
som Dronningen udvirkede for sine nye Venner,
ikke blot i Retning af Titler og Æresposter, men
ogsaa — og særlig — i Retning af klingende Mønt.
Landets ulykkelige finansielle Forhold var endelig
blevet aabenbar for alle og enhver; den Ødselhed,
der vistes over for Dronningens Favoriter, sprang
derfor saa meget mere i Øjnene og vakte saa meget
mere Anstød, og Dronningen, ilde likt og ilde
omtalt i Forvejen, fik Skylden for det hele.

Men det, der rejste Folkestemningen mest imod
den unge Dronning, var dog hendes Indgriben i
Frankrigs Politik. Det gjaldt imidlertid kun den
indre. I den ydre kom hun, trods flere Forsøg,
aldrig til at spille nogen Rolle. Her viste Ludvig
XVI en Selvstændighed og Fasthed, som man
forgæves vil søge paa andre Punkter. Men Folket
troede naturligvis, at »Østerrigerinden« ogsaa her
anvendte sin Indflydelse til Frankrigs Skade.

At Politiken blev ledet efter Kvindeluner, var i
Frankrig ingenlunde noget nyt. Madame Pompadour
og du Barry, den forrige Konges Maitresser, havde
haft deres store og skæbnesvangre Indflydelse, og
ved sin Indgriben kom Dronningen, om hvem der
løb saa mange onde Rygter, hurtig til for Folket at
staa som disse forhadte og foragtede Kvinders
Arvtager ogsaa paa dette Omraade. 1 et Skrift fra 1789
sammenlignes hun aabent med den sidste. »Disse
to berømte Kvinder ligner hinanden i Kunsten at
bedrage og nedværdige den, som de skulde have den
største Ærbødighed for.«

Umiddelbart efter hendes Tronbestigelse i 1774
lykkedes det hende ved sin Indflydelse paa Kongen
at styrte den af Madame du Barry yndede Minister,
d’Aiguillon (ægiijong), uden dog at naa sit Maal:
Tilbagekaldelsen af Hertugen af Choiseul (sjoasøhl),

163 147

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/aarforspil/0080.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free