Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FRANSKE REVOLUTION
sende Havn. Calonne troede og haabede, at han ved den
Yndest og Gunst, som hans rundhaandede Finansstyrelse
havde skaffet ham, skulde være stærk nok til at
tage Kampen op. En Herredag — en Forsamling
af Rigets Stormænd (Notabler) — blev sammenkaldt
i Februar 1787; den bestod af et Hundred og fire
og fyrretyve Medlemmer, hvoraf kun ni af den
uprivilegerede Stand, og den skulde overveje, hvad
der kunde gøres for at raade Bod paa den
finansielle Elendighed.
Med Jjetsindig Uforfærdethed aabenbarede Calonne
Sagernes Stilling og satte straks Fingeren paa det
ømme Sted. Staten kuride ikke opfylde sine
Forpligtelser; der er et Underskud paa 125 Mill. Livres.
Der er kun én Vej til Frelse fra Bankerot: at
ophæve Misbrugene, de Misbrug, der tynger paa den
arbejdsomme og produktive Del af Folket, de, som
fritager Adel og Gejstlighed for Afgifter til Staten
for at lade dem hvile med saa meget større Vægt
paa Borger og Bonde.
Men medens de privilegerede Stænder rasede i
Forbitrelse over at se sig angrebne af en Mand, de
troede fuldt som en af deres, og med Bistand af
Dronningen og Hofpartiet snart fik ham styrtet,
vakte Beretningen om det umaadelige Underskud
(le deficit) en Storm af Forbitrelse hele Landet over.
Endelig havde man til Overmaal faaet Vished for, at
det gamle System førte til Landets Ruin. Og en
blev udpeget, som særlig skyldig i Elendigheden,
den ødsle, spillelystne og forlj’stelsessyge Dronning.
Fra nu af viger Smædenavnet »Østerrigerinden«
foldet endnu mere hadefulde: Madame Deficit. Og
dette fortrænges senere under Revolutionen af det
sidste og frygteligste: Madame Vélo*).
Dronningen, der omtrent samtidig havde brudt
med den Polignacske Kres og derfor ogsaa blev
bagtalt af sine fordums Venner, var nu saa forhadt,
at man paa Salonen ikke vovede at udstille hendes
Portræt af Frygt for, at det skulde blive forhaanet
af de besøgende. At hendes frygtede Indflydelse paa
Kongen ikke var i Aftagende, blev øjensynligt, da
den usædelige Erkebiskop af Toulouse, de Brienne,
hendes og hendes Lærer Abbed de Vermonts Protegé,
blev udnævnt til Finansminister efter Calonne.
Herredagen (Notableforsamlingen) havde kun siddet
inde nogle faa Maaneder — fra Februar til Maj 1787
— men dens Virkninger havde været meget
indgribende. Den havde først og fremmest kastet Lys
over Sagerne, Kongemagtens Svaghed, de privilegerede
Stænders Mangel paa Offervillighed og endelig
Elendighedens Omfang. Nødvendigheden af at finde et
frelsende Middel var mere hjalende end nogen Sinde.
Selv Brienne var med al sin Udygtighed ikke
blind for, at der maatte handles. Han havde ved
Herredagens Afslutning aabent udtalt sig for
vidtgaaende Reformer og tog straks en Del af Turgots
*) Veto er et latinsk Ord, som betyder »jeg forbyder«.
I de fleste Statsforfatninger indrømmes der Kongen Het til
at nægte Stadfæstelse (eller anvende sit Veto) af enhver ny,
af Rigsdagen vedtagen Lov. Kan han nægte det, lige saa
ofte han vil, er hans Veto absolut; kan han kun nægte det
indtil 3 Gange, er det kun suspensivt (foreløbigt); saaledes
har den norske Konge kun et suspensivt Veto. Marie
Antoinette fik sit Øgenavn, fordi hun efter sigende
opmuntrede Kongen til at nægte de frisindede Love Stadfæstelse.
161
Arbejde op; men nu mødte han Modstand hos
Parlamentet.
Pariser-Parlamentet var en Levning af den
gamle kgl. Domstol, som i Middelalderen skiftede
Ret og Lov. Medens Rigsstænderne kun
sammenkaldtes, naar Kongen fandt for godt, var Parlamentet
eller et Udvalg af dels Medlemmer altid samlet.
De nøjedes snart ikke længer med at haandhæve
Lov og Ret, men fik sat igennem, at alle kongelige
Forordninger og Lovforslag skulde »registreres« i
Parlamentet for at faa Lovskraft, og i det sekstende
Aarhundrede tiltog det sig endog Myndighed til at
drøfte de kongelige Anordninger, før det registrerede
dem. Ved personlig at indfinde sig i Parlamentet
kunde Kongen dog tvinge Parlamentet til at registrere
enhver Forordning. Under Ludvig XIV havde det
ganske mistet denne Myndighed til at forhandle om
de forelagte kongelige Anordninger, og under hans
Efterfølger havde det stadig været i Opposition til
Regeringen. Parlamentet i Paris, til hvilket de tolv
Provins-Parlamenter rundt i Riget enigt sluttede sig,
følte under Ludvig XVI.s svage Regering atter sin
Magt vokse. Det vilde ikke nøjes med alene at
registrere de kongelige Forordninger, men vilde drøfte
dem, førend det gav dem Lovskraft. Det havde njdig
renset sig for alle Medlemmer af ufri Stand eller
nybagt Adel og viste sig i det hele som en fuldblods
Forsvarer af Privilegierne over for Regeringens
Forsøg paa Reformer.
Parlamentets Medlemmer vidste imidlertid af bitter
Erfaring fra Ludvig XV.s Tid, hvad de kunde vente
sig fra Regeringen til Tak for, at de havde nægtet
en eller anden Lovs Registrering. Nemlig intet
mindre end Forvisning fra Hovedstaden med dens
indbringende Forretninger og dens Glæder til en eller
anden Afkrog af Landet. Da derfor Brienne
forelagde dem en Lov om Udskrivning af en almindelig,
paa al Jord hvilende Grundskat og saaledes søgte
at faa et af de betydeligste Privilegier, Skattefriheden
for Adelsjord, omstødt, søgte de at undgaa en
ligefrem Nægtelse ved at erklære, at kun Nationen
gennem Rigsstænderne kunde bevilge en
staaende Skat. Hertugen af Orléans, der altid
havde været ilde set ved Hoffet, vandt i denne Kamp
sin store Folkegunst ved at protestere mod*
Regeringens Fremgangsmaade som ulovlig, og hans
Popularitet voksede yderligere, da han faa Dage efter
blev forvist fra Paris til sine Godser, medens et Par
af hans nærmeste Venner og Tilhængere blev
arresteret.
Hertug Philip af Orléans var Hovedet for det
ene store politiske Parti, som havde sat sig til
Opgave at forhindre en fredelig Løsning af Kampen
mellem Regeringen og Parlamentet og senere
Stænderforsamlingen. Maalet var at drive Kongen ud i en
saa uløselig Strid, at han maatte nedlægge Kronen,
som man, ved fornuftig Anvendelse af en Del af
Hertugens store Pengemidler, haabede at overføre
paa dennes Hoved. Det var dog mindre den
magelige, nydelseslystne og udsvævende Hertugs egen Plan
end lians energiske og ærgerrige Venners, som
derigennem haabede at vinde de vigtigste Embeder og
den største Indftydelse.
Dronningen var Lederen af det andet politiske
Parti, Hofpartiet, der lige saa lidt vilde tilstede en
154
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
