Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - 1789
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRANSKE REVOLUTION
paa Grund af Isgangen. Og samtidig er Floderne,
de almindelige Færdselsveje, spærrede af samme
Aarsager. Isgangen begynder paa Loire den 13.
Januar. Her, lige som paa Rhöne og Saöne,
omstyrter den Broerne, gennembryder Digerne og
fremkalder Oversvømmelser over store Strækninger. Møller,
Fabriker og Transportskibe i Mængde bliver
ødelagt.
Men det værste af alt er, at Regeringen, som
frygter for Følgerne af en Dyrtid i Paris, af al
Magt søger at proviantere Hovedstaden og Armeen
paa Provinsernes Bekostning.
Ude paa Landet saa’ den udsultede Befolkning, at
det ene Læs efter det andet af det dyrebare Korn
lige for dens Næse førtes fra Magasinerne ind til
Paris af Statens Opkøbere. Regeringens Anstrengelser
for at lindre den uhyre Nød ude i Provinserne
forslog, trods store Ofre fra Statens Side, intet over
for Millioner af Menneskers Sult. Det var som
Draaber i Havet Mistænksomheden vaagner, og det
gamle Rygte, at Regeringen vil sulte Befolkningen
ihjel, dukker atter op. Ludvig XVI og Necker havde
vel den bedste Vilje til at raade Bod paa Ulykkerne
og læge de mange Brøst, men de kunde dog ikke
forhindre, at de Mænd som de maatte benytte sig
af som Mellemhandlere, svigtede deres Tillid og for
egen Fordels Skyld tillod sig de største
Uretfærdigheder over for den ulykkelige Befolkning. Og
Regeringen selv havde ikke altid været indblæst af
Menneskekærlighedens Aande. Kong Ludvig XV var
i egen Person stor Aktionær i et Selskab, der drev
den smukke Forretning at opkøbe Korn i Massevis i
gode Tider og sælge det igen til ublu Priser, naar
der indtraf daarlige Aar, og Brødmanglen blev følelig.
Alle, som gav sig af med Korhandel en gros, var
derfor til det yderste forhadte af Folket og gik
under Navnet »Kornpugere« Da Revolutionen brød
løs, var saadanne Mænds Liv ikke meget værd, hvad
enten de havde tjent Selskaber som det nævnte,
eller blot som Foulon og hans Svigersøn Bertier de
Sauvigny — et Par af Revolutionens første Ofre —
havde tjent Regeringens Planer til at proviantere
Armeen og Paris. Thi i begge Tilfælde maatte
Menigmand se paa, at der — medens hans Tarme
skreg af Sult — paa Regeringens Foranstaltning eller
med dens Billigelse ophobedes Masser af Korn, som
unddroges ham. Aarsagerne dertil laa over hans
Forstand, men det vakte hans dybeste Had og
Forbitrelse.
Under al denne Demoralisation og Elendighed
uddannedes Forbrydere i Massevis, og tre
Næringsveje staar i det skønneste Flor: Smuglernes, Kryb
skytternes og de aabenbare Røveres. De sidste har
i Reglen faaet deres Uddannelse hos de to første.
Smuglerbander paa firs—hundrede Mand fører en
stadig og lønnende Kamp med Toldvæsenet paa
Frankrigs indre Toldgrænser, der tilsammen har
en Længde af 1200 Mil, og derfor fordrer en
overordentlig stor Bevogtning.
Krybskytterne danner fuldstændig militært
organiserede Korps paa halvhundrede Mand, der lever deres
eget Liv i Skovene og ikke er bange for at tage en
Kamp op med Myndighederne. Landevejsrøverne i
lige Maade.
Der er ved Aarhundredets Midte den berømte
Mandrin, som med sin Trop paa tresindstyve Mand
opsnapper Toldembedsmændene paa store Strækninger,
medens han udfører sine Smuglerbedrifter, bortfører
alt af Værdi i Kontorerne og slipper kun sine Fanger
fri mod gode Løsepenge. Han gør et Togt paa et
Aar ind i Haute-Bourgogne, drager i den Tid uden
Modstand ind i syvogtyve Byer, aabner Fængslerne
og sælger sit røvede og indsmuglede Gods. Han
bliver først fanget, da der sendes en Styrke ud imod
ham paa totusinde Mand, og han fanges endda kun
ved Forræderi. — I 1782 er Sagen mod Hulin for
Domstolene. Han har i ti Aar plyndret og hærget
alle Vegne med en Bande paa tohundrede Mand.
Kort før Revolutionen anslaas Antallet af Vagabonder
og Røvere i Frankrig — Tiggernes uhyre Skare ikke
medregnet — til titusinde Mand, en frygtelig Hær
under urolige Tider, hvor Myndighederne er
magtesløse og Mængden let at ophidse; thi alle disse Folk
er vante til Savn og Anstrengelser, udholdende,
haardføre, rede til en desperat Kamp og endelig
øvede i Brugen af Vaaben og mange af dem i
Besiddelse af Bøsse, Kugler og Krudt.
Og forslagne og samvittighedsløse Fyre kunde
snart komme til at spille en Rolle. Bonden var
uvidende og overtroisk som midt i Middelalderens
dybeste Barbari. Uvidenhed og Overtro har i
nyere Tider altid staaet i ligefremt Forhold til
Klostrenes Antal i et Land, og Frankrig havde ved
Revolutionens Udbrud flere Klostre end selv Italien.
Kirken sad inde med en Magt og benyttede den paa
en Maade, der minder om Inkvisitionens allermørkeste
Dage. I 1766 dømtes to ganske unge Mennesker,
de la Barre og d’Etallonde, til at radbrækkes levende,
Tungen at udrives af Halsen, højre Haand at
afhugges og dernæst begge at brændes paa Baal —
for den Brøde ikke at have blottet Hovederne for
en religiøs Procession! Den sidste undslap ved
Flugt, men paa den første fuldbyrdedes Dødsdommen
i al sin middelalderlige Grusomhed. — Paa
mangfoldige Steder dækkede Bonden endnu Natten før
Alle Helgens Dag Bord for de Døde, i den sikre
Tro, at Gengangerne kom og gjorde sig til gode paa
deres gamle Bosted. — Under Ludvig XV blev der i
nogle Egne foretaget en Klapjagt paa en Del
Vagabonder, ved hvilken Lejlighed nogle Børn fra en
Landsby ved en Fejltagelse blev optagne og førte
bort med de Fangne. Og straks hed det sig, at de
skulde føres til Versailles og slagtes, tlii Kongen
skulde for sin Sundheds Skyld bruge Blodbade. En
stakkels Politibetjent, der havde den Ulykke at høre
med til et af de udkommanderede Korps, blev
overfaldet af Landsbyens rasende Kvinder og stenet ihjel.
Man lod ham ikke en Gang faa Tid til at skrifte —
»saadan en Slyngel er der ingen Plads til i Paradis!«
Man maa — for i vore Dage at finde et
Sidestykke til Tilstandene dengang — gaa til Ophidselsen
under en dræbende Pest i Rusland, Europas mest
uciviliserede Land, hvor Folkefantasien endnu har
blodgriske Jøder og forgiftede Brønde, maaske paa sine
Steder ogsaa Hekse og onde Aander, til Forklaring
paa Symptomerne, og hvor Lægerne, de eneste, der
kan bringe Hjælp til de Nødlidende, endnu
undertiden staa Fare for at rives ihjel under deres
menneskekærlige Virksomhed.
Den saa længe mishandlede og forkuede Befolk-
161
162
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
