Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 165-166 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - 1789 - Paris

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

gamle Dage. Regeringen er ikke saa haardhændet
som under Ludvig XV, Galge og Galejer er under
Tidens humane Ideer ikke saa meget i Mode. Og
denne Følelse hos Millioner af Mennesker, som er
ophidsede af Sult og Lidelser, rummer maaske den
største Fare for det gamle Samfund.

Da Stændernes Sammenkaldelse var bleven
besluttet, havde Regeringen tænkt sig Fontainebleau
eller et andet af Kongens Slotte ude i Provinserne
som deres Mødested. Men Kongen havde selv holdt
paa, at-de skulde træde sammen i Versailles, for at
han uhindret kunde vedblive at gaa paa Jagt derfra.
Dette meget underordnede Hensyn til Kongens
Hovedforlystelse fik en ganske uberegnelig og skæbnesvanger
Indflydelse paa Revolutionens Gang, idet det gjorde
Stænderforsamlingen og Kongefamilien til Nabo med
den nervøse og urolige Hovedstad Paris.

PARIS.

Paris havde i
Aarhundreder —
men særlig fra
Henrik IV’s,
Ri-chelieus og
Ludvig XIV’s Tid —
været det
aandelige Midipunkt for
det franske Rige.
All, hvad dfer
søgte al udmærke
sig, drog til
Hovedstaden. Kun
her kunde den
unge Mand, som
stræbte frem i
Verden, hvad
en-len han var en
Haandens eller
en Aandens
Arbejder, faa det

Præg, der hævede ham over det almindelige. Alt,
hvad Dygtighed og Smag formaaede at frembringe i
alle Retninger, hørte hjemme i Paris. Og her kunde
enhver, Prinsen, Adelsmanden eller den velhavende
Rorger finde Fornøjelser og Nydelser som intet andet
Sted i Europa.

Hovedstadens Befolkning stod i livlig Intelligens
højest af alle Frankrigs Borgere, og Følelsen af at
være Franskmand og af det fælles Fædreland var
vaagen i Paris længe før end i Provinserne. Lige
fra det 14de Aarhundrede havde Pariserne vist sig
let paavirkelige, og Hovedstadens Befolkning havde
undertiden grebet ind i Frankrigs Historie paa en
Maade, der viste, at den var en Faktor, man maatte
regne med. Og baade Regeringen og dens
Modstandere havde ved forskellige Lejligheder med Held
bejlet til de let opildnede Pariseres Gunst.

Frie Tanker havde altid fundet et Hjemsted i
Paris. Og ligesom under Ludvig XIV Frankrigs
dygtigste, mest oplyste og mest velhavende Borgere
var Protestanter, saaledes sluttede under Ludvig XV
Parises velstaaende og fremragende Borgerstand sig
for en stor Del til de tolerante, af Romerkirken for-

Fig. 91. Parisisk Gadeskriver fra Revolutionstiden.

kætrede jansenistiske Anskuelser. Fra Paris var
alle bidske Angreb udgaaet imod Regeringen i de
sidste hundrede Aar, om end de af Frygt for
Censuren blev trykt i Udlandet, og som Arnested for
Encyclopædien og for Oplysningsfilosofien, som
Hjemsted for alle Moder og den fineste Smag blev Paris
i lang Tid ikke blot Frankrigs, men hele Europas
Hovedstad; dens Adel, dens Rorgere,
Videnskabsmænd, Kunstnere og Haandværkere følte sig alle
med Stolthed som Parisere.

Men som Modsætning til alt dette rummede Paris
større Fattigdom, dj’bere Vankundighed og flere
arbejdssky, lastefulde og elendige Tilværelser end
nogen anden Stad i det franske Rige.

I 1789 havde Ryen omtrent 700,000 Indbyggere,
der boede langt mere sammentrængt, end
Refolk-ningen nu om Stunder. Den begrænsedes af de nye,

af Calonne ved
Ludvig XVI’s
Udvidelse af Byen
1784 opførte
Mure med deres
Porte og
Barrierer (Acciseboder).

Paris havde
endnu et meget
gammeldags
Udseende. De fleste
Gader var
krumme øg mange
Steder saa
snevre, at der aldrig
naaede en
Sol-straale ned i dem;
Husene var paa
5—6 Etager, med
høje, spidse Tage
og en Mængde
højt op ragende
Skorstene.
Sten-lagt Fortov
kendtes endnu ikke;

de fleste Gader var brolagte, med en Afløbsrende i
Midten, men til Trods for Brolægningen fyldte med
Snavs og Uhumskheder. Belysningen var kun
sparsom og frembragtes af Trantygter, der hang i Snore
tværs over Gaden, eller var anbragte paa Jernarme,
der sprang frem fra Hjørnehusenes Mure.

Selv i de fine Gader, Roulevarderne, St. Honoré,
St. Denis, Montmartre, Dauphine, de la Harpe o. s. v.
var det umuligt for velklædte Folk at færdes til Fods;
det var kun enkelte Steder, at dette lod sig gøre.
Følgen var, at det i Paris vrimlede med Køretøjer
og Relbrdringer af alle Slags, lige fra Bærestolen og
den endnu mere gammeldags tohjulede Vogn til finere
og mere moderne Lejevogne, ja endog et Slags
Omnibusser (se Fig. 89).

I de fattige Forstæder St. Antoine, mellem l’Hötel
de ville (Raadhuset) og Bastillen, og ude i St. Marcel,
i Nærheden af det skrækkelige Bicétre, paa én Gang
Fængsel og Hospital, og af la Salpétriére, det
overfyldte, pestbefængte Kvindefængsel, hvor de
ulykkelige stuvedes sammen fire og fem i én Seng, kom
Beboerne kun sjældent uden for deres Bydel; dem
kendte de fine Gaders Parisere ikke. De blev

165

166

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>