Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Rigsstænderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATIONALFORSAMLINGEN
Vilje, og at han da vilde betragte sig alene som
Folkets virkelige Repræsentant, vakte paa ny Frygten
for voldsomme Forholdsregler over for
Stænderforsamlingen.
Tredje Stands Medlemmer og en Del af
Gejstligheden sad nogle Øjeblikke raadvilde paa deres
Pladser, efter at Hoffet, Adelen og de fornemme
Kirkeherrer havde forladt Salen. Da traadte
Ceremonimesteren ind med Hatten paa Hovedet, eftersom han
kom i Kongens Ærinde, og sagde efter nogle faa
Minuters Ventetid, henvendt til Formanden:
»Mine Herrer! De har hørt Hs. Majestæt Kongens
Ønske, at Medlemmerne skal trække sig tilbage!«
Da hørte man pludselig Mirabeaus Stemme runge
gennem Salen.
»Ja, min Herre! Vi har hørt Kongen udtale et
Ønske, som andre har lagt ham i Munden. Men det
kan ikke tilfalde Dem, som hverken har Ret til at
være til Stede eller til at tale her, at gentage for os,
hvad han har sagt. Gaa tilbage til dem, der har
sendt Dem, og sig dem, at vi er her ifølge Folkets
Ønske, og at vi kun vil vige for væbnet Magt.« (Se
Billedet S. 113).
Hofpartiet havde forberedt sig paa at lade Salen
rydde ved Hjælp af Militærmagten. Men Kongen
formaaede ikke i Længden at spille energisk og
standhaftig og gav straks Kontraordre. Han var mismodig
over Stændernes kolde Modtagelse og sagde træt,
da man meddelte ham, at tredje Stand havde nægtet
at forlade Salen: »Naa, vil de ikke gaa — ja, saa
lad dem blive, hvor de er.« Man greb da til den
Udvej at lade Arbejderne, som skulde tage Tapeter
ned og fjerne Tribunen med den kongelige Trone,
gaa ind i Salen og begynde deres Dont, i det Haab,
at Støjen af deres Hammere og Brækjærn skulde
bringe de Deputerede til at slutte Mødet og gaa
deres Vej.
Men deres Sind var for meget optagne af
Øjeblikkets Alvor og Højtidelighed, til at nogen skulde
lægge Mærke til saadanne Smaating. Paa Forslag af
den ansete Advokat Camus, Deputeret fra Paris,
vedtog man straks den Erklæring, at
Nationalforsamlingen fastholdt alle sine tidligere vedtagae
Beslutninger, som Kongen i sin Tale havde erklæret ugyldige.
Og paa Forslag af Mirabeau vedtoges Erklæringen
om de Deputeredes Ukrænkelighed. Enhver, som
bryder den, begaar halsløs Gerning.
Men Kongen tænkte ikke paa voldelig Fremfærd
over for den oprørske tredje Stand, og Hofpartiet
vovedé^ikke at overtale ham dertil, thi det turde
ikke stole paa de franske Tropper, der saa godt
som alle var grebne af de nye Ideer. Dronningen
græd og forlangte Soldater til Værn for sig og sine,
og i al Hemmelighed beordredes ogsaa de forskellige
fremmede Korpser, det tyske Bytteri og de
schweiziske Tropper, til Versailles. Men Ludvig XVI havde
ganske slaaet om, og, trods sine kongelige Befalinger
om Adskillelsen efter Stænder, bad og besvor han
nu, for sin og Dronningens personlige Sikkerheds
Skyld, Adelen og den konservative Del af
Gejstligheden om at forene sig med Oppositionen og opgive
Modstanden mod Fællesafstemning. Og i det Haab, at
de ventede Troppers Ankomst snart vilde bringe
Sagerne i en anden Gænge, føjede de privilegerede
Stænder sig efter den raadvilde og vankelmodige
Monarks Ønsker og begyndte Forhandlingerne i
Fællesskab med tredje Stand.
Allerede den 25. Juni havde de 47 frisindede
adelige Deputerede af egen Drift sluttet sig til tredje
Stand under Hertugen af Orléans’ Ledelse, og to
Dage senere fulgte paa Kongens Anmodning de
konservative Adelsmænd og Gejstlige efter.
Men medens man i Glæden over Stændernes
Forening jublede over Kongen, Dronningen, Necker,
Hertugen af Orléans og Bailly, glemte Folket ikke
sit Had til Adelen, der saa længe havde gjort
Modstand mod dets Ønsker.
I Palais Royals store Have — et Slags Tivoli i
stor Maalestok — der som Hertugen af Orléans
Ejendom laa uden for Pariser Politiets
Myndighedsom-raade, samledes om Eftermiddagen en Mængde
Mennesker, løse Fugle i Reglen men gode Hoveder, og
herfra udgik Stikordene til alle Smaaklubber i
Vinhuse og Knejper, paa Gader og Stræder. Her drev
St. Huruge og andre af Hertugen af Orléans’ Agenter
deres Spil. Begivenhederne i Versailles,
»Menneskerettighederne« , »Folkets Souverænetet« diskuteres,
politiske agitatoriske Flyveskrifter trykkes og sælges
i Massevis, Rygter udbredes, drøftes og overdrives i
et glødende og lidenskabeligt Sprog for en
Tilhører-kres, der stundom kunde tælle 10,000 Mennesker.
Nationalforsamlingens Sejr i Spørgsmaalet om
Afstemningen og Stændernes Sammenslutning bringer
for et Øjeblik Ro i de ophidsede Gemytter. Men
snart hedder det sig, at Hofpartiet tænker paa nye
Rænker. Dronningen har, fortæller man, med sin
spæde Søn paa Armen over for en Deputation af
Adelen lovet at opdrage ham til i denne Stand at
se Tronens bedste Støtte. Og samtidig breder Rygtet
sig, at Regeringen samler Tropper mod Befolkningen
i Paris. Allerede staar der 20,000 Mand i Versailles’
og Residensens umiddelbare Nærhed, og 35,000 Mand,
for en stor Del hvervede, fremmede Tropper, er
under Vejs mod Hovedstaden fra alle Rigets Grænser.
Endnu er det kun et Rygte; men Virkeligheden lader
ikke vente længe paa sig. En skønne Dag ser
Pariserne en mægtig Lejr paa Marsmarken og hører,
at store Troppemængder allerede staar i truende
Nærhed af deres By.
Nu var det klart, at Regeringen vilde anvende
Magt mod den værgeløse Nationalforsamling og mod
det sukkende Folk, og Raseriet og Forbitrelsen kendte
fra nu af ingen Grænser.
Voldshandlinger mod adelige eller gejstlige
Personer begyndte at høre til Dagens Orden i Paris.
Og nu viser det sig, hvor lidt Regeringen i Nødsfald
kunde stole paa den franske Garde, der først og
fremmest havde til Opgave at holde Orden i
Hovedstaden. Chefen var yderlig forhadt paa Grund af
sin Uretfærdighed og Strenghed. De højere Officerer
var næsten ukendte for det slet lønnede Mandskab;
kun én af dem, Kaptajn Markis de Valady, havde
nogen Indflydelse paa det og havde benyttet denne
til at danne en hemmelig, revolutionær Klub af
Gardister, som forpligtede sig til ikke at foretage noget
mod Nationalforsamlingen. Allerede den 23. Juni
nægter to Afdelinger af Garden at lystre deres
Officerer, og da de straks efter indespærres i deres
Kaserne, gør de aabent Mytteri, marcherer ud trods
Forbudet og ses nu hver Aften i Palais Royal, drik-
181
186
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
