Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Bastillens fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FRANSKE REVOLUTION
den Fordring til deres Kandidater, at de skulde
forlange, at Bastillen blev sløjfet. Det første Udraab:
Til Bastillen! Til Bastillen! vakte derfor en
umaadelig Begejstring. Hvad man vilde gøre over for denne
Stenkolos med afmægtige Geværskud og en Snes
Feltkanoner, som maaske ingen Betjening kunde finde,
stod ikke klart for nogen. Men Ophidselsen og
Begejstringen var for stor til, at der var Plads for
besindig Overvejelse; de stærke Følelser fordrede et
voldsomt Udbrud, og Bastillens Ødelæggelse stod
med ét som det eneste naturlige Afløb for Parisernes
sydende Forbitrelse, som den værdigste Begyndelse
til at bryde sine Lænker.
Bastillen med sine svære Mure og dybe Grave,
over hvilke der kun førte en Vindebro til en smal
Port paa Sydsiden, gik i Folkemunde for at være
uindtagelig. Denne Vindebro var trukken op, ligesom
den ydre Bro, der ellers forbandt Kommandantens
Gaard med Forgaarden. At prøve paa at løbe Storm
tede kort og godt at udlevere Vaaben til Folket
undtagen efter Kongens Ordre, og alt, hvad han lovede,
var ikke at skyde paa Mængden, før han blev
angreben. Dette kunde han saa meget roligere love
som han sikkert troede at faa Undsætning. Fra
Overgeneralen i Paris, de Besenval, havde han faaet
Ordre til at holde Bastillen, hvad der end skulde
hænde; han skulde nok faa Forstærkning. Men de
Launay vidste ikke, at de Besenval alt da havde
mistet Troen paa at kunne føre sine Tropper mod
Befolkningen, og at han selv i al Hemmelighed
forberedte sig paa at forlade Byen.
Hverken den permanente Komité paa Raadhuset
eller Komitéerne i Valgkresene, hvoraf flere holdt
Møde paa deres Valgsted, havde et Øjeblik tænkt sig
Muligheden af, at den »uindtagelige« Bastille skulde
kunne komme i Folkets Vold. Den havde kun én
Frygt, den nemlig, at et Stormløb paa Fæstningen
skulde ende med et forfærdeligt Blodbad paa Pa-
Fig. 105. Bastillen set fra Terrænet udenfor Byen.
mod dens Stenmasser skulde synes det samme som
at løbe Panden mod en Jærnmur. Besætningen var
imidlertid kun svag, 32 Schweizere og 82 Invalider
under Kommando af den 49aarige Markis de Launay
(dø Lonæ) og hans Officerer. Men fra Skydehullerne
paa Toppen af Taarnene pegede 15 Kanonmundinger
alvorligt ud over Byen, og de faa Artillerister, der
behøvedes til at betjene dem, var godt dækkede for
Geværild fra Gaden og nærliggende Huse. De Launay
havde allerede den 13. været forberedt paa et
Anfald og samlet sine Folk i selve Fæstningen. Kun
nogle faa Invalider skulde i Vagtstuen ved den
yderste Bro bevogte denne og holde den optrukken.
Foran denne Bro, som ellers altid var nede, stod
endnu tidlig paa Formiddagen de mange Mennesker,
som havde fulgt Komitéens Udsendinge hertil for at
faa Vaaben. Men det var ikke gaaet saa glat her
som ved Invalidehotellet. Og havde Folkemængden
ventet at se sit Snit til under Underhandlingerne at
bryde ind i Fæstningen, blev den lige saa skuffet
som de udsendte Underhandlere. De Launay næg-
riserne, der vilde blive klemte ind under Fæstningens
Kanoner af de Besenvals Tropper, som man naturlig
tænkte sig maatte rykke frem. Byen vilde da blive
behandlet som en oprørsk By, og Straffen falde tungt
paa dem, der havde Del i Ansvaret. Saa længe det
gjaldt en Kamp med de lejede Tropper, var det en
ganske anden Sag; men at føre Vaaben mod en
kongelig Fæstning var og blev halsløs Gerning.
Derfor var det Komitéen saa meget som muligt
om at gøre at hindre Udbrud af Fjendtlighederne.
Derfor sendte den den ene Deputation efter den
anden til de Launay for at bede ham undgaa at
irritere Folkemængden, og f. Eks. fjerne de 15
Kanoner, hvis lange Mundinger fra Taarnenes
Skydehuller truende pegede ud imod Byen. Man vidste,
at der var ladet med skarpt, og at de Launay var
forberedt paa en Visit af de oprørske Parisere.
Men laa det i Valgkomitéens Interesse at holde
igen, saa laa det saa meget mere i de franske
Gardisters Interesse at slaa løs. De var gaaede saa vidt,
at de ikke kunde standse. Førte de ikke deres Sag
235 199
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
